Der er kaffe på bordet, og stilheden hænger et øjeblik, før han siger det. Det har været en hård ting, fordi Patrick var nr. 4 i rækken. Den eneste søn, jeg har. Og han er speciel, siger Kenny Bruun Olsen, lokalpolitiker og kandidat for Venstre i Fredericia.
Han holder en kort pause. Man mærker, at ordene vejer mere end de få sekunder, de tager at sige.
»På nogle områder nok også nogle, som han selv skriver, med de der lidt autistiske træk. Men jeg har jo aldrig følt, at han var unormal. Nej, nej. Men meget speciel.«
Der er ingen tøven i stemmen, kun eftertanke. Når Kenny siger speciel, er det ikke som en eufemisme for noget vanskeligt. Det er med varme. Et ord, der dækker over nysgerrighed, særhed, talent – og en søns egen måde at være i verden på.
»Jeg tror også, han har indrettet sig,« siger Kenny stille. »Det er også en tilretning eller tilpasning, hvordan det egentlig er. Men samtidig så har han jo oplevet meget.«
Han lægger hænderne om kaffekoppen og kigger ud ad vinduet. Det er et blik, man ofte ser hos forældre, der har brugt mange år på at kæmpe sig igennem et system, der ikke altid ser det, de selv ser: deres barn som menneske – ikke som diagnose.
Patrick – drengen, der blev overset
Patrick Bruun Olsen er i dag 28 år. Et stille, reflekteret menneske, der skriver, spiller musik og programmerer computerspil. Men vejen dertil har været alt andet end lige.
Han blev født i Fredericia som den yngste dreng i en søskendeflok på fem. Barndommen var præget af kærlighed, men også af astma og begrænsninger.
»Jeg kunne ikke løbe lige så hurtigt som de andre børn,« har Patrick selv skrevet. »Jeg husker tydeligt, hvordan jeg stod og så dem forsvinde ud på tur, mens jeg blev tilbage med en pædagog. Jeg ville så gerne være med, men jeg kunne ikke.«
Den følelse af at stå udenfor blev hængende.
Patrick havde svært ved at finde sig til rette i folkeskolen. Han lærte hurtigt, men blev rastløs. Lærerne forstod ham ikke, og han forstod ikke, hvorfor de andre børn ikke tænkte som ham.
Kenny fortæller, at sønnen tidligt lærte at tilpasse sig.
»Har han indrettet sig eller tilpasset sig?« spørger journalisten.
»Det tror jeg også, han har,« svarer Kenny. »Det er også en tilretning eller tilpasning, hvordan det egentlig er. Men samtidig så har han jo oplevet meget.«
Det blev til mange møder, mange papirer, mange vurderinger. Da Patrick var 15 år, fik han diagnosen ADD. Det, der for forældrene gav mening, blev for systemet endnu en etikette.
»Pludselig kunne jeg følge med. Min matematiklærer sagde til mine forældre: Det er som at vende en hånd. Men jeg havde allerede mistet mange år,« har Patrick fortalt.
Seks år i skyggen
Efter folkeskolen blev Patrick visiteret til STU – Særligt Tilrettelagt Ungdomsuddannelse. Et tilbud til unge, som ikke passer ind i de traditionelle rammer.
Men det, der skulle være en ny begyndelse, blev i stedet en venteposition. Seks år med lav faglig udfordring, lav forventning og lavt selvværd.
»De sagde, jeg skulle acceptere de evner, jeg havde. At jeg ville få et nederlag. Men jeg nægtede at tro på det.«
Han begyndte at lære sig selv at programmere. Først små spil, så større projekter. Da han en dag viste det til sin lærer, forstod de ikke, hvordan han havde gjort det.
»Jeg har lært det selv,« svarede Patrick.
Senere begyndte han på det tekniske gymnasium i Grenaa. I dag går han i 3.g. Han har topkarakterer i matematik, engelsk og teknologi. Men vigtigere: Han har fundet sig selv.
»Jeg bærer stadig på en sorg. En sorg over de mange år, der gik tabt i et system, der ikke kunne se mit potentiale. De så ikke mennesket. De så kun et problem.«
Sofie – pigen, der nægtede at give op
En anden familie i samme parti, samme by, samme kamp.
Sofie Kingod, datter af Venstres Jette Kingod, voksede op i en lille landsby uden for Fredericia. Husene ligger lavt, og markerne breder sig bag haverne, hvor man stadig kan høre hestene vrinske på kolde morgener. Hver dag før skole fodrede Sofie sine ponyer, inden hun trak jakken tættere om sig og cyklede de seks kilometer ad landevejen til skolen.
Hun var pligtopfyldende, høflig og flittig. Men inde i klasselokalet begyndte bogstaverne at danse.
»De sagde, jeg bare ikke prøvede hårdt nok. At jeg var doven. Men jeg prøvede – mere end nogen anede.«
Forældrene protesterede. Sofies mor, Jette Kingod, husker stadig frustrationen:
»Det var også som forældre, der stod bagved og sagde, at hun knokler alt, hvad hun kan herhjemme med at øve og alt muligt. Men hun var bare doven. Der var ikke nogen grund til at teste hende for ordblindhed, fordi hun skulle bare tage sig sammen. Hvor jeg siger til en kold, at hun står op kl. 6 om morgenen og må ud ved sin heste og fodrer dem osv. Hun cykler seks kilometer til skole. Tænker I ikke, at der ligger noget kabav virkelig bagved det?«
Da familien til sidst skiftede skole, blev Sofie testet. Diagnosen kom: 67 % ordblind.
