KOLDING. Specialcenter Vonsild kan i fremtiden blive til en selvstændig specialskole. Det står klart efter, at Udvalget for Børn og Uddannelse i Kolding Kommune på deres seneste møde besluttede at igangsætte en sag, der skal danne grundlag for en politisk beslutning i byrådet.
Baggrunden er den analyse af specialundervisningsområdet, som konsulenthuset BDO lavede tidligere på året. Analysen pegede på, at Specialcenter Vonsild – ud fra elevsammensætning og behov – bør ændres fra at være et specialcenter under Vonsild Skole til at blive en selvstændig specialskole.
»Vi er blevet præsenteret for skriftlige udtalelser samt input fra et dialogmøde, hvor relevante parter deltog, og det står ret tydeligt frem, at flest ønsker skolens status ændret til specialskole. Det lytter vi naturligvis til,« siger næstformand i udvalget, Tobias Jørgensen (V), og tilføjer, at det vigtigste er børnenes trivsel og kvaliteten i deres skolegang.
I dag er Specialcenter Vonsild organisatorisk en del af Vonsild Skole, og de to institutioner deler ledelse, skolebestyrelse og personale. En eventuel ændring til specialskole vil betyde, at der fremover bliver to selvstændige skoler med hver sin ledelse og bestyrelse.
Ifølge udvalgsformand Hans Holmer (SF) kan en selvstændig status give nye muligheder.
»At blive en specialskole kan have nogle fordele, bl.a. at skolen får egen ledelse og bestyrelse, som kan fokusere på målgruppen og på at skabe en specialpædagogisk retning. På negativsiden kan man fremhæve, at der skal prioriteres midler til en selvstændig ledelse, og så kan der også være synergier, der går tabt ved at skille skolerne ad, men vi har bedt forvaltningen have fokus på, at disse så vidt muligt skal bevares,« siger han.
Skoleledelsen på Vonsild Skole har i deres udtalelse ønsket at bevare den nuværende struktur. De fremhæver fordelene ved, at almen- og specialelever mødes i hverdagen, bl.a. gennem venskabsklasser, samt de økonomiske og praktiske fordele ved at dele lokaler og udearealer.
På dialogmødet deltog repræsentanter fra Handicaprådet, Lev Kolding, skolebestyrelsen, TR’er, BUPL, Kolding Lærerkreds og Skolelederforeningen. Flere af dem har efterfølgende sendt skriftlige udtalelser til udvalget. Her pegede et flertal på, at en ændring til specialskole vil give de bedste forudsætninger for børnenes trivsel og læring, fordi det vil styrke skolens specialpædagogiske profil, rekrutteringsmuligheder og faglige miljø.
Et enigt udvalg har nu bedt forvaltningen om hurtigst muligt at udarbejde et forslag til byrådet om ændring af status for Specialcenter Vonsild. Den videre proces vil inkludere en inddragende høringsrunde, hvor bl.a. forældrebestyrelsen og Handicaprådet får mulighed for at komme med input, før byrådet træffer den endelige beslutning.
Udvalget understregede samtidig vigtigheden af, at samarbejdet og synergierne mellem Vonsild Skole og Specialcenter Vonsild fortsætter, også hvis skolen fremover bliver selvstændig.
Sideløbende arbejder Kolding Kommune med en ny økonomisk tildelingsmodel for specialundervisningsområdet. Dette arbejde kører dog i et separat spor og påvirkes ikke af beslutningen om Specialcenter Vonsilds fremtidige status.