
POLITIK. Der var brede smil på rådhuset, da næsten hele byrådet i Kolding fandt sammen om årets budgetforlig. Borgmester Knud Erik Langhoff fra De Konservative lægger ikke skjul på, at han ser en særlig styrke i den brede enighed.
»Når vi står over for så store beslutninger, som rækker langt ind i fremtiden, så betyder det virkelig meget, at vi kan samle så mange partier bag en fælles linje. Det giver stabilitet og ro omkring de prioriteringer, vi har valgt,« siger borgmesteren.
Forliget rummer både økonomiske prioriteringer, der skal styrke kommunens erhvervsliv og gøre Kolding mere attraktiv for virksomheder, og investeringer i velfærd, børn, unge og ældre. Samtidig er der sat penge af til en historisk områdefornyelse af bymidten.
Et opgør med dækningsafgiften
Det mest markante element i aftalen er beslutningen om at begynde udfasningen af dækningsafgiften. Skatten, som virksomheder betaler på deres ejendomme, har i årevis været et stridspunkt mellem erhvervsliv og politikere.
»Dækningsafgiften er en skat, som virksomheder skal betale, inden de overhovedet har tjent en krone. Vi er den eneste kommune i Jylland, der stadig har den, og det placerer os i en meget dårlig konkurrencesituation, når virksomheder skal vælge, hvor de vil etablere sig,« forklarer Knud Erik Langhoff.
For borgmesteren handler det ikke kun om at tilgodese erhvervslivet, men om at sikre fremtidige arbejdspladser og skatteindtægter. »Vi skal kunne tiltrække virksomheder og skabe flere arbejdspladser. Det er helt afgørende, hvis vi skal have økonomien til at bære den voksende ældrebefolkning i de kommende år,« siger han.
Han afviser, at skattelettelsen sker på bekostning af velfærden. Kommunen følger den økonomiske ramme, der årligt udstikkes af KL, og den er ifølge borgmesteren fuldt finansieret. »Vi har penge nok til at udfylde den ramme, vi må bruge på service. Derudover har vi afsat ekstra midler til nedsættelse af dækningsafgiften, så der bliver ikke skåret i velfærden,« fastslår han.
Velfærd med nye løft
Netop velfærdsområdet har fået flere løft i budgettet. Der er indført fuld demografiregulering på seniorområdet, så udgifterne følger antallet af ældre.
»Det betyder, at der ikke skal spares på ældreområdet, selvom antallet af borgere vokser. Det giver udvalget ro og friere rammer,« siger Knud Erik Langhoff.
Også børn og unge er prioriteret. Kommunen har fundet plads til både flere ressourcer på specialskolerne, et særligt løft til ordblindeindsatsen og flere midler til daginstitutionerne.
»Vi har indset, at der er langt flere ordblinde, end man tidligere har regnet med. Får de den rette indsats, kan de få et helt andet og lettere liv. Derfor har vi afsat midler til en styrket indsats,« siger borgmesteren.
Derudover er der fundet finansiering til at forbedre normeringerne i daginstitutionerne. Kommunen ligger lige nu på minimumsniveauet, men det skal ændres. »Vi vil gerne sikre, at der er en buffer, så vi ikke hele tiden ligger på kanten. Flere pædagoger betyder bedre vilkår for både børn og personale,« siger han.
Kultur og byfornyelse i centrum
En anden central del af aftalen er områdefornyelsen i Kolding midtby. I alt 13 områder skal over en årrække have et løft. Første skridt bliver Akseltorv og Nicolai Kirkeplads.
»Vi går ind og opdaterer de områder, så de bliver klargjort til fremtidens behov. Midtbyen skal være et levende samlingspunkt, og vi har nu afsat midlerne,« siger borgmesteren.
En hjørnesten i den kulturelle satsning er Staldgården, der skal udvikles til et kraftcenter. Baggrunden er, at Koldinghus’ museumsgenstande er flyttet, og kommunen ønsker at skabe en ny ramme for dem. »Det er vigtigt, at koldingenserne kan opleve deres egen historie og ikke kun kongernes samling. Derfor skal Staldgården være med til at binde det hele sammen med Koldinghus, Slotssøen og en kommende slotsbankehave,« fortæller borgmesteren.
Sport, frivillighed og fællesskab
Budgettet rummer også midler til parasport og til udvikling af Kolding Stadion.
»Parasporten er vigtig, fordi den favner en gruppe borgere, der har brug for særlige rammer. Det samme gælder indsatsen Mening og Mestring, som hjælper unge mennesker med udfordringer til at finde fodfæste i hverdagen. Det er helt afgørende, at vi prioriterer de grupper,« siger Knud Erik Langhoff.
Kolding Stadion skal opgraderes, og det sker både for at styrke den professionelle fodbold og det store frivillige engagement omkring klubberne. »Fodbold i Kolding er ikke kun professionelt. Det er også et kæmpe frivilligt arbejde, som vi gerne vil understøtte. Stadion er en vigtig del af byens identitet,« siger han.
Et aftryk for fremtiden
Når borgmesteren skal pege på de største aftryk fra årets budgetforlig, falder valget på to områder.
»Jeg tror, at det er udfasningen af dækningsafgiften og områdefornyelsen af Kolding midtby, der vil få størst betydning. Det er de beslutninger, der virkelig rykker Kolding fremad. Men jeg er også rigtig glad for, at vi har kunnet løfte velfærden,« siger Knud Erik Langhoff.
Han lægger vægt på, at forliget giver Kolding mulighed for både at styrke velfærden og skabe rammer for vækst og byudvikling. »Det er et budget, der favner bredt, og som samler næsten hele byrådet. Det giver en god retning for Kolding i de kommende år,« siger han.
