SPORT. Efter en hårdt tilkæmpet sejr over TMS Ringsted kunne FHK’s Kasper Young trække vejret lidt lettere. Den første sejr i sæsonen var ikke bare to point til tabellen, men også et vigtigt skud selvtillid ind i truppen.

»Det var selvfølgelig utroligt vigtigt, ikke bare at vi vandt, men at vi også kom på tavlen. Det giver et kæmpe boost til holdet. Det ville have set rigtig skidt ud at stå med to kampe og nul point,« siger han.

Young lægger især vægt på holdets fælles indsats i defensiven. »Jeg er utrolig tilfreds med den måde, vi gik ind til kampen på. Vores udtryk var, at vi ville vinde sammen. Vi stod rigtig solidt i forsvaret, og målmændene bidrog med vigtige redninger. Det viser, at vi hjælper hinanden og giver alt, hvad vi har,« siger han.

Han oplevede aldrig, at kampen for alvor var ved at glide holdet af hænde. »De havde nogle momenter, hvor de kom tæt på, men jeg følte egentlig, at vi havde godt styr på det hele vejen. Vi fik gode redninger, og vi fik eksekveret fint i angrebet,« siger han.

Alligevel er der stadig ting, der kan forbedres. »Det er både i forsvaret, i angrebet og i forhold til at minimere vores tekniske fejl. Jo længere vi kommer ind i sæsonen, jo bedre bliver vi til at lære hinanden at kende og finde vores rytme,« siger han.

Udfordringen mod Skanderborg AGF

På fredag venter Skanderborg AGF, og Young er ikke i tvivl om, hvor fokus skal ligge. »Det bliver helt klart en udfordring at lukke ned for deres gode skytter. Samtidig skal vi selv levere præstationer i begge ender af banen. Skanderborg er et rigtig godt hold, og vi skal stå imod og holde fast i vores koncept,« siger han.

Han fremhæver igen betydningen af forsvaret og målmændene. »Vi skal have et stærkt forsvarsspil, hvor vi hjælper hinanden, og så skal vi udnytte chancerne bedre i angrebet. Lykkes det, så kan vi godt tage point,« siger han.

Rollen på holdet

Som en af de mere erfarne spillere føler Young også et ansvar for at bidrage med energi. »Jeg er en af de lidt ældre, så min rolle er ikke bare at eksekvere på mine afslutninger. Jeg skal også være med til at sprede humør og holde gejsten oppe. Det betyder meget for et hold,« siger han.

Forberedelsen er tilpasset en travl hverdag som familiefar. »Jeg har meget at se til derhjemme, men når jeg træder ind i hallen, så zoomer jeg fuldstændigt ind på kampen. Så er det kun det, der tæller,« siger han.

En klar appel til fansene

Young slutter med en appel til tilskuerne, der fredag kan se frem til en intens kamp i thansen Arena. »Vi har brug for, at fansene bakker os op hele vejen igennem. Det betyder alt. Så skal vi nok kæmpe i alle 60 minutter,« lover han.