Den danske energikoncern EWII er allerede kommet med flere store meldinger den seneste uge. Nu kommer de med en mere.

EWII går ind på det tyske marked med en ny aftale. Koncernen har netop underskrevet en kontrakt med det tyske forsyningsselskab Stadtwerke Bonn om levering af en avanceret softwareløsning, udviklet af EWIIs aalborgbaserede datterselskab, EWII Midas Energy.

Den nye løsning skal effektivisere beregninger af el- og naturgasprodukter hos Stadtwerke Bonn, og aftalen markerer en betydelig milepæl for EWIIs internationale ambitioner. Lars Bonderup Bjørn, administrerende direktør i EWII Koncernen, ser kontrakten som starten på en spændende rejse:

– Vi er utroligt glade for, at EWII Midas Energys system har vist sig konkurrencedygtigt på et så vigtigt marked som det tyske. Systemet er udviklet med energisektoren for øje, og vi har store forventninger til, hvad det kan føre med sig. Aftalen giver os et vigtigt udstillingsvindue på det enorme tyske marked, udtaler han.

Effektivisering og digital transformation

Softwaresystemet fra EWII skal hjælpe Stadtwerke Bonn med at strømline deres interne processer og tilbyde mere præcise beregninger af komplekse energiprodukter. Det betyder, at opgaver, der tidligere blev udført manuelt, fremover kan klares på sekunder – med større sikkerhed og nøjagtighed.

For Stadtwerke Bonn har valget af EWII Midas Energy været strategisk vigtigt. Reinhard Gaede, leder af erhvervskundesalget hos Stadtwerke Bonn, fremhæver fordelene ved løsningen:

– Vi valgte EWII Midas Energy, fordi deres system opfylder vores behov for præcise produktberegninger og samtidig kan integreres problemfrit med vores eksisterende systemer. Deres fokus på automatisering og effektivitet passer perfekt til vores strategi for digital transformation.

Systemet understøtter hele energiproduktets livscyklus – fra markedsføring og salg til kontrakthåndtering og risikovurdering. Det giver Stadtwerke Bonn en unik mulighed for at optimere deres forretning og forbedre kundeoplevelsen.

Styrker tilstedeværelsen i Tyskland

Aftalen med Stadtwerke Bonn er ikke EWIIs eneste aktivitet i Tyskland. Koncernens tradingforretning, som handler med vedvarende energi, er allerede godt i gang med at etablere sig på det tyske marked. Ifølge Lars Bonderup Bjørn er Tyskland et centralt omdrejningspunkt for EWIIs fremtidige vækst:

– Tyskland er et afgørende marked i Europa, som mange andre markeder læner sig op ad. Med denne aftale styrker vi vores værdikæde og skaber et solidt fundament for at udvide vores aktiviteter yderligere – både i Tyskland og på andre markeder i fremtiden.

Læs også

EFTERLAD ET SVAR

Indtast venligst din kommentar!
Indtast venligst dit navn her