KULTUR. Når Fredericia Musicalteater skal være med til at udvikle Aqua The Musical, handler det ikke om at sende teatrets ressourcer til København, men om at videreudvikle Fredericias position som landets kreative centrum for musicals. Det fastslår teaterdirektør Thomas Bay, der i et længere interview fortæller om samarbejdet, teatrets begrænsninger – og drømmen om et moderne kulturhus, der kan løfte Fredericia op på næste niveau.
Thomas Bay er stolt over samarbejdet med AHA Creations, der er ejet af Anders Østergaard. Man hører smilet i stemmen, da han bliver spurgt til samarbejdet mellem Fredericia Musicalteater og AHA Creations. Diskussionen om, hvem der egentlig står bag Aqua The Musical, og hvad Fredericia får ud af samarbejdet, har fyldt på de sociale medier – men for teaterdirektøren er svaret klart.
»Det er ikke Fredericia Musicalteater, der producerer forestillingen. Det gør AHA Creations. De bærer produktionen. Det, vi gør, er, at vi udvikler forestillingen. Lige nu findes der ikke nogen musical – det er et blankt stykke papir, vi er i gang med at skrive på. Vi bidrager med vores erfaring og knowhow, for vi er de bedste i Danmark til at udvikle musicals fra bunden. Det er derfor, de naturligt kommer til os,« siger Thomas Bay.
Han afviser samtidig, at der skulle være nogen risiko forbundet med samarbejdet. Thomas Bay er meget klar i mælet, da talen falder på økonomien – et emne, der ofte vækker debat, når Fredericia Musicalteater er involveret i store projekter.
»Hvis spørgsmålet er, om der er økonomisk risiko for teateret, så er svaret et klart nej. Tværtimod. Det korte svar er, at der kommer økonomi ud af det for os, men jeg kan selvfølgelig ikke gå ned i detaljerne på en fortrolig aftale,« siger han og understreger, at det er en professionel samarbejdsaftale mellem to partnere, hvor Fredericia Musicalteater bidrager med kunstnerisk udvikling og AHA Creations står som producent.
For Thomas Bay handler det ikke om at sende Fredericias ressourcer ud af byen, men om at sikre, at teatrets kompetencer bliver en del af noget større – til gavn for både byen og branchen.
»Det her er jo et udtryk for, at vores arbejde og vores knowhow bliver anerkendt på nationalt og internationalt niveau. Når nogen henvender sig til os, er det, fordi vi kan noget, der ikke kan findes andre steder i Danmark. Det skal vi være stolte af. Det her samarbejde er et bevis på, at Fredericia stadig er det kreative centrum for musicals,« siger Thomas Bay.
Han ser udviklingsaftalen som et tegn på, at Fredericia Musicalteater fortsat er en central spiller i dansk scenekunst – og ikke et teater, der mister sin betydning, bare fordi en forestilling får premiere et andet sted.
»Det vigtigste er, at vi er med til at skabe det. At vi er en del af udviklingen, og at det bliver gjort på det højeste niveau. Fredericia er stadig dér, hvor idéerne fødes – og det er en position, der er langt mere værd end bare at eje en produktion,« siger han.
Han beskriver dog teatrets nuværende forhold som et hus med store drømme, men for små rammer.
»Vi spiller Superliga-teater på en grusbane. Det er ikke optimalt. Moderne musicals kræver tekniske muligheder, fleksible scener og højde til at kunne hænge scenografi og lys op. Lige nu kan jeg ikke hænge noget af synderlig vægt i loftet. Det sætter begrænsninger, og det er helt ærligt tæt på umuligt at levere på de krav, en moderne produktion stiller,« siger han.
Thomas Bay er samtidig åben om, at Fredericia Musicalteater i dag arbejder under fysiske rammer, der ikke længere matcher ambitionerne. Han ser ikke bort fra, at det kan være en af årsagerne til, at nogle produktioner må realiseres andre steder.
»Det er 14 år siden, det daværende Fredericia Teater satte Disney op her. Dengang var det også knap og nap, at huset kunne bære det, så allerede dengang havde man ingeniører med på råd og tænkte ud af boksen. Det var svært dengang – og det er umuligt nu. Det er et gammelt teaterhus, og selvom vi gør alt, hvad vi kan for at tænke kreativt og løse ting på nye måder, er der grænser for, hvor mange gange man kan tænke ud af boksen,« siger Thomas Bay.
Han beskriver huset som en ramme, der gennem tiden har været præget af skævheder, tekniske udfordringer og begrænsede muligheder for moderne scenekunst.
»Jeg kan, som sagt ikke hænge noget af betydelig vægt i loftet, og vi har ikke de muligheder for scenografi, lys og teknik, som man forventer i dag. Når man arbejder med moderne musicals, hvor der skal kunne flyttes sætstykker hurtigt og laves visuelle effekter, så er det tæt på umuligt i vores nuværende rammer. Vi spiller Superliga-teater på en grusbane – og det kan vi ikke blive ved med,« siger han.
