Jeg har de sidste par søndage fulgt med i dokumentaren “Giften i sandet”, der fortæller historien omkring den massive forurening, der er sket med skadelige stoffer ved Høfde 42 og Cheminovas tidligere fabriksgrund tæt ved Thyborøn i Vestjylland. Jeg har især fulgt med, da mine forældre bor lige på den anden side af Limfjorden og jeg har tilbragt mange ferier i Agger, som ligger lige på den anden side af den vestlige munding til Limfjorden.
Det er en skræmmende og ulykkelig historie, som virkelig sætter nogle tanker i gang. Naturen er desværre blevet brugt som losseplads rundt omkring i Danmark, og resultaterne efter dette naturovergreb er uoverskuelige og oprydningen ved fx Høfde 42 vil tage generationer og koste utroligt meget.
Lillebælt og Vejle Fjord er selvfølgelig ikke så ødelagt som miljøet oppe ved Cheminovas gamle fabrik, men dokumentaren får alligevel mig til at spekulere og bekymre mig for naturens fremtid.
Under Klimafolkemødet, hvor jeg deltog som repræsentant for SF, på nogle af de sejlture vi havde på Lillebælt, hørte jeg historierne omkring hvor presset Lillebælt er miljømæssigt. Der er massiv fiskedød og der er brug for handling fra de omkringliggende kommuner, region og staten, hvis situationen skal ændres.
Vi har kun denne ene planet og vi er altså nødt til at passe bedre på den, hvis fremtidige generationer også skal kunne fange en fisk fx i Lillebælt, Vejle Fjord og Limfjorden.
Malene Søgaard-Andersen
Spidskandidat for SF til byrådet