Når han næste år fylder 70, bliver det ikke i stilhed, men i transit — endnu et år, endnu en turné, endnu et rum at fylde med historier. Han har for længst opgivet at forklare, hvorfor han stadig gør det. Inden han bliver 70 gæster han Fredericia, og der venter endnu en optræden, han glæder sig. Det er et privilegium. Det er ikke et program, det er en rytme. Han konstaterer bare: »Der har i princippet kun været en måneds pause.» Mere behøver han ikke sige. Resten forstår man i pauserne, hvor han læner sig mod det selvfølgelige: arbejdet.
Allan Olsen er god til at tale, det ved man, hvis man har oplevet ham på en scene. Han sætter også lyd og ord til sine fortællingerne, om lidt står han på scenen i Fredericia. Det er i den forbindelse, at vi taler med en af Danmarks største sangere og sangskrivere.
»Der er ikke noget hårdt ved det,« siger han, næsten forundret over spørgsmålet om være til stede på en scene. »At stå på en scene foran et publikum er et stort privilegium. Hvis det er hårdt at være i showbiz, så er det kun ens egen skyld.«
Det kunne stå som epigraf for den karriere, han har skabt: ingen mytologi om lidelse som kvalitetsstempel, ingen forklaringsdans — bare et håndværk, der forfines af at blive udført igen og igen. Og netop derfra begynder fortællingen om det, der holder ham kørende.
Starten er det mest krævende, siger han. Ikke fordi han er bange for scenen, men fordi balancen kræver præcision. »Det værste er næsten at komme i gang,« siger han. »Man skal finde balancen mellem at forny sig selv og samtidig tilfredsstille sit publikum. De vil gerne høre det, de kender, og selv vil man gerne udvikle det.« Det er den indre skruenøgle, han drejer på ved hver sæsonstart: hvor meget skal ændres, og hvor skal man læne sig mod det genkendelige?
Efter et par weekender klikker det. »Når man først har spillet de første weekender, så begynder det at være en kvalitet. Og så ser jeg menneskerne igen. Vi er gode til at rejse sammen – vi elsker alle sammen at flytte os.« Rejsen er mere end logistik. Det er en arbejdsform. I bilen, i toget, i de små huller mellem lydprøve og koncert, skriver han om på prioriteringerne, åbner for anekdoterne, justerer betoningen. Ikke som et regneark over hits og mellemspil, men som en samtale med rummet og det publikum, der insisterer på både at blive rørt og genkendt.
At han »kommer af en anden tid og skole« er ikke en identitetsmarkør; det er en forklaring på hans metode. »Jeg kommer af en anden tid og skole, og det er jeg glad for. Vi er nået til et sted, hvor man ikke længere kan se forskel på, hvad der er ægte, og hvad der er fake.« Han nævner som eksempel et AI-spundet interview mellem B2 og Djengis Khan — mere kuriositet end trussel, men symptomatisk for grænsesløringen. »Det er jo fuldstændig vanvittigt, man kan ikke længere skelne.«
Alligevel er han ikke dommedagsmand. Pendulet svinger altid, siger han. »Alt går i bølger. Der kommer en modreaktion. Det hele bliver analogt igen. Kidsene kan ikke holde det ud. De er født ind i det og vil altid prøve at stå op imod det.« Man kan høre den gamle lærling i den sætning: troen på at materialet — ordet, tonen, kroppen i rummet — vinder, fordi det er det, der kan mærkes.
Læs — rigtige bøger — hver dag
Rådet til de unge er krystalklart og næsten gammeldags i sin enkelhed: Læs. Ikke for CV’ets skyld, men for sprogets. »Læs,« siger han. »Læs skønlitteratur. Ikke lydbøger – de er terapi. Rigtige bøger. Ti minutter om dagen. Side op og side ned.« Og ikke pligt, men lyst: »Noget, der fanger dig. Ikke skolelæsning. Noget, du vil læse. Det gør dig både til et bedre menneske og en bedre sangskriver.«
Han citerer Dylans lakoniske svar på, hvordan man bliver sangskriver: »Man skal bare kunne sige John Steinbeck.« Det er en poetik forklædt som navn-drop: Empati over bravader, nærhed over effekt. »Jeg er helt enig,« siger Olsen. »Jeg har altid været mere Steinbeck end Hemingway. Hemingway skriver fantastisk, men han har ikke Steinbecks empati.«
Læselysten kom sent. »Jeg var midt i 20’erne, før jeg knækkede læsekoden. Det skete, da jeg læste Steinbeck – Dagdrømmere og nogle af de sjovere først. Siden har jeg læst enormt meget.« Han forklarer forskellen mellem at læse og at lytte sådan her: »Når du læser, skal du sætte dig ned. Du kan ikke lave noget andet. Du vælger det aktivt. Og du skaber din egen stemme inde i hovedet. Det kan ingen lydbog give dig.«
Det er også en opskrift på sangen: At få læserens — senere lytterens — indre stemme til at tale med.
