For Mette Gade har de seneste fire år været præget af bekymring, frustration og en dyb følelse af magtesløshed. Sagen om hendes søn begyndte som et ønske om hjælp til at håndtere særlige behov og skolefravær. I dag står hun og hendes mand tilbage med en dreng anbragt uden for hjemmet – og en tillid til systemet, der ifølge dem er brudt ned.
»Det har været et helvede, for at sige det på godt dansk,« siger Mette Gade og kigger ned.
Hun fortæller, at hendes søn fra en tidlig alder har været sensitiv, haft svært ved overgange og siden udviklet skoleværing. Fra daginstitution til skole har udfordringerne fulgt med, og ønsket om at få ham udredt har hele tiden været centralt.
»Jeg ville have ham udredt, så han kunne få den støtