FREDERICIA. Det lille kolonihavehus, som Jørgen Jørgensen kalder sit fristed, er ifølge Vurderingsstyrelsen knap nok værd at redde. Det vurderes til 220.000 kroner – en pris, der ifølge Jørgen hverken stemmer med virkeligheden eller med sund fornuft.
Der er stille på den helt rigtige kolonihavehus-måde, da vi ankommer til Septembervej i Fredericia. Det har regnet, græsset er vådt, men det er ikke dén virkelighed, vi skal tale om i dag. Jørgen Jørgensen er forundret. Han har netop modtaget en ny vurdering fra Vurderingsstyrelsen af sit kolonihavehus.
»De siger, at det kun kan bruges til nedrivning,« fortæller han med et træk på skuldrene, mens han ser ud over sin lille plet jord, hvor redskaberne står snorlige i skuret, og regntunge græs dufter af efterår. »Jeg bruger det altså ikke til at rive ned, jeg bruger det til at have mit havegrej inde i. Det må jeg nok sige.«
Han har svært ved at skjule sin forundring. For mens hans eget hus er vurderet til 220.000, har grunden ved siden af fået et skøn på 240.000. Det er ifølge ham helt hen i vejret.
»Jeg ringede derovre, og de sagde, at den jo ikke er blevet vurderet siden 2012. Dengang var huset vurderet til 5.000 og grunden til 45.000. Det er jo en voldsom stigning, når man tænker på, at der ikke er sket nogen forandring herude,« siger han.
Han taler med en blanding af træthed og vantro, for selv efter flere samtaler med Vurderingsstyrelsen står han tilbage med flere spørgsmål end svar.
»De begynder at snakke om jura, og så siger de, at de har vurderet ud fra, hvad de andre herude er vurderet til. Men hvordan kan man vurdere et hus, der er skrevet som nedrivningsværdigt, til den pris?« spørger han og holder en pause, før han tilføjer: »Deres svar var, at noget værdi må det jo have. Det var det.«
Det er den slags svar, der får det til at knage lidt i retfærdighedssansen.
»Jeg sagde jo så, at hvis jeg river huset ned, kan jeg vel forlange 220.000 af dem, der fjerner murbrokkerne, men det kunne de ikke helt se logikken i,« fortæller han tørt.
Og som om forvirringen ikke var stor nok, kom der endnu en vurdering i 2025.
»Der satte de grunden til 620.000,« siger han og ryster på hovedet. »Jeg ringede derovre igen og sagde, at det altså er et kolonihaveområde. Hvordan kan jeg sælge en kolonihave til 620.000? Men de sagde bare, at fordi de vurderer den til det, betyder det jo ikke, at jeg kan sælge den til den pris. Sådan er det bare,« gengiver han.
Det får ham til at grine en smule opgivende. »Jeg ved ikke, hvad det skal gøre godt for. Men jeg synes da, det er lidt af en bedrift, hvis man kan sætte sådan nogle tal uden at have sat sine ben herude.«
For det er netop dét, der generer ham mest. Ikke kun tallene, men princippet.
»Det påvirker mig, at de bare kan lave sådan nogle vurderinger, uden at have været ude og kigge på det. For det har de altså ikke. Jeg har ikke set nogen, og jeg tror heller ikke, de må gå ind på en privat grund uden at spørge om lov,« siger han eftertænksomt.
Han kigger sig omkring i haven, hvor efterårslyset lægger sig på de brune blade og redskaberne i skuret. Det er tydeligt, at det ikke kun handler om penge, men også om respekt for ejerskabet og den lille frihed, kolonihavelivet rummer.
»Det er jo mit sted,« siger han stille. »Og så kommer der nogen, jeg aldrig har mødt, og sætter en pris på det ud fra et regneark.«
Han sukker og smiler et skævt smil, som om han godt ved, at kampen mod systemet er tung, men stadig værd at tage.
For bag hans stille irritation gemmer sig et større spørgsmål, som mange kolonihaveejere sikkert kan nikke genkendende til. Hvad er egentlig ret og rimeligt, når vurderingerne ændrer sig markant uden forklaring, og ingen kan fortælle, hvordan tallene er blevet til?
Jørgen Jørgensen står tilbage med et hus, et stykke jord og en vurdering, der for ham giver lige så lidt mening som den jura, han fik forklaret i telefonen.
»De må jo mene, at det er noget værd,« siger han og kigger ud over sin lille have. »Men for mig handler det ikke kun om kroner. Det handler om, at de ikke bare kan gøre sådan noget, uden at nogen står til ansvar.«