Sange, ingen andre ville skrive
»Jeg kan ikke andet,« siger han om sit arbejdsliv. Det lyder beskedent, men rummer en æstetik. Ikke fordi han ikke kunne noget andet i princippet, men fordi alt andet ville være mindre nødvendigt. »Jeg har aldrig lavet andet, siden jeg var 18. Jeg prøvede engang at tænke på et karriereskift – men fandt hurtigt ud af, at jeg ikke kan bruges til noget som helst andet.« Han griner: »Så jeg skyndte mig tilbage på min pind.«
Det er, når han taler om selve arbejdet, at nerven bliver tydelig. »Jeg har altid forsøgt at skrive sange, som de andre ikke ville skrive. Det er faktisk kedeligt at skrive sange – så det skal i det mindste være om noget, ingen andre ville vælge. En fiktiv person, en sær figur, noget skævt. Så bliver det sjovt.« Det er ikke eksotisme for effektens skyld; det er et forsøg på at åbne sproget mod nye blikke. De mennesker, der sjældent får en sang — den perifere nabo, den pinlige onkel, den dér drøm, man helst ikke vedkender sig — får stemme. I de figurer opstår et moralsk eksperiment: Kan man skrive dem frem, så sympatien netop ikke bliver billig, men vundet?
»Rockkulturen skulle være oprørsk. Men der findes ikke noget mere konservativt end rocken. Det er de samme tre minutter, bas, trommer, guitar, keyboard. Man er ikke kommet længere. Det er en stor gentagelse.« Det er ikke en afvisning af formen; det er en kritik af dovenskaben. Hvis skabelonen er givet, må man fylde den med noget, der stiller spørgsmålstegn ved skabelonen. »Jeg vil hellere synge om en hoftedysk på et værgehønseri end om dine læber. Det er ikke svært at være progressiv i en branche, hvor alt er så firkantet.«
Den sætning kan læses som en metode: Find det uventede objekt — hoftedysken, værgehønseriet — og lad det belyse det menneskelige. Iblandt de mærkelige ting, man kan synge om, opstår forbindelser, som kærlighedssangen alene ikke længere kan bære.
Hvorfor de holder: de gamle navne
Han søger ikke forklaringen i biografiernes anekdoter, men i historien som ramme. »De kom ud af en tid, hvor alt var nyt. Efterkrigstiden, 50’erne og 60’erne. Den vestlige kultur var omfugelig. Der var en enorm velstand og en ny frihed. Unge kunne for første gang lade være med at arbejde og stadig klare sig. De kunne pjække, lade håret gro, finde på noget.« Rummet for eksperiment var større, og derfor blev antallet af egentlige genier bemærkelsesværdigt. »Der kom fem, ti, tyve genier på få år. Resten af os har stået på skuldrene af dem siden.«
Nutiden er på én gang rigere på udgivelser og fattigere på tyngde. »Alt vælter ind over os. En tornado på Jamaica og kommunalvalg i Børkop er lige vigtige. Derfor bliver alting uvæsentligt. Vi når ikke at fordøje noget.« I den situation bliver live-øjeblikket, hvor ord og krop og rum mødes, endnu vigtigere. Det kan fordøjes, fordi det sker i én hastighed: nu.
Olsen nævner i forbifarten, at hans publikum spænder fra 17–18-årige til de hvidehårede. Det er ikke en PR-pointe; det er et arbejdsforhold. At skrive sange, der ikke kræver, at man allerede deler referencer, men tilbyder en indgang — via humor, via fortælling, via en bestemt type nordjysk tørhed — er en disciplin. De unge kommer for skarpheden, de ældre for genkendelsen. I midten opstår rummet, hvor et ordvalg kan binde alderen sammen.
Nogle steder sætter sig i sangskriverens blik. For Olsen er det byer, hvor historien ikke kun er skiltetekst, men lufttryk. »Jeg elsker at komme i Fredericia,« siger han. »Bare tanken om en by, der ligger over for en anden by med en bro imellem – det sætter fantasien i gang. Skal vi stjæle en båd og sejle derind i nat?« Han ler. »Allerede dér opstår der myter, og det gør de ikke på internettet.«
Han uddyber næsten uden at vide det: Når murstenene taler — når vandet, porten, broen, buegangen er mere end geografi — kan sangene finde jordforbindelse. »De byer har en historie, der præger folk. Det mærker man. Det er derfor, jeg godt kan lide at spille dér.« Det er som om han siger: Sangene står bedre, når der er sten under dem.
Olsen er ikke typen, der romantiserer forberedelsen, men man kan høre de små ritualer bag hans sætninger. Kaffen der forsvinder halvvejs, inden han lægger planen for aftenens første tre numre. Den hurtige vandring gennem salen, før dørene åbner, hvor han måler akustikken med stemmen og noterer sig, hvor latteren lander. En blyant. Et papir med hakkede ord og krydser. Et nik til lydmanden, en bemærkning om, at lampen i højre side ikke må skrue den sidste dialog ihjel.
Han formulerer det ikke sådan, men når han taler om “at komme i gang”, er det også disse små håndgreb, han mener: at trykke sig frem til balancen, hvor opmærksomheden fra salen bliver en medspiller og ikke et pres.
Stemmen, alderen og det nødvendige tempo
Det er en fortærsket kliché, at alder skulle give mere sjæl i stemmen. Olsen taler om det uden glamour. Han har ikke ønsket at blive ældre for kunstens skyld. Han er bare blevet det, mens han arbejdede. Den ro, der ligger i hans udtale — de små åndehuller, de enstavelseslange pauser — kommer ikke fra planlagte effekter, men fra et tempo, der må passe til virkeligheden. Den virkelighed er: Han fylder 70 næste år, og han står stadig på scenen, fordi “jeg kan ikke andet”. Det er ikke trods; det er nødvendighed.
Billetter til koncerten i Fredericia findes her










