POLITIK. Dansk Folkeparti i Fredericia udvider nu sit kandidathold til det kommende kommunalvalg. Partiet stiller med to nye kandidater, Mette Marie de Place og Anja McGregor Danton, som begge træder ind i rækken af byrådskandidater.
Mette Marie de Place er uddannet skolelærer og psykoterapeut og har erfaring fra både det pædagogiske og psykologiske område. Hun har arbejdet som AKT-lærer med fokus på inklusion af sårbare børn og har været tilknyttet ressourcecentre. Derudover har hun drevet egen praksis med speciale i forældre-barn-terapi og coaching.
Anja McGregor Danton har fokus på ældreområdet, hvor hun ønsker at arbejde for, at ældre mødes med respekt og omsorg. Samtidig har hun et særligt engagement i at forebygge og bekæmpe misbrug blandt børn og unge.
Formand for Dansk Folkeparti i Fredericia, Sune Nørgaard Jakobsen, fremhæver de to kandidater som stærke bidrag til holdet. »Vi får med Mette en kandidat, der både har en solid faglig ballast og en stærk lokal forankring. Det er netop den jordnære tilgang, som kendetegner Dansk Folkeparti i Fredericia. Anja bidrager med friske øjne som tilflytter, og hendes engagement i både ældreområdet og unges trivsel er et vigtigt supplement til vores kandidathold,« siger han.
Partiets borgmesterkandidat, Susanne Eilersen, peger på, at de nye kandidater styrker bredden i opstillingen. »Vi har opbygget et kandidatteam, der favner hele Fredericia – både dem, der er rundet af byen, og dem, der er flyttet hertil og ser byen med nye perspektiver. Jeg er meget glad for, at både Mette Marie og Anja stiller op. De repræsenterer det engagement og den handlekraft, som Dansk Folkeparti står for,« siger hun.
Med de to nye navne består Dansk Folkepartis kandidatliste i Fredericia nu af Susanne Eilersen, Sune Nørgaard Jakobsen, Nicolas Christiansen, Lasse Holmqvist, Børge Larsen, Mette Marie de Place og Anja McGregor Danton.
