På Venstres nyligt overståede landsmøde i Odense, blev Lykkeliga hædret med Frihedsprisen. En velfortjent anerkendelse til et fantastisk initiativ, der giver børn med udviklingshandicap mulighed for at opleve glæden, fællesskabet og stoltheden ved at være en del af et hold.
Lykkeliga viser, hvad der kan ske, når ildsjæle, frivillige og fællesskaber går hånd i hånd for at skabe lige muligheder, for dem, der ikke altid passer ind i de rammer, vi andre tager for givet.
Det samme gør det forbilledlige tiltag som Christian Eriksen har iværksat i Middelfart med etfodboldhold for børn med psykiske udfordringer.
Når jeg ser disse initiativer, kan jeg ikke lade være med at spørge mig selv, hvad gør Middelfart Kommune for at sørge for, at børn og unge med psykiske eller psykosociale udfordringer bliver tilgodeset på samme måde, som vi tilgodeser flertallet af vores børn og unge i det almene foreningsaktive fælleskab.
Vi har alt for ofte set, at der mangler lokale tilbud, hvor disse børn kan føle sig inkluderet i idræt, fritidsaktiviteter og kultur. Forældre bliver sat til, at stå med det store ansvar alene, med at finde tilbud og finansiering, der burde være en naturlig del af det kommunale støtteapparat.
Når Venstre på landsplan hylder Lykkeliga for at fremme frihed og inklusion, så stemmer jeg i. Både som lokal Venstre politiker og som nuværende medlem af Børn- Kultur og Fritidsudvalget i Middelfart kommune.
Jeg tror på, at Middelfart Kommune kan steppe op og gå forrest ligesom Christian Eriksens fodboldhold og Lykkeliga gør det. Men det krævet et større fokus på netop den målgruppe, end vi giver det i dag.
