Det er en stille formiddag i Børge Larsens køkkenalrum i Fredericia. Solen skinner ind gennem vinduet, og duften af kaffe hænger i luften. Han sidder for enden af bordet i sin kørestol, rank og rolig, med et venligt smil og et fast blik. Der er intet særligt anderledes ved situationen — bortset fra, at Børge Larsen i 48 år har levet med et handicap, der bandt ham til stolen og ændrede alt, hvad der før var selvfølgeligt.
»Jeg kom til skade for 48 år siden,« siger han stille. »Jeg var en ung fyr. Jeg arbejdede, stod på vandski, dykkede, sejlede kapsejlads. Jeg elskede at bruge mig selv. Og så — på et splitsekund — ændrede alt sig. Jeg blev lam fra brystkassen og nedefter, delvist lam i armene. De første otte år sad jeg bare og kiggede ud af et vindue. Jeg troede, livet var slut.«
Han holder en kort pause, tager en tår kaffe og smiler. »Men den 8. januar 1988 fik jeg mit liv tilbage. Jeg fik min bil. Den dag fik jeg min frihed.«
Det lyder banalt, men for Børge var bilen symbolet på uafhængighed. Friheden til at bevæge sig uden at skulle bede om hjælp. Friheden til at være sig selv.
»Jeg kunne pludselig komme ud, være alene, bare være mig selv. Det betød alt. Derfra begyndte jeg at arbejde med projektet Byen for Alle, og senere gik jeg ind i politik og blev aktiv i handicapverdenen. Det gav mig følelsen af, at jeg igen kunne bruges til noget.«
En hverdag med åbne døre
At være afhængig af hjælp er for Børge både en nødvendighed og en påmindelse om, hvor tæt systemet kan komme på det private.
»Jeg bestemmer ikke selv, hvem der kommer ind ad døren. Det er hjemmeplejen, der afgør, hvem der skal hjælpe mig. De fleste er søde og rare, men det ændrer ikke på, at mit hjem også er blevet en arbejdsplads,« siger han.
Han griner tørt. »Det bliver man nødt til at acceptere. Jeg har jo brug for deres hjælp, men det betyder også, at mit hjem altid står åbent.«
Men bag humoren ligger alvoren. For Børge har på egen krop oplevet, hvordan systemet reducerer mennesker til sager.
»Jeg er et nummer i systemet. Før i tiden kendte sagsbehandlerne mig. De vidste, hvem jeg var. I dag er alt digitaliseret. Hvis du skal søge hjælp, skal du gøre det på borger.dk. Ingen kender dig længere. Vi er bare felter i et regneark.«
Fanget i en kasse
Systemet, siger han, er skabt med gode intentioner — men har glemt mennesket. Det er blevet et maskineri, der vurderer ud fra standarder, ikke erfaringer.
»Jeg kommer ind i en kasse, fordi jeg sidder i kørestol. Systemet kan ikke acceptere, at jeg føler mig som et ganske normalt menneske. Når vi sidder her og snakker, du på en stol, jeg på en stol — vi er ligeværdige. Men i systemets øjne er jeg bare en sag,« siger han.
Han lægger hovedet en anelse på skrå. »Folk ser mig komme i kørestol og tænker, at han nok ikke kan så meget. Måske er han lidt tabt i hovedet. Men jeg har da læst, jeg er nysgerrig, jeg kan tænke. Jeg er et menneske.«
»Vi glemmer at kigge på mennesket«
Når snakken falder på ældreplejen og samfundets måde at håndtere sårbare borgere på, bliver Børge mere intens. Han taler ikke kun for sig selv, men for mange.
