BUSINESS. Der var en særlig energi i salen, da Tøjhuset i Fredericia dannede ramme om byens turismedag. Erhvervsfolk, politikere, oplægsholdere og lokale aktører sad side om side for at tale om det, der i stigende grad fylder på dagsordenen i byen ved Lillebælt. Hvordan bliver Fredericia en turismemagnet, og hvordan kan man i fællesskab styrke et område, der både har potentiale og udfordringer.
Moderator for dagen, Karin Cruz, oplevede en usædvanlig koncentration i rummet. »Jeg synes, at det var en rigtig god oplevelse. For det første fordi dem, der kom, var rigtig engagerede. Nogle gange kan man godt opleve, at folk er sådan lidt flyvske eller optaget af andre ting, men her var salen meget dedikeret til emnet. Det var nok også fordi det var de rigtige personer, der var til stede. Folk i byen og fra markedet, der har en aktie i det. Jeg oplevede egentlig en sal, der var meget nysgerrig, og det var rigtig rart at opleve,« siger hun.

En fælles front
Et gennemgående tema på dagen var nødvendigheden af samarbejde. Fredericia står strategisk godt placeret, og derfor er der mange forskellige interesser i spil. For nogen er hotellerne det vigtigste, for andre er det konferencefaciliteterne, naturen eller kulturen. Hvis det hele skal løftes, kræver det, at man trækker i samme retning.
»Jeg følte slet ikke, at det var selvcentreret. Jeg følte tværtimod, at man var meget optaget af hinanden og ville høre de forskellige pointer. Fællesskab og samarbejde om at løfte i flok var ret tydeligt for mig. Der var mod på møder og mod på at finde ud af, hvordan man kan tiltrække flere mennesker,« fortæller Karin Cruz.
Det synspunkt deles af arrangørerne, Experience Fredericia og Visit Fredericia. Malou Trabjerg fra Experience Fredericia sætter ord på stemningen: »Vi er meget stolte af, at vi endnu engang er blevet bekræftet i det unikke samarbejde, der er skabt på tværs af turismebranchen i Fredericia. Til et arrangement som dette mærker man tydeligt, hvordan der summer af god energi, og det er fantastisk at være vidne til det intime forum, som vi har fået skabt i fællesskab.«

Styrkerne i byens DNA
Når man kigger på Fredericia udefra, er det let at få øje på nogle klare styrker. Byens placering midt i landet, tæt på motorvej og jernbane, giver en tilgængelighed, som mange andre destinationer misunder. »Folk, der kommer sydfra, kan tilgå byen meget let via motorvej og jernbanen, og det samme gælder nordfra og østfra. Det tror jeg virkelig er et stærkt signal,« siger Karin Cruz.
Hertil kommer vandet og naturen, som ligger tæt på bymidten. Trelde Næs, Lillebælt og de grønne områder er værdifulde kort i en tid, hvor turister i stigende grad søger oplevelser, der kombinerer by og natur. »Vandet kan rigtig meget. At naturen ligger så tæt på, gør det attraktivt både for møder, konferencer og almindelige turister. Samtidig er der fokus på at passe på naturen. Det fyldte også noget i tirsdags, hvordan vi kan udvikle turismen og samtidig tage hensyn til bæredygtighed,« siger hun.
Den største udfordring
På trods af styrkerne er der også områder, hvor Fredericia skal løfte sig, hvis ambitionen om at blive en egentlig turismemagnet skal indfries. Hotelkapaciteten er en af de helt store knaster.
»Det er måske kapaciteten. Hvordan får vi de store konferencer til byen, og hvordan holder vi fast i turismen, så den ikke glider ud imellem hænderne på os,« siger Karin Cruz. Hun understreger, at hun oplevede både borgmesteren og byrådsmedlemmer tage problemstillingen alvorligt. »Jeg tror, at der ligger nogle politiske beslutninger, men også erhvervsmæssige beslutninger, der skal til. Jeg tror sagtens, det kan lade sig gøre, men det er et spørgsmål om vilje.«
Hos arrangørerne var der også en klar erkendelse af, at kapaciteten er en barriere. »Vi oplevede en stor tilslutning fra både private aktører og det kommunale regi, og det vidner virkelig om, at vi er lykkes med at skabe et fælles sprog for turismen i vores by. Vi er også rigtig tilfredse med outputtet fra paneldebatten, som blandt andet talte ind i vores store mangel på hotelkapacitet. Vi håber, at dette kan blive et fælles afsæt til en øget indsats på netop det område fremadrettet,« siger Malou Trabjerg.

Læring fra andre
Dagens oplægsholdere gav også inspiration udefra. Marco Wendicke fra MeetDenmark talte om mulighederne i mødeturismen og hvordan man kan tiltrække konferencer og erhvervsarrangementer, der skaber omsætning og branding for en by. Andreas F. Poulsen fra Naturpark Vesterhavet gav et indblik i, hvordan man kan forene stærke naturoplevelser med hensyn til bæredygtighed og lokal erhvervsudvikling.
De oplæg ramte en nerve hos deltagerne, og ifølge Karin Cruz var der stor lyst til at omsætte ideerne til konkrete initiativer. »Jeg synes, at man kunne mærke en nysgerrighed i forhold til, hvad andre har gjort. Folk spurgte meget ind og var optaget af, hvordan man kan bruge erfaringerne her i Fredericia,« siger hun.
En by i forandring
Fredericia er i gang med en ny fortælling om sig selv. Fra fæstningsby med historisk tyngde til moderne erhvervs- og kulturby med store ambitioner på turismeområdet. »Jeg tror, at man skal lave en version 2.0 af Fredericia,« siger Karin Cruz. Hun peger på, at brandingprocessen allerede har sat sig spor, men at der er behov for at videreudvikle fortællingen. »Det er det, der lige nu kan sømmes fast.«
Arrangørerne deler den analyse. »Vi er ikke et sekund i tvivl om, at vores styrke ligger i det samarbejde, vi har på tværs. Når man ser på de ting, vi er lykkedes med de seneste år, både på erhvervs- og leisureturismen, så er det netop fordi vi har haft et fælles udgangspunkt,« siger Malou Trabjerg.

En vilje til at løfte
Når man forlader Tøjhuset efter en dag med oplæg, paneldebat og netværk, er det tydeligt, at turismen i Fredericia står et vigtigt sted. Der er ambitioner, der er udfordringer, og der er vilje. Og måske vigtigst af alt er der en fælles erkendelse af, at ingen kan løfte opgaven alene.
Som Karin Cruz formulerer det: »Det var tydeligt for mig, at man stod sammen. Jeg oplevede et fællesskab og en lyst til at finde ud af, hvordan man i fællesskab kan tiltrække flere mennesker.«
For Fredericia handler det om at gribe de muligheder, der ligger i byens placering, natur og historie, samtidig med at man får bygget den kapacitet, der kan bære de store arrangementer og de mange gæster. Lykkes det, kan byen tage det næste skridt fra ambition til realitet.