POLITIK. Et flertal i Fredericia Byråd bestående af Socialdemokratiet, SF og Det Konservative Folkeparti besluttede på byrådsmødet den 1. september at reducere det udpegede VE-område ved Herslev. Ændringsforslaget betyder, at det samlede mulighedsområde på 452,6 hektar nu reduceres til 311,3 hektar, hvoraf 170 hektar kan udnyttes til solceller eller andre vedvarende energianlæg. Resten reserveres til grønne korridorer og tekniske anlæg.

I forslaget er der lagt vægt på, at anlæg skal placeres i de mest velegnede dele af området i dialog med naboer, at der skal ske begrønning og afskærmning, og at der etableres sammenhængende grønne korridorer. Samtidig stilles der krav om, at udbygningen sker etapevis, og at arealerne kan retableres til natur eller landbrug efter driftsperiodens ophør.

Kritik af processen

Beslutningen blev truffet på baggrund af et ændringsforslag, der først blev sendt ud til byrådsmedlemmerne 45 minutter før mødet. Det fik flere i oppositionen til at kritisere processen.

Flere pegede på, at der indgik detaljerede kortbilag, som viste helt nye afgrænsninger af mulighedszonerne. Det fik flere til at stille spørgsmål ved, om ændringsforslaget var så omfattende, at det burde have udløst en ny høringsrunde.

»Det er usædvanligt, at vi står med så detaljerede kortmaterialer i et ændringsforslag, der først lander lige op til mødet. Det rejser tvivl om, hvorvidt der er tale om en mindre justering eller et forslag, der faktisk kræver en ny proces med borgerinddragelse,« lyder det fra flere af de politikere, som stemte imod beslutningen til AVISEN.

Fik partierne hjælp fra forvaltningen?

I oppositionen blev der også rejst spørgsmål om, hvorvidt partierne bag ændringsforslaget havde fået ekstra hjælp fra kommunens forvaltning til at udarbejde det detaljerede materiale.

På baggrund af disse spørgsmål kontaktede AVISEN Fredericia Kommunes kommunaldirektør, Thomas Nordborg Jaap.

Kommunaldirektørens svar

I et skriftligt svar til AVISEN understreger han, at forvaltningen kan yde teknisk bistand, hvis politiske grupper efterspørger det – men at det altid sker inden for rammerne af faglighed, lighedsprincip og partipolitisk neutralitet.

»Forvaltningen yder i rimeligt omfang teknisk bistand til de politiske grupper, hvis dette efterspørges. Når det sker, så sker det naturligvis inden for de faglige rammer, som forvaltningen disponerer over, lighedsprincippet og kravet om partipolitisk neutralitet,« skriver Thomas Nordborg Jaap.

Fortsat debat

Dermed fastholder kommunaldirektøren, at der ikke er sket noget forkert i processen. Alligevel fastholder flere af de kritiske politikere, at ændringsforslaget var for omfattende til at kunne behandles uden længere forberedelse, og mulighed for en høring hos borgerne i Herslev.

Flere peger på, at sagen kan ende med at blive prøvet i Planklagenævnet, hvis borgere eller organisationer vurderer, at proceduren ikke har været korrekt, eller at borgerinddragelsen ikke har været tilstrækkelig.

Med beslutningen står det dog fast, at Herslev fortsat er udpeget som et af kommunens største områder til vedvarende energi – men i reduceret form. Hvordan sagen udvikler sig frem mod næste fase med lokalplanlægning og høringer, bliver nu afgørende for både byråd og borgere i området.

Se ændringsforslaget her med kortbilag:

Politisk ændringsforslag – Herslev VE-område (reduceret)
Ændringsforslag til Kommuneplan 2025–2037
Forslagsstiller: SF, Det Konservative Folkeparti og Socialdemokratiet

Ny rammetekst (til kommuneplan)
“Det samlede mulighedsområde ved Herslev reduceres til 311,3 ha.
Inden for området kan etableres 170 ha VE-anlæg.
Restarealet på 141,3 anvendes til grønne korridorer og nødvendig teknisk anlæg til drift af VE anlæg.
Anlæg skal begrønnes og afskærmes, og der skal gennemføres en tidlig dialog med borgere og interessenter, før lokalplanlægning igangsættes. De arealer der udlægges til VE anlæg skal så vidt muligt tænkes samme med eksisterende infrastruktur som motorveje.”

Indhold
Det udpegede mulighedsområde for vedvarende energi ved Herslev reduceres til 311,3 ha.
Inden for dette område fastlægges følgende rammer:

  1. VE-anlæg (170 ha):
    o Der dedikeres 170 ha til etablering af solcelleanlæg og andre el-producerende VE-anlæg.
    o De 170 ha er beregnet ud fra opstilling af solceller. Hvis der opstilles vindmøller eller andet, reduceres arealet med det areal som svarer til elproduktionen fra det opstillede omregnet til solceller.
    o Anlæggene skal placeres i de mest velegnede dele af området med hensyn til afstand til boliger, landskab og natur i dialog med naboerne, og VE anlæg skal så vidt muligt tænkes samme med eksisterende infrastruktur som motorveje.
  2. Øvrigt areal ( 141,3 ha):
    o Restarealet reserveres til grønne korridorer og nødvendig teknisk anlæg til drift af VE anlæg.
    o Transformerstationer, transformatorer og lignende udstyr der risikerer at udsende støj skal placeres så langt fra boliger som muligt.
    o Mindst én sammenhængende grøn korridor skal sikre udsyn, adgang og biodiversitet.
  3. Begrønning og afskærmning:
    o Alle anlæg skal afskærmes med levende hegn og beplantningsbælter (min. 10–15 m bredde).
    o Der skal arbejdes aktivt med biodiversitet gennem beplantning, ekstensiv drift og blomsterstriber.
  4. Samfundshensyn og retablering:
    o Udbygningen sker etapevis og forudsætter miljøvurdering og visualiseringer.
    o Efter driftsperiodens ophør skal arealerne kunne retableres til landbrug eller natur.

Læs også