SPORT. Der er øjeblikke i fodbold, hvor man glemmer kalenderen og stillingen, og hvor man i stedet mærker øjeblikket. Sådan en søndag var det på Monjasa Park, hvor FC Fredericia igen bøjede Superligaens logik og besejrede et rutineret Randers-hold med 1-0. Efter kampen stod cheftræner Michael Hansen rolig i ordvalget, men med en tilfredshed, der var til at tage og føle på.

»Jo, det lyder jo lækkert. Fantastisk begyndelse her på Superligaen, hvor vi i dag også får vist det ansigt, der hedder, at efter en flot første halvleg, har vi virkelig svært ved at finde vores rytme på bolden i anden halvleg. Og så forsvarer vi, kriger vi tingene hjemme,« sagde Michael Hansen med et smil, der både rummede glæde og lettelse.

For Fredericia handlede det ikke om at spille på én måde. Det handlede om at kunne skifte ansigt, alt efter hvad kampen krævede. Og i dag var det ikke kun det flydende pasningsspil, der skulle bære sejren hjem. Det var også evnen til at stå imod, når Randers skruede op for presset.

»Vi giver selvfølgelig en del indlæg, en del standardsituationer, men vi holder dem alligevel fra de rigtig store chancer, hvor de kunne sidde og sige, at der kunne vi have lavet et mål. Så på en eller anden måde er jeg også glad for den her måde. Den pragmatiske, den kyniske måde, som underholder publikum med point og ikke bare godt fodboldspil.«

Der var en ærlighed i ordene. Michael Hansen lagde ikke skjul på, at det ikke hele tiden var smukt. Men han insisterede på, at skønhed i fodbold kan have mange former. For nogle er det den korte pasning, for andre er det et helhjertet blokering på kanten af feltet. På Monjasa Park blev det sidstnævnte.

Der var en stille beslutsomhed på sidelinjen, mens Randers lagde det ene indlæg efter det andet ind mod Fredericias felt. Michael Hansen rykkede ikke i brikkerne, han råbte ikke formationer ud eller skiftede struktur i panik. Han lod i stedet tilliden bære.

»Jeg synes faktisk, at vores struktur var fin. Når Randers spillede bredt, og satte fart på, så vidste spillerne, hvem der skulle løbe med og bakke op. Det synes jeg, at spillerne klarede virkelig flot. Og så har de den her individuelle kvalitet, og der er lige et par gange, hvor man godt kan se det. Så løb han lige fra os. Men så kæmper vi bare mere.«

Det var kampens anden fortælling. Hvor første halvleg havde handlet om mod og fremadrettet spil, handlede anden om at stå imod, når bølgerne rejste sig. Og i modvinden er det ofte fejlene, man husker mest.

»I anden halvleg var det ligesom, at når de første fejl begyndte at komme, så var det ligesom, at det aflede flere fejl og aflede måske også, at man beskyttede sig selv lidt ved at afvikle hurtigere, end man måske skulle.«

Her blev det tydeligt, at fodbold ikke kun spilles med fødderne, men også med hovedet. At et svagt indgreb kunne skabe en kædereaktion af nervøse afleveringer. At en mislykket clearing kunne vokse til et helt mønster. Alligevel holdt Fredericia stand. Ikke fordi de spillede fejlfrit, men fordi de blev ved med at kaste sig ind i duellerne, blokere skuddene og holde linjen.

I det billede lå også trænerens valg af udskiftninger. Hvor han tidligere havde reageret hurtigt fra bænken, valgte han denne gang at trække tiden, lade kampen finde sit eget leje og acceptere, at det ikke altid er skiftene, der ændrer alt.

»Jeg var tilfreds og følte måske ikke, at det var i dag, at tidligere indskiftninger ville have ændret kampbilledet. Så det var egentlig noget med at acceptere kampbilledet, og så finde ud af, hvem der var trætte. For eksempel ved indskiftning af William Madsen, hvor vi laver en lille smule om i vores struktur defensivt.«

Han pegede på detaljerne. På det lille ryk, der kunne holde organisationen intakt. På den smule energi, man kunne hente ved at skifte en spiller, der ikke havde mere i benene. »Dall og Huldahl. Jessen og Dahl. De indskiftede spillere skulle egentlig bare ind og gøre det samme, bare med friske ben.«

Udskiftningerne var ikke taktiske revolutioner. De var brikker lagt på plads i et spil, hvor målet var at holde rytmen og sikre, at de, der var på banen, kunne stå distancen til sidste fløjt.

En trup, der holder sammen

For Michael Hansen var sejren ikke kun et tal i tabellen. Det var et vidnesbyrd om, hvad sammenholdet kan udrette, når spillet ikke flyder.

»Jeg er bare meget imponeret af vores trup, som arbejder hårdt. De arbejder sammen. Og det er nok det vigtigste, kan man sige. Det her med, at når en lige mangler 10%, så er der bare lige en anden, der giver ham lidt. Eller når der er en, der bliver driblet, så er der en ny, der bakker op. Der er ingen, der piver over, at vi i anden halvleg måske ikke sætter vildt meget godt spil sammen. De arbejder for den her sejr. Og dem, der bliver skiftet ud eller ikke kommer ind, de hepper på de 11, der er inde på banen.«

Ordene rummede en stolthed, men også en realisme. For selv i euforien efter en sejr var der en bevidsthed om, at hver kamp kræver sit eget svar.

»Vi tager dem bare ind. Vi kigger og nyder det de næste dage. Og så parkerer vi også det lidt og arbejder ambitiøst videre. For vi ved jo godt, at vi møder nogle virkelig gode modstandere.«

Han så sejren som et øjeblik at værne om, men ikke som en slutstation. Træningen i den kommende uge ville handle om detaljer, om at skrue på små ting i boldomgangen og modet i opspillet, så fejl ikke formerer fejl. Og mens spillerne kunne nyde glæden i dagene efter Randers-kampen, ventede virkeligheden lige om hjørnet. Næste opgave er AGF, endnu en modstander, der kommer med vægt og erfaring.

»Vi må jo tage op til AGF og se om vi kan få noget med derfra,« sluttede han nøgternt og smilte.