»Vi skal lære at lytte til mennesker. Om du er svært spastisk eller gammel og gangbesværet — du er stadig et menneske. Der er altid noget inde bagved, men vi glemmer at kigge på det. Vi ser det ydre. Tatoveringer, kørestol, alder. Men hvad er der inde bagved?«
Han ryster på hovedet. »Ældre mennesker, der bor på plejehjem, bliver hurtigt reduceret til nogen, der ‘ikke kan noget’. Men de har jo erfaring, de har levet. De har arbejdet hele deres liv. Vi skylder dem respekt.«
For Børge hænger respekten og velfærdssamfundets værdi sammen. »Vi taler meget om, at vi har velfærd i Danmark. Men vi, der er afhængige af systemet, bliver altid underprioriteret. Vi er ikke store bidragsydere, men vi er stadig med til at give samfundet forskellighed.«
Angst for systemet
Det, der gør ham mest bekymret, er den mistillid, der har sneget sig ind i relationen mellem borger og myndighed.
»I dag er systemet blevet mistroisk. Vi bliver betragtet som potentielle snydere, som om vi vil udnytte systemet. Mange får faktisk angst af det,« siger han. »Når e-boksen plinger, tænker man: Hvad nu? Hvad har kommunen nu fundet på?«
Han taler om det, som nogle fagfolk kalder »systemangst« — en form for PTSD-lignende reaktion hos borgere, der konstant skal dokumentere, forklare og forsvare deres behov. »Mange af os har de samme symptomer, som soldater med PTSD. Vi er bange for systemet.«
Medarbejderne – de pressede mellemled
Når snakken falder på hjemmeplejens medarbejdere, bliver tonen mere blid. For Børge skelner skarpt mellem systemet og de mennesker, der arbejder i det.
»Jeg har stor respekt for dem. De gør et kæmpe stykke arbejde. Men de er pressede. Planlægningen halter, og der er alt for lidt tid. Jeg tror, det ville hjælpe, hvis lederne en gang imellem tog med ud og så, hvordan virkeligheden ser ud. Så de kunne se, hvad det betyder at møde et menneske, ikke bare et CPR-nummer.«
Han trækker vejret dybt. »Der er langt fra beslutningerne i toppen til det, der sker ude i den yderste ende af systemet. Intentionerne kan være nok så gode, men de forsvinder på vejen. Det ender sjældent, som politikerne havde tænkt sig.«
Når regler bliver vigtigere end omsorg
En af de ting, der virkelig frustrerer Børge, er den ufleksibilitet, der har sneget sig ind i systemet. »I dag er reglerne vigtigere end plejen,« siger han. »Hvis jeg en morgen hellere vil have et stykke franskbrød med ost i stedet for den grød, der står i min borgerplan, så må de ikke give mig det. Det står jo ikke i planen.«
Han ler kort, men uden glæde. »Eller hvis jeg vil have min vitaminpille, må de ikke række mig den, for det er ‘en pille’. Så skal den doseres fra apoteket. Det er absurd. Det handler jo bare om sund fornuft.«
Et menneske – ikke et systemnummer
Efter næsten et halvt århundrede i kørestol har Børge Larsen oplevet mere af systemet end de fleste. Men han har også lært, at frihed ikke nødvendigvis handler om at kunne gå, men om at blive set som et helt menneske.
»Jeg ved da bedst selv, hvordan jeg har det,« siger han. »Jeg behøver ikke nogen ekspert til at fortælle mig, hvad der fungerer for mig. Jeg er jo eksperten i mit eget liv.«
Han smiler stille og ser ud over køkkenet. »Jeg er ikke et nummer. Jeg er et menneske.«
Vil give de svage en stemme
Og det er netop derfor, Børge Larsen nu stiller op for Dansk Folkeparti. Ikke for egen vindings skyld, men for at kunne gøre en forskel for alle borgere, der har brug for systemet — uanset alder, sygdom eller handicap.
»Jeg vil gerne være den stemme, som mange ikke selv har kræfter til at bruge. Med min erfaring kan jeg være med til at sikre, at flere bliver hørt, og at mennesket igen kommer i centrum. Det handler ikke om partipolitik, men om at skabe et system, hvor vi ser mennesket bag sagen,« siger han.
Med 48 års erfaring i at navigere i velfærdens labyrint, håber Børge Larsen at bringe sin indsigt ind i byrådssalen — for at minde politikerne om, at bag hvert journalnummer sidder et menneske, der bare ønsker at blive mødt med respekt.