
EVENT. Middelfart bliver centrum for hele Danmarks motionsfest, når Royal Run den 25. maj 2026 afvikles i byen for første gang nogensinde. 14.000 deltagere og tusindvis af tilskuere ventes at fylde gaderne, når Kongefamilien sammen med borgere og gæster snører løbeskoene 2. pinsedag.
Royal Run kommer til at udspille sig i Middelfarts særlige rammer, hvor Lillebælts broer, skov, havn og gamle gader danner kulisse for en dag med fællesskab, bevægelse og fest. Borgere kan vælge at løbe eller gå distancerne på one mile, 5 kilometer eller 10 kilometer, mens andre kan heppe fra sidelinjen og tage del i stemningen.
Borgmester Johannes Lundsfryd Jensen glæder sig over, at Middelfart er blevet valgt som værtsby. »Jeg mærker ofte den glæde på egen krop, som det er at motionere omkring Middelfart, og jeg har mange favoritruter selv. Derfor er jeg særlig stolt af, at vi kan invitere hele Danmark til at opleve vores unikke rammer – fra Lillebælt til bymidten. Royal Run bliver en kæmpe festdag, hvor fællesskab, glæde og bevægelse går hånd i hånd,« siger han.
Royal Run har tidligere været afviklet på Fyn i Nyborg i 2023, men det er første gang, at motionsfesten finder sted i Middelfart. For kommunen bliver det ikke kun en stor begivenhed på dagen, men også et redskab til at styrke bevægelse i hverdagen. Skoler, dagtilbud, plejecentre og sociale tilbud inddrages i arbejdet frem mod eventet, så det bliver en løftestang for sundhed og fællesskab.
Middelfarts natur og byliv bliver en aktiv del af oplevelsen. Byens placering mellem Lillebælts broer er et trækplaster i sig selv, og med skov, stier, hav og købstadsgader tæt forbundet bliver omgivelserne et levende udgangspunkt for de tre distancer. Kommunen peger samtidig på, at Royal Run viser, hvordan de lokale rammer kan bruges til store fælles oplevelser, som kan styrke både stolthed og sammenhold.
Afviklingen sker i tæt samarbejde med »Lillebælt i Løb«, som i forvejen har mange års erfaring med store motionsbegivenheder, herunder Lillebælt Halvmaraton. Dermed er der lagt op til både professionel afvikling og stærk lokal forankring, hvor foreninger, frivillige og borgere får en central rolle i at skabe den særlige Royal Run-stemning.
Royal Run arrangeres af »Bevæg dig for livet«, DGI og Danmarks Idrætsforbund i samarbejde med TrygFonden, Nordea-fonden, Novo Nordisk Fonden og de enkelte værtskommuner.
Når startskuddet lyder i Middelfart den 25. maj 2026, bliver det ottende udgave af Royal Run i Danmark og første gang, at den kongelige løbefest finder sted i Lillebæltbyen.