Dansk Industri har lagt ti konkrete anbefalinger på kommunalpolitikernes bord. Unge skal have bedre vejledning, mere kontakt til virksomhederne, nemmere transport og tydeligere fagligt fokus. I Fredericia læser Alternativets spidskandidat Astrid Fogh udspillet som et velkomment spark til samarbejdet mellem skole og erhvervsliv, men insisterer på at begynde dér, hvor læring faktisk opstår. I tryghed, ro og rammer, som også passer til de elever, der ikke larmer forrest.
»Hvis man ikke er tryg, så kan man ikke lære. Vi har for store klasser, og der bliver stillet mange krav til, at børn skal være udadvendte og projektklare hele tiden. Jeg tror, det største fokus skal være på ro og fred i klasserne. Så skal de nok kunne lære det, der skal læres,« siger Astrid Fogh. Hun peger på, at de mange reformer har villet gøre skolen klar til fremtiden, men at fundamentet for den fremtid stadig er nærvær og overskuelige rammer i hverdagen.
DI foreslår blandt andet massiv efteruddannelse af matematiklærere frem mod 2029. Her holder Astrid Fogh igen, ikke fordi hun er imod dygtigere lærere, men fordi hun efterlyser præcision. »Det har jeg ikke en stærk holdning til, for spørgsmålet er, hvad det er, de skal lære. I folkeskolens første år handler det også om at danne mennesker med menneskelige egenskaber og en basisviden om samfundet – og selvfølgelig dansk og matematik. Teknologien skal nok komme senere, hvis interessen er der,« siger hun.
Erhvervspraktik fylder også i DI’s udspil, og her kan Alternativets spidskandidat se gevinsten for de ældre klasser, hvis det gøres klogt. »Erhvervspraktik kan være en god idé, fordi øjnene bliver åbnet. Men ikke alle kan det samme. Vi har unge, som mistrives, unge med autisme eller ADHD. For dem skal der findes praktiksteder, hvor de faktisk kan trives. Det kræver særlige pladser og et blik for forskellighed,« siger hun. Når snakken falder på den kommunale rolle som brobygger, er hun pragmatisk. Hun kender ikke alle detaljer i DI’s idé om en erhvervsplaymaker, men ser værdien, hvis funktionen reelt skaber nye døre ind til virksomhederne. »Hvis en erhvervsplaymaker kan få flere erhvervsvirksomheder til at invitere unge ind, så er det rigtig godt. Det handler om, at vi rykker tættere på hinanden.«
Tallene for unge uden job og uddannelse er høje på landsplan. Astrid Fogh peger på en stor – og ofte overset – del af forklaringen. »Mange i den gruppe har psykiske udfordringer eller funktionsnedsættelser. De har masser af kapaciteter, men der er andre hensyn, der skal tages. Erhvervslivet bør tage mere medansvar og åbne arbejdsmarkedet, så man også kan løse konkrete opgaver i fleksible rammer i stedet for at passe ind i en klassisk 37 timers funktion fra dag ét,« siger hun og tilføjer, at støtte ude i virksomhederne ofte er det, der får hverdagen til at glide for både den unge og arbejdspladsen.
Et andet DI-spor handler om fritidsjob. Kun omkring en tredjedel af de unge har et. For Astrid Fogh giver fritidsjob god mening – både som erfaring og som et skridt ind i fællesskabet – men hun ser ansvaret som delt. »Fritidsjob kan give noget til CV’et og en oplevelse af at gøre gavn. Men unge og forældre må også selv tage ud og banke på. Virksomhederne skal til gengæld turde tage unge ind uden erfaring og skabe fleksible rammer,« siger hun.
Mobilitet er en nøgle, DI vender igen og igen. Her er Astrid Fogh konkret. »Transporten er en kæmpe udfordring, særligt uden for byerne. Nogle steder har vi store cykelstier, men i landkommuner mangler forbindelserne. Mindre busser oftere kunne være en løsning – det vigtige er, at man faktisk kan komme frem,« siger hun. Det handler ikke bare om at komme i skole, men om at kunne tage praktikpladser og job, der ligger på tværs af kommunegrænser.
DI foreslår også årlig vejledning til ufaglærte studenter, der risikerer at gå i stå efter gymnasiet. Her vrider Astrid Fogh fokus en anelse. »Jeg synes ikke, vi kun skal kigge på studenterne. Vi skal hjælpe alle unge, der går i stå – også dem, der slet ikke fik folkeskolens afgangseksamen. For nogle handler det om at få papirerne i hus, for andre om at finde en anden vej ind på arbejdsmarkedet,« siger hun.
I baggrunden ligger en simpel diagnose af tiden. Samfundet er blevet uoverskueligt. Kravene er mange. »Det vigtigste er, at vi møder de unge, hvor de er. Både som kommune og som virksomheder. Ikke alle passer ind i det samme skema. Hvis vi skaber trygge læringsrum, praktiske muligheder og fleksible indgange til arbejdsmarkedet, så får vi flere med – også dem, der ikke råber højst,« siger Astrid Fogh.
DI’s ungeudspil er dermed ikke et facit i hendes optik, men et startpunkt for et bredere lokalt arbejde. Ro i klassen, tidlig trivsel, praktik med omtanke, virksomheder der åbner dørene, og transport der er til at stole på. Puslespillet er komplekst, men retningen er klar. »Det er at kunne være i samfundet,« som hun formulerer det. Når rammen bliver menneskelig og vejen frem gøres konkret, følger læring, motivation og deltagelse efter.