Thomas Bay fortæller, at man i Fredericia hele tiden forsøger at presse kreativiteten til det yderste for at kompensere for de tekniske begrænsninger, men at det ikke kan være en permanent løsning.
»Det er ikke, fordi vi ikke gør os umage – for det gør vi hver eneste dag. Men hvis vi vil blive ved med at tiltrække store produktioner og levere på det niveau, vi er kendt for, så skal vi have nogle rammer, der matcher ambitionerne. Vi kan ikke fortsætte med at bygge verdensklasse teater på improvisation,« siger Thomas Bay.
En investering i fremtiden
For Thomas Bay er den støtte, Fredericia Musicalteater modtager, ikke et spørgsmål om at dække huller i budgettet. Det er et spørgsmål om at investere i byens kulturarv og i den fremtidige vækst, som netop kulturen kan skabe.
»Vi er en vækstmotor for hele musicalmiljøet i Danmark. Vi sætter kunstneriske standarder, vi udvikler fra bunden, vi uddanner gennem Musicalakademiet, og vi tiltrækker folk til byen. Der er lavet undersøgelser, der viser, at hver teatergæst i gennemsnit lægger omkring 350 kroner i byen – og det tal skal nok justeres opad i dag. Så når man investerer i Fredericia Musicalteater, investerer man i kultur, turisme og stolthed,« siger han.
Thomas Bay peger på, at teatret ikke kun fungerer som scene, men som en katalysator for erhverv, oplevelser og liv i midtbyen. Hver premiere sender en bølge af aktivitet gennem Fredericia – fra restauranterne til hotellerne og de lokale butikker.
»Når lyset tændes i salen, bliver hele byen en del af oplevelsen. Teatret er en drivkraft, ikke kun for kulturen, men også for økonomien. Det er det, folk nogle gange glemmer – at kultur skaber arbejdspladser, tiltrækker besøgende og giver Fredericia et brand, man ikke kan købe for penge,« siger han.
Han understreger dog, at der trods begrænsninger stadig bliver produceret forestillinger af høj kvalitet. De store Disney-titler og Aqua The Musical er blot eksempler på produktioner, der kræver faciliteter, som Fredericia i øjeblikket ikke kan tilbyde, men ambitionerne er intakte.
Drømmen om et moderne teaterhus
Når Thomas Bay taler om teatrets fremtid, er det med et blik, der rækker langt ud over scenekanten. For ham handler det ikke kun om at udvide rammerne, men om at skabe et kulturelt kraftcenter, der kan leve hele året.
»Hvis vi skal kunne tiltrække de helt store produktioner igen, skal vi have et moderne hus. Men det handler ikke kun om scenen. Jeg drømmer om et teater, der kan være åbent 365 dage om året – et sted, hvor teater, akademi, kunst, café og turisme mødes. Et sted, der summer af liv, også når der ikke er forestilling. Et moderne kulturhus, der både løfter kunsten og byen,« siger han.
Han ser for sig et hus, hvor Musicalakademiet og teatret smelter sammen til ét kreativt miljø – et sted, hvor studerende, kunstnere og teknikere kan arbejde side om side. Et åbent hus, hvor byens borgere kan komme tættere på kunsten og følge med i processerne bag kulissen.
»Man kunne samle det hele i et slags kunstnerkollektiv. Det ville være et sted, Fredericia kunne være stolt af. Et sted, der både er lokalt og internationalt. Og samtidig en attraktion, der trækker folk hertil,« siger han.
Bay ser det som næste skridt i en naturlig udvikling, hvor Fredericia bygger videre på sin historiske rolle som kulturby. Et nyt teaterhus vil ikke blot løse tekniske udfordringer, men også åbne for nye samarbejder, festivaler og events, der kan trække gæster til byen året rundt.
Fredericia som kulturby
For Thomas Bay handler det i sidste ende om at fastholde og udvikle Fredericias identitet som Danmarks musicalby. Byen har haft teatertradition i næsten 200 år – fra de første forestillinger i midten af 1800-tallet til det moderne musicalteater, som i dag er anerkendt i hele landet.
»Vi er en by med teatertradition, der går næsten 200 år tilbage. Det ligger i vores DNA. Der skal være teater i Fredericia – og det skal være i topklasse. Vi er stolte af at være spydspidsen for musicals i Danmark. Det, vi laver her, bliver lagt mærke til i hele landet, og det er noget, vi som by skal værne om,« siger han.
Når han taler om Aqua The Musical, bliver det tydeligt, at projektet for ham er mere end en enkelt forestilling – det er et symbol på Fredericias rolle i dansk musicalhistorie.
»Selvfølgelig ville vi allerhelst åbne forestillingen i Fredericia. Det vil vi altid. Men det vigtigste lige nu er, at Fredericia fortsat er der, hvor musicals bliver skabt. Det er her, idéerne bliver født – og det er her, fremtidens musical bliver til,« siger Thomas Bay.
For teaterdirektøren er det ikke et spørgsmål om enten-eller. Det er et spørgsmål om, hvordan Fredericia bliver ved med at udvikle sig som den by, hvor talent, tradition og troen på kunsten mødes – og skaber noget, der rækker langt ud over byens grænser.