Familieafdelingens udfordringer rammer børn, forældre og ansatte hver eneste dag. Økonomisk føles det som om, at budgettet bare vokser og vokser. Hver gang vi sætter flere penge af, får vi at vide, at nu er budgettet i balance. Men kort tid efter står vi med endnu en forespørgsel på flere millioner.

På få år er udgifterne eksploderet:

  • 2022: Der var afsat 85 mio. kr. – og afdelingen brugte 85 mio. kr.
  • 2023: Der var afsat 94 mio. kr. – men afdelingen brugte 123 mio. kr.
  • 2024: Der var afsat 128 mio. kr. – men afdelingen brugte 181 mio. kr.
  • 2025: Der er afsat 200 mio. kr. – men der er allerede behov for mindst 24 mio. kr. ekstra.

Familieafdelingens økonomi er altså mere end fordoblet på få år – og alligevel er det ikke nok. Ved den seneste budgetopfølgning forventes et merforbrug på 24 mio. kr. alene i 2025. Det skyldes blandt andet flere børn og familier med komplekse problemer, flere flerbørnssager og stigende takster hos private og mellemkommunale tilbud.

Børn- og Skoleudvalget har allerede måttet lappe hullet ved at flytte penge fra andre områder. Alligevel mangler der stadig 14 mio. kr. i 2025. For at skabe stabilitet fremadrettet foreslår forvaltningen en rammeudvidelse på 50 mio. kr. årligt.

Men penge alene løser ikke problemerne. Hvis vi virkelig vil skabe stabilitet, er vi nødt til at sikre, at der også følger flere medarbejdere med. Sagsbehandlerne skal have tid til at håndtere presset, familierne skal have en bedre service, og vi skal kunne fastholde dygtige ansatte i et arbejdsmiljø, der i dag er alt for belastet.

Enhedslisten siger det klart:
Hvis vi skal finde flere penge til familieafdelingen, skal en del af midlerne øremærkes til flere faste stillinger. Kun med flere hænder kan vi få sagsstammerne ned, fagligheden op og skabe et sundt arbejdsmiljø. Samtidig skal vi investere i forebyggelse og lokale løsninger, så børnene får hjælp i tide – og ikke først, når problemerne er vokset sig alt for store.

For børnene. For familierne. For medarbejderne.