Onsdag den 12. november sætter MESSE C og Fredericia AVISEN fokus på byens fremtid, når borgere, kandidater og erhvervsliv mødes til den store valgaften “Fremtidens Fredericia”. Her handler det ikke om fortidens beslutninger, men om visioner, idéer og drømme for den by, der skal skabes til de næste generationer.
Bag arrangementet står MESSE C’s direktør, Grete Højgaard, og Fredericia AVISENs ansvarshavende chefredaktør, Andreas Dyhrberg Andreassen, som begge ser frem til en aften, hvor hele byen inviteres til samtale, refleksion og fællesskab.
»Vi skal bestemme sammen, hvor vi vil hen«
»Det, jeg synes er vigtigt, er, at os, der bor her, sammen bestemmer, hvordan vi kommer derhen, hvor vi drømmer om at være,« siger Grete Højgaard, og fortsætter:
»For hvis man skal bo i en by i mange år, så skal den jo kunne rumme det hele – børnefamilierne, de unge, de ældre. Den skal række til børnene, der starter i vuggestue og børnehave, og til de voksne, der arbejder og lever deres liv her. Fredericia skal favne det hele.«
For direktøren handler fremtidens Fredericia om balance – mellem vækst, livskvalitet og menneskelighed.
»Vi skal jo ikke langt tilbage, før de fleste var tilfredse, hvis bare de havde et job og en kylling i gryden. I dag har vi mere fritid, men vi har også større forventninger til, hvordan vi bruger den. Og samtidig lever vi i et samfund, hvor alt for mange mennesker får stress,« siger hun og tilføjer:
»Jeg ønsker ikke at bidrage til et samfund, hvor flere får stress. Jeg ønsker en by, hvor vi også kan trække vejret – hvor vi har tid til at nyde livet, naturen og hinanden.«
En by med plads, natur og nærvær
Grete Højgaard peger på, at Fredericia allerede rummer de kvaliteter, der skal til – det gælder bare om at bruge dem rigtigt.
»Vi har den skønneste beliggenhed på jorden. Vi har vandet, skovene, og vi har en dejlig bymidte, der summer af liv. Men vi skal give det hele lidt kærlighed,« siger hun med et smil.
»Vi skal have ålegræs tilbage i Lillebælt, vi skal bruge naturen aktivt og gøre det sjovt at engagere sig. Hvorfor skulle det ikke være lige så hyggeligt at samle skrald ved stranden en søndag formiddag, som det er at tage i biografen?«
Hun ser Fredericia som en by med et stærkt udgangspunkt:
»Vi er jo allerede i gang med at lægge nogle af grundstenene. Der bliver plantet træer, udviklet grønne byrum, og byen er i bevægelse. Vi har skabt en kulturby, hvor mennesker mødes på kryds og tværs. Det er sådan et fundament, man skal være stolt af – men også bygge videre på.«
»Det handler om at turde drømme sammen«
Ifølge Højgaard er det afgørende, at både borgere og politikere tør hæve blikket.
»Når vi taler om fremtidens Fredericia, så handler det om at tænke længere frem end til næste byrådsperiode. Verden er ikke skruet sammen af fireårsintervaller,« siger hun.
»Når vi går til valg, sætter vi vores kryds på dem, der skal tage ansvar for hele byen – ikke kun deres egne partier. De skal repræsentere os alle, og det kræver, at vi forstår og respekterer hinanden. Vi er forskellige. Nogle er stærke, andre svage, og vi bærer hver især på noget forskelligt. Det skal vi turde se som en styrke.«
Hun drømmer om en plan, der kan favne hele byen:
»Jeg drømmer om, at vi kan sige, når planen ligger klar: Det her er en by, man har lyst til at bo i, uanset alder og livssituation. En by, man gerne vil flytte til som ung. En by, man vil slå sig ned i som børnefamilie. Og en by, man har lyst til at blive gammel i, fordi den kan rumme alle livets faser.«
En levende kultur og stærk identitet
Grete Højgaard fremhæver Fredericias kulturliv som en af de store styrker:
»Se bare på, hvor meget der sker i Fredericia. Vi sidder her midt i Art Festival, vi har et musicalteater, der leverer på øverste hylde, og en eventkalender, der bugner. Det er jo en by med en fantastisk energi og en stærk identitet.«
Men, understreger hun, det er ikke nok bare at glæde sig over det bestående – man skal også spørge, hvad det næste skridt skal være.
»Vi har et godt image, ja – men vi skal bruge det som afsæt for at tænke nyt. Hvordan skal Fredericia se ud om 10, 15, 20 år? Hvordan skal den føles at bo i for vores børn og børnebørn? Det er det, vi skal tale om, når vi samles den 12. november.«
Det vigtigste er, at vi mødes – og taler sammen
Arrangementet, der løber af stablen i MESSE C, bliver ifølge Højgaard både debataften og fællesskabsaften:
»Jeg håber, at det bliver en aften, hvor vi virkelig mødes – på tværs af partier, baggrunde og holdninger. Hvor vi lytter til hinanden og deler drømme. For hvis vi skal skabe en by, der er stærk, skal vi også have modet til at tale sammen om det, der er svært.«
Hun glæder sig til at åbne dørene. »Jeg håber, folk kommer med åbent sind – ikke for at diskutere fortiden, men for at tale om, hvordan vi gør Fredericia endnu bedre. Vi skal ikke bare bevare, vi skal udvikle. Og det kræver, at vi drømmer – sammen.«
Fællesskab og fremtid
Andreas Andreassen supplerer:
»Fredericia er gået fra industriby til kultur- og oplevelsesby. Vi har bevist, at vi kan forandre os. Nu er det på tide, at vi stiller spørgsmålet: Hvad er næste skridt? Det er det, aftenens debat skal give et bud på.«
Han peger på, at arrangementet skal være både visionært og folkeligt:
»Vi vil skabe en debat, hvor alle kan være med – og hvor vælgerne får en fornemmelse af, hvilke drømme og idéer kandidaterne har for fremtidens Fredericia.«
Program for aftenen
Kl. 17.30: Fællesspisning i MESSE C – karrygryde med ris, salat, isvand og kaffe/te (pris: 65 kr.)
Kl. 18.15: Velkomst og fælles oplæg
Kl. 18.30: Debatten begynder
Kl. 19.30: Pause
Kl. 19.45: Spørgsmål fra salen ved redaktionschef Erik Schwensen
Kl. 20.30: Tak for i aften
Gratis adgang til debat – tilmelding via Billetto.dk
.
Billetter til fællesspisning skal købes senest mandag den 10. november kl. 12.00 – men til arrangementet kan man tilmelde sig senere.
En fælles invitation
Afslutningsvis siger Grete Højgaard og Andreas Dyhrberg Andreassen samstemmende:
»Vi glæder os begge til at lytte til kandidaternes drømme og visioner for Fredericia – og mindst lige så meget til at høre, hvad publikum drømmer om for byen. Det her handler ikke om at se bagud, men om at se frem. Så vi håber, at alle stiller spørgsmål, der peger mod fremtiden – og tør spørge: Hvad skal Fredericia være i morgen?«
»Fremtidens Fredericia«
Onsdag den 12. november 2025 kl. 17.30–20.30
MESSE C, Fredericia
Gratis adgang – billet kræves
Arrangører: MESSE C og Fredericia AVISEN










