Der er noget særligt over de morgener, hvor byen langsomt vågner. Når lyset rammer fliserne i Gothersgade, og bageren sætter de første rundstykker i vinduet. Det er dér, man mærker, hvad et lokalsamfund egentlig er. Mennesker der får det hele til at hænge sammen. Men under overfladen lige bag supermarkedets facade og nede i den stille baggård, lever der også nogle, vi har vænnet os til ikke at se. De hjemløse, de afhængige, de der faldt ud af fællesskabet, længe før nogen opdagede det.
De er ikke bare et socialt problem. De er et potentiale, vi har glemt at investere i.
Hvis man skal tale om økonomi og det skal man, når politik møder virkelighed, så ved vi det egentlig godt. En krone investeret i misbrugsbehandling giver samfundet op til ti kroner igen. Det er veldokumenteret. Færre indlæggelser. Mindre kriminalitet. Flere der kommer i arbejde. Mindre pres på psykiatrien og socialforvaltningen.
Men det mest oversete afkast er måske det menneskelige. Den ro der opstår, når et menneske som har levet i kaos, pludselig får lov til at finde retning. Når børnene igen tør åbne døren for deres far. Når mor ikke længere skal frygte, at sønnen ringer midt om natten fra et sted, hun ikke tør vide, hvor er.
Det er den slags investeringer, man ikke måler i regneark. Men i mennesker.
I Fredericia og i byer som vores findes der en styrke i nærheden. I relationen. I det, at man faktisk kender hinanden. Det er det der gør, at misbrugsområdet ikke bare skal ses som en udgift, men som et lokalt kraftcenter for forandring.
Når vi investerer i dygtige behandlere, i stabile rammer og i flere døgnbehandlinger, der tager afsæt i mennesket og ikke i forældede behandlingsmetoder, så vokser noget langt større frem. De lokale virksomheder får medarbejdere, der har fået greb om livet. De frivillige får kræfter tilbage. Og børnene i kvarteret lærer, at selv når livet går i stykker, kan man reparere det.
Fredericia har i mange år været en by med stærke skuldre. En by, der har løftet industri, havn og fællesskab. Nu kunne vi vælge at løfte mennesker på samme måde.
I årevis har vi udsat misbrugsområdet for besparelser. Færre behandlingsforløb, lukkede eller yderst begrænsede værestedstilbud. Vi har til gengæld fået systemer, men vi har mistet nærvær.
Resultatet? Tilbagefald, desperation og familier, der står alene med ansvaret for at holde sammen på det, der engang var et menneskeliv.
Hvis vi virkelig vil tale om effektivitet, så lad os investere dér, hvor effekten er størst. I de tidlige, helhedsorienterede indsatser. I samarbejdet mellem kommune, civilsamfund og faglighed. I et menneskesyn, hvor man ser bag misbruget og spørger: Hvordan har du det og hvor gik det galt.
Det kræver mod. For det tager tid. Men det er tid, der betaler sig tilbage mangefold.
Jeg var engang behandler for en mand hvor jeg arbejder. Han havde levet på gaden, i misbrug og i fængsel. Men da han efter tre måneder sagde: “Jeg sov otte timer i nat. For første gang i ti år.” der vidste jeg, at investeringen allerede bar frugt.
Han fik senere job på et lokalt værksted. Ikke fordi han var perfekt, men fordi nogen troede på, at han kunne blive det. I dag kører han selv sine børn i skole.
Det er det, jeg mener, når jeg siger potentiale. Ikke som et floskelord, men som det konkrete, der sker, når et menneske får lov at begynde forfra i stedet for at blive parkeret i systemet.
Spørgsmålet er egentlig simpelt: Vil vi fortsætte med at slukke brande og spare, eller vil vi investere i mennesker og skabe bæredygtige fællesskaber?
Misbrugsområdet burde være en af de største vækstzoner i dansk velfærd. Ikke fordi vi ønsker flere misbrugere, men fordi vi endelig forstår, at behandling og relationer er investeringer, ikke udgifter.
For når vi hjælper et menneske tilbage til livet, hjælper vi også et barn, en familie og et lokalsamfund Som Fredericia.
