POLITIK. Når Børge Larsen stiller op til byrådet i Fredericia for Dansk Folkeparti, gør han det med 45 års personlig erfaring i bagagen. Erfaring som borger i kørestol og afhængig af hjemmeplejen. Hans budskab er klart – systemet fylder for meget, og borgerne har mistet retten til at bestemme over deres eget liv.
»Jeg har brug for hjemmeplejen, fordi jeg kan ikke ret meget selv. Jeg er temmelig handicappet. Jeg er både lam i arme og i ben, og jeg har siddet i kørestol i 47 år. Men jeg vil gerne klare det, jeg selv kan. Jeg kan godt være alene tre timer indimellem, og det nyder jeg, fordi det er min frihed,« siger han.
Han beskriver et liv, hvor systemet er en uundgåelig del af hverdagen. »Jeg føler mig ikke som en almindelig borger, fordi systemet ved mere om mig, end jeg selv gør. De ved mere om mit handicap, end jeg selv gør. Det kan jeg ikke forstå. Jeg har dog trods alt 45 års erfaring med at være i den situation, jeg er i,« siger han.
Ifølge Børge Larsen er udviklingen gået den forkerte vej. »I de år, jeg har siddet i kørestol, er det som om systemet har taget mere og mere over. Der er kommet flere regler, mere administration. Jeg føler mig nogle gange som en anden- eller tredjerangsborger, fordi det er alle andre, der bestemmer over mit liv. Og jeg mener, at den, der har mest ansvar for mit liv, det er mig selv. Det er ikke systemet,« siger han.
Han roser de medarbejdere, der hjælper ham til daglig, men kritiserer rammerne, de arbejder under. »Jeg har et rigtig godt forhold til hjemmeplejen. Men problemet er, at de har en uddannelse, som de næsten ikke får lov til at bruge. Der er kommet så mange regler og love, at de ikke kan tage selvstændige beslutninger. De må ikke selv vurdere, hvad borgeren har brug for, men skal holde sig til det, der står i planen. Det betyder, at de ikke må gå ud over det, selv om de kan se, at jeg mangler noget,« siger han.
For Børge Larsen er det et bevis på, at kommunen ikke skal have monopol på plejen. »Der er lagt et monopol, hvor det er kommunen, der kan det hele. Men hvorfor er det offentlige bedre end det private. Det private arbejdsmarked er jo dem, der tjener pengene, så kommunen kan betale sine udgifter. Jeg kan ikke se, hvorfor private ikke skulle kunne løse nogle af de opgaver, som kommunen sidder tungt på,« siger han.
Han er kritisk over for et system, hvor regler og kontrol fylder mere end menneskelighed. »Jeg kunne godt tænke mig at få kigget på byråkratiet. Har vi brug for alle de ledere, der bestemmer. Har vi brug for alle de love og regler. Det er rystende, at lovene har taget over. Nogle gange har et menneske mere brug for et klap på skulderen end endnu et skema. Men det er der ikke tid til. Jeg har ondt af hjemmeplejen, de løber stærkt, og jeg forstår godt, at mange hellere vil være vikarer for at få frihed,« siger han.
Han fortæller, hvordan systemet også trænger sig på i privatlivet. »Jeg har fået at vide, at mit soveværelse og mit badeværelse er en arbejdsplads. Det er ikke længere mit hjem, når hjemmeplejen er der. Og det føles også sådan. Når de er til stede, er det systemet, der bestemmer over mit hjem. Jeg bestemmer ikke længere, hvem der kommer ind, det gør systemet. Det føles omklamrende,« siger han.
Det er netop den oplevelse, der driver ham til at gå ind i politik. »Alle mennesker kan komme i en situation som min. Det bestemmer vi ikke selv. Jeg stiller op, fordi jeg vil arbejde for, at systemet bliver mindre omklamrende, og at borgerne får mere frihed til at bestemme over deres eget liv,« siger Børge Larsen.
