Venstres Kent Mosgård arbejder for, at Middelfart får nærpolitiet tilbage til Middelfart. Som kriminalassistent ved Fyns Politi ved han, hvor presset området er – og kalder det »ikke holdbart«, at der kun er politi i byen et par timer om måneden.
Mens forhandlingerne om et nyt politiforlig er i gang på Christiansborg, har Middelfart Venstre valgt at gøre nærpolitiet til en mærkesag. Bag ønsket står byrådsmedlem Kent Mosgård (V), der til daglig arbejder som kriminalassistent ved Fyns Politi.
»Det er jo både min og egentlig også Venstres mærkesag at prøve at få dem til at tænke i Middelfarts retning i forhold til at få placeret en nærpolitistation herude. Jeg synes, Assens og Nyborg var jo dem, der fik sidst,« siger han.
Middelfart har flere sager end nabobyerne
Ifølge Mosgård er det på tide, at Middelfart får samme prioritet som de øvrige vestfynske kommuner, der allerede har fået nye nærpolitienheder.
»Hvis man sådan lige skal veje op, hvor meget mere der er i Middelfart af politirelevante sager – jeg er jo politimand, så jeg ved jo lidt om det – så er sags-trykket på de fleste områder større i Middelfart,« siger han.
Han peger på en række konkrete forhold, der belaster politiets arbejde i området.
»Vi har to broer, som jo genererer sager. Desværre ulykkelige omstændigheder, at folk kaster sig ud fra dem. Men selvfølgelig også, at det er et knudepunkt i forhold til både tog og biler,« siger han og fortsætter:
»Så har vi motorvej. Det har Nyborg godt nok også, men det har Assens jo i hvert fald ikke. Og du ved jo selv, hvor mange uheld der er derude på den vestfynske motorvej – især på Middelfart-strækningen.«
Et område med tunge sager
Udover trafik og ulykker rummer Middelfart også flere institutioner, som kræver politiets tilstedeværelse.
»Vi har en af Danmarks største retspsykiatrier liggende, og det genererer også sager. Vi har Egeløkke og ungdomsinstitution,« siger Kent Mosgård.
Han fremhæver desuden en nyere kriminalitetstype, der rammer mange ældre borgere: kontaktbedrageri.
»Det nye, det er alle de her kontaktbedragerier, hvor de ældre bliver opsøgt – telefonisk eller på deres bopæl, hvor man så lokker hævekortene ud af dem. Og der er det jo netop, at der skal være noget politi i byen,« siger han.
For Mosgård handler det om reaktionstid.
»Det handler om hurtigst muligt at komme ud og fange dem på bopælen eller nede ved hæveautomaten. Fordi det, de jo skal efterfølgende, det er jo ned til en hæveautomat og så få hævet så mange penge på kortet, inden det bliver spærret,« siger han.
Kun to timer om måneden
I dag er politiets lokale tilstedeværelse i Middelfart begrænset til et par timers åbning på rådhuset – en ordning, Kent Mosgård ikke mener, kan kaldes nærpoliti.
»Det er jo en gang om måneden, at der sidder en politimand oppe på rådhuset i to timer. Og det kan man jo ikke engang kalde nærpoliti,« siger han.
Han har allerede rejst sagen over for Venstres formand Troels Lund Poulsen, som han håber vil tage Middelfart med som et konkret ønske i de igangværende forhandlinger.
»Jeg spurgte, om han ikke kunne tage et ønske med tilbage til ham, der sidder og forhandler politiforlig på Venstres vegne. Fordi det netop er aktuelt lige nu. Og han var åben for at tage det med,« siger Mosgård.
Et fælles ansvar
Kent Mosgård ser sagen som et oplagt område, hvor byrådet bør stå sammen.
»Jeg synes jo, at vi skal bruge de kanaler, vi nu har inde på Christiansborg. Det forhandles lige nu. Jeg har jo også lagt op til resten af byrådet, at de gør det samme – de forskellige partier. Men det ved jeg jo ikke, om de har gjort. Jeg har ikke lavet en spørgerrunde,« siger han.
Han understreger, at behovet for nærpoliti ikke er et partipolitisk spørgsmål, men et lokalt behov for tryghed og synlighed.
»Det er sådan noget, lokalpolitik kan tage sig af. Indbrud – og kende de lokale banditter,« siger han.
Perspektiv: Middelfart i politiets blinde vinkel
Mens både Nyborg og Assens allerede har fået etableret lokale politienheder, står Middelfart stadig uden fast nærpolitistation. Kent Mosgård frygter, at byen bliver en blind plet på Fynskortet, hvis ikke Christiansborg prioriterer anderledes.
For ham er nærpolitiet ikke bare symbolpolitik, men et spørgsmål om borgernes sikkerhed.
»Der skal være noget politi i byen,« siger han.
Han håber, at sagen får bred opbakning i byrådet – og at den kommende politiaftale vil tage Middelfarts virkelighed alvorligt.










