Fredericia Idrætsråd inviterer politikere, foreninger og borgere til en aften i idrættens tegn, når de tirsdag den 4. november klokken 19.00-21.30 afholder valgmøde i Fredericia Idrætscenter.
Med titlen »Kommunalvalg er også et idrætsvalg« sætter Idrætsrådet fokus på, hvilken rolle idrætten skal spille i kommunen, og hvordan politikerne vil støtte de mange frivillige kræfter og foreninger.
»Foreningslivet betyder utroligt meget for sammenhængskraften i vores kommune. Derfor er det vigtigt, at vi husker, at idrætspolitik ikke kun handler om penge og anlæg, men også om mennesker, værdier og livskvalitet,« siger Torben Eriksen, formand for Fredericia Idrætsråd.
Aftenens moderator bliver Henrik Brandt fra Idrættens Konsulenthus, som vil lede deltagerne gennem to »halvlege« af debat. Her skal kandidaterne forholde sig til temaer som fællesskab, frivillighed og folkeoplysning, bæredygtige talent- og breddemiljøer samt fremtidens idræts- og kulturfaciliteter.
Ifølge Idrætsrådet bliver det en aften, hvor både konkrete spørgsmål og store visioner får plads. Emner som bedre udnyttelse af kommunens anlæg, frivilliges grundvilkår, sundhed, hverdagsidræt og balancen mellem lokale aktiviteter og store events ventes at fylde i debatten.
»Vi vil gerne høre, hvordan kandidaterne vil prioritere idrætten. Idræt og bevægelse er en investering i livskvalitet – og samtidig et vigtigt redskab til at forebygge ensomhed og skabe sociale netværk,« siger Ib Østergaard, medlem af Idrætsrådet.
Valgmødet byder både på paneldebat og en åben spørgerunde, hvor publikum får mulighed for at stille spørgsmål direkte til politikerne.
»Hvis idrætten betyder noget for dig – for dine børn, for din klub, for dit fællesskab – så kom den 4. november,« opfordrer Torben Eriksen.