»Endelig… en forklaring. Endelig var der nogen, der så mig.«
Men for Jette var oplevelsen også et wake-up call – et billede på et system, der ofte glemmer mennesket bag tallene.
»Jeg har selv arbejdet på IBC og Campus Vejle og alle mulige steder. Jeg har altid arbejdet med unge mennesker. Og der har næsten altid været kritik af systemet, at det ikke fungerer. Men nogle gange, så fungerer systemet faktisk udmærket i forhold til vejledning og alle de ting, der er sat op omkring de unge. Men det er dem, der sidder og forvalter det, som laver deres egne tolkninger ud fra det menneske, de sidder overfor. Og det glemmer man nogle gange.«
Hun lægger vægt på, at det ikke er reglerne, men menneskene, der svigter:
»Det der med at sige, at man udelukkende kigger på karakterer, jeg synes simpelthen, det er det værste. Man kan sætte en studievejleder til at sidde og administrere, fordi der bliver nødt til at være nogle menneskelige egenskaber, man kigger på samtidig med. I stedet for at give de unge en chance – at så lytte til, hvad det er, de egentlig fortæller.«
Sofie kæmpede videre. På HHX blev hun mødt af en studievejleder, der så på hendes papirer og sagde:
»Sofie, jeg synes, du skal søge ind på SOSU-skolen. Der er jo ikke noget galt i at være SOSU.«
»Nej, det er der bestemt ikke,« svarede Sofie. »Men jeg vil på HHX.«
Og det gjorde hun. Tre år senere stod hun i skolegården med huen på hovedet og et gennemsnit på 10,1. Ikke fordi nogen bar hende dertil, men fordi hun nægtede at lade sig definere af andres forventninger.
I dag læser Sofie idéhistorie på Aarhus Universitet – et fag, hvor netop sproget og tanken er i centrum.
»Jeg gjorde det, som ingen troede, jeg kunne. Ikke fordi systemet hjalp mig, men fordi jeg nægtede at lade nogen tage drømmen fra mig.«
Jette siger i dag, at den oplevelse har ændret hendes blik på både ungdomsuddannelser og politik:
»Jeg kan godt blive lidt skræmt over, at det bliver så snurrelige og så tilpasset, tilrettet, at vi ikke kan se på de kreative dele. At vi ikke kan se på de egenskaber, de unge mennesker også har. Og det skete i hvert fald i Sofies tilfælde. Det bliver jeg nødt til at sige.«
To familier – én fortælling
To historier. To unge. To familier, der på hver sin måde viser, hvad der sker, når systemet mister blikket for det enkelte barn.
»Nu har Patrick været der to og et halvt år på skolen her, og det kan jeg godt mærke, at han er blevet meget viden. Mere end før,« siger Kenny Bruun Olsen. »Han har udvidet sit sprog meget. Ikke fordi han var dårlig, men han har et bredere sprog nu.«
Han smiler svagt. Det er en sætning, der rummer både stolthed og et strejf af tristhed over alt det, der kunne have været anderledes.
For Kenny handler politik ikke om systemkritik for systemkritikkens skyld, men om at skabe et mere fleksibelt Danmark – et Danmark, hvor skolen ser potentialet, før den ser problemet.
»Der er mange børn, der som Patrick lærer at tilpasse sig. De lærer at være normale,« siger han. »Men spørgsmålet er, om det egentlig er det, vi vil have dem til?«
Et spørgsmål, Jette Kingod kender alt for godt.
»Det der med at sige, at man udelukkende kigger på karakterer, jeg synes simpelthen, det er det værste,« siger hun. »I stedet for at give de unge en chance – at så lytte til, hvad det er, de egentlig fortæller.«
Hvor Kenny taler om rammerne, taler Jette om menneskene i systemet. Begge peger på det samme: Vi skal turde se det enkelte barn – ikke kun tallene.
Fra systemfejl til samfundsansvar
De to historier handler ikke om fejl i enkeltpersoner, men om strukturer. Om et system, hvor regler og standarder alt for ofte står i vejen for menneskelig dømmekraft.
I Venstre taler både Kenny Bruun Olsen og Jette Kingod om behovet for »et velfærdssystem med hjerte«. Et system, hvor lærere, pædagoger og vejledere får tid og frihed til at se mennesket bag tallene.
»Nu har jeg jo siddet på den anden side af skrivebordet,« siger Kenny. »Jeg har mærket følelsen af afmagt, når systemet siger ’nej’, fordi boksen er fyldt.«
For ham handler politik om netop det: at give børn som Patrick en reel chance.
»At tro på dem, før de selv tror på sig selv.«
Sofie og Patrick er ikke undtagelser. De er beviser. Beviser på, at forskellighed ikke er en svaghed – men en styrke, hvis bare nogen tør se den.
Et blik fremad
For både Patrick og Sofie endte historien godt. De fandt deres vej – mod alle odds. Men det er netop pointen: Det burde ikke kræve held, hård hud og heltemod at få en fair chance i Danmark.
Hvis de to unge var produkter af systemet, ville systemet have fejlet. Men de lykkedes, fordi de trodsede det.
Kenny håber, at det er her, politikerne – uanset partifarve – kan mødes.
For bag lovgivning, paragraffer og økonomi står børn og forældre, der bare har brug for at blive set.
Og hvis politik i sin mest ærlige form handler om at forbedre liv, er det måske netop her, det begynder: hos en far, der siger, at hans søn er speciel – men aldrig unormal.
