KULTUR. Søndag var ikke blot en mærkedag i Fredericia. Det var en dag, hvor en hel branche kunne se tilbage på et kvart århundrede, der har forandret landskabet for musical i Danmark. Musicalakademiet fyldte 25 år, og fejringen blev en anledning til både stolthed og refleksion.

For Bjørg Gamst, uddannelseschef og selv tidligere dimittend fra akademiet, var det en særlig dag. Hun taler med varme i stemmen, når hun beskriver, hvordan skolen siden år 2000 har sat et aftryk, der rækker langt ud over bygrænsen. »Det var en stor dag i søndags. Meget større, end man kunne forvente på 25 år. Ikke kun for skolen, men for hele den danske musicalbranche. Jeg har selv gået på skolen og dimitteret i 2011, og den branche, jeg kom ud i dengang, er en helt anden, end den vi ser i dag. Og det har Musicalakademiet en kæmpe aktie i,« siger hun.

Hun husker, hvordan mulighederne dengang var begrænsede. »Da jeg dimitterede, var der måske tre auditions, og der spillede fem produktioner i hele landet på et år. I dag kan jeg ikke engang tælle, hvor mange musicals der spiller. Vi er i en helt anden verden. Dengang var det de samme ti klassikere i rotation – Sound of Music, Grease, jazzede standarder. De spiller stadig, men nu er repertoiret langt bredere,« siger hun.

Det billede af en branche i rivende udvikling er for Gamst tæt forbundet med én skelsættende begivenhed. Nemlig det øjeblik, hvor Fredericia Kommune i samarbejde med Helge Reinhardt besluttede at oprette et privat akademi. »At få overtalt et byråd til at lægge en musicaluddannelse i Fredericia var i sig selv helt vildt. Uffe Steiner, der var borgmester dengang, fortalte i søndags, hvordan de nærmest ikke forstod, hvad det gik ud på. Og så skete der det, at akademiet allerede efter det første år blev SU-godkendt. Det er aldrig sket for nogen anden uddannelse i Danmark,« siger hun.

Det unikke ved Fredericia

I dag er Musicalakademiet en del af Den Danske Scenekunstskole, og dermed under samme paraply som andre kunstneriske uddannelser. Men forskellen er tydelig, påpeger Gamst. »Vi er den eneste skole, der arbejder lige så meget med musik som med drama. Vi har tre hovedfag, hvor andre har ét. Det gør os unikke. På nogle måder ligger vi tættere på konservatoriet, men vi har samtidig hele skuespil- og danselementet med. Det giver en særlig kombination,« forklarer hun.

Denne kombination betyder også, at uddannelsen stiller store krav til de studerende. Der er ingen standardpakke, ingen ensretning. »Vi vil ikke sende otte ens studerende ud hvert år. Vi arbejder på individplan og forstærker, hvem de er som kunstnere. Vi vil have dem til at tage udgangspunkt i deres egen personlighed. Du kan ikke spille et andet menneske, hvis du ikke kender dig selv, dine styrker og dine svagheder. Derfor er uddannelsen hård. Den kræver, at du arbejder med dig selv på et meget dybt plan,« siger hun.

En by, der har forandret sig

At skolen ligger side om side med Fredericia Musicalteater, har haft uvurderlig betydning. For de studerende betyder det, at de ikke blot kan drømme om en branche, men se den udfolde sig på nært hold. »Da jeg selv gik her, var teatret ikke det, det er i dag. Dengang spillede de måske én forestilling, og så var det det. I dag kan de studerende hele tiden gå ned og se forestillinger, opleve hvordan genren udvikler sig og mærke den puls, der driver det hele. Det er mere vigtigt, end man tror,« siger Gamst.

Samarbejdet mellem skole og teater beskriver hun som et partnerskab, der nærmest er symbiotisk. »Vi er uundværlige for hinanden, også når vi ikke samarbejder direkte. De kan ikke undvære os, og vi kan ikke undvære dem. Vi er hinandens forudsætning,« siger hun.

Fremtidens udfordringer

Der er dog også udfordringer. Musicalbranchen er vokset, men samtidig er konkurrencen om opmærksomheden hårdere end nogensinde. »Jeg kan godt frygte, at shortcut til berømmelse er blevet nemmere. At man kan springe ind via influencer-kulturen eller kendis-casting. Musical kræver benhårdt arbejde, og nogle ville blive langt bedre, hvis de tog en uddannelse. Men det er selvfølgelig et vilkår, vi må leve med,« siger hun.

For at imødekomme udviklingen arbejder skolen på nye tiltag. Blandt de største planer er oprettelsen af en kandidatuddannelse i musical og skuespil. »Vi har allerede bacheloren, men vi håber på at kunne optage til en kandidat i 2027. Det vil være endnu et skridt fremad, hvor vi kan bygge oven på og give de studerende endnu stærkere værktøjer,« siger Gamst.

En skole, der sætter mærker

Når hun ser tilbage på jubilæumsdagen, er det ikke kun branchens udvikling, der fylder hende med stolthed. Det er også de personlige spor, skolen sætter i dem, der går her. »Jeg tror, alle kunne mærke i søndags, at man er en familie. Også dem, der ikke længere arbejder i musicalbranchen, havde taget turen hertil. Fordi skolen har sat så stort et aftryk på dem som mennesker, at det er noget, man bruger resten af livet. Det er noget særligt,« siger hun.

Hun leder efter de rette ord og ender med at beskrive det som et brændemærke. »Det lyder måske forkert, men det er et stort mærke, skolen sætter. Uddannelsen fylder meget, fordi den er så krævende. Og fordi du hele tiden arbejder med dig selv, bliver det en del af, hvem du er. Derfor er det noget, man tager med sig for altid,« siger hun.

Og måske er det netop her, kernen ligger. At Musicalakademiet i Fredericia ikke blot har professionaliseret en branche, men også har skabt en kultur, hvor passion, hårdt arbejde og fællesskab har formet mennesker for livet. En fakkel, der blev tændt i år 2000, og som stadig brænder med uformindsket styrke.