Enhedslisten går til kommunalvalget i Fredericia med et klart signal: Partiet peger ikke på Socialdemokratiet og den nuværende borgmester Christian Bro, men på sig selv og en ny politisk retning for kommunen. På et medlems- og bestyrelsesmøde tirsdag den 11. november – blot en uge før valget – har Enhedslisten vedtaget et omfattende forhandlingsgrundlag, der indeholder 25 konkrete krav til den kommende valgperiode. Listen danner grundlag for partiets deltagelse i konstitueringsforhandlingerne og for Enhedslistens politiske arbejde i byrådet fra 2026 til 2029.
I pressemeddelelsen, der er sendt ud tirsdag aften af partiets borgmesterkandidat Cecilie Roed Schultz, skriver Enhedslisten, at man går til valg på at skabe »en mere retfærdig, grøn og demokratisk kommune«.
»Lykkes det Enhedslisten at få borgmesterposten, vil vi bruge den til at skabe forandringer, der kan mærkes i fredericianernes hverdag. Hvis vi ikke selv opnår borgmesterposten, vil vi støtte den kandidat, der bedst kan garantere resultater i tråd med vores prioriteringer,« skriver Cecilie Roed Schultz.
De 25 punkter spænder fra social- og velfærdspolitik til klima, transport og borgerinddragelse – og skal fungere som et konkret forhandlingsmandat for partiets konstitueringsgruppe.
Blandt de centrale krav er:
– Folkeskolen skal løftes med mindst 50 millioner kroner i valgperioden for at styrke trivsel, faglighed og fællesskab.
– Minimumsnormeringer i alle daginstitutioner i alle åbningstimer året rundt.
– Gratis skolemad og mellemmåltider i daginstitutionerne skal gøres permanente, hvis evalueringerne viser gode resultater.
– En samlet plan for renovering af skoler og institutioner for at sikre gode rammer for børn og ansatte.
– Et nyt Ungeråd Fredericia med beslutningskompetence og eget budget.
– Ingen lukning af skoler eller daginstitutioner i landsbyer.
Derudover ønsker partiet at annullere besparelsen på konkurrenceudsættelser, så der skabes tryghed for kommunens ansatte, og at dækningsafgiften genindføres, så erhvervslivet bidrager mere til fællesskabet.
Enhedslisten lægger samtidig op til en markant grøn omstilling i kommunen. Partiet vil have solceller på alle egnede kommunale bygninger og sikre, at bæredygtighed bliver en fast del af al nybyggeri og renovering.
Kommunens natur skal bindes sammen af grønne korridorer og vilde levesteder, og der skal anlægges en sammenhængende natursti hele vejen rundt om Fredericia.
Også byudviklingen i Kanalbyen skal ifølge partiet gentænkes:
»Kanalbyen skal være en grøn, folkelig og levende bydel med blandede boligformer, fællesskaber, kultur og natur,« fremgår det af udmeldingen.
Enhedslisten vil styrke den kollektive trafik, så de gratis gule busser får flere afgange, og de blå busser bliver gratis inden for kommunegrænsen. På længere sigt skal der arbejdes for gratis busforbindelser til nabokommunerne.
Samtidig foreslår partiet en kommunal handleplan mod børnefattigdom, en strategi mod social ulighed i sundhed og minimumsbemanding på plejehjem og bosteder.
I pressemeddelelsen lægger Cecilie Roed Schultz vægt på, at kommunens ansatte skal have et bedre arbejdsmiljø og lavere sygefravær. Enhedslisten ønsker, at myndighederne følger anbefalingerne for sagsmængder pr. sagsbehandler, og at borgerne får større indflydelse gennem borgerforslag, lokale budgetter og årlige møder, hvor politikere og borgere sammen prioriterer udviklingen i kommunen.
Med vedtagelsen af de 25 punkter stiller Enhedslisten sig klar som et selvstændigt politisk alternativ, der både søger indflydelse og forandring.
»Vi ønsker et Fredericia, hvor fællesskab, klima og velfærd prioriteres over kortsigtede løsninger. Vi stiller os til rådighed for forandring – og for fredericianerne,« skriver borgmesterkandidat Cecilie Roed Schultz.
Konstitueringsforhandlingerne i Fredericia begynder umiddelbart efter kommunalvalget den 18. november.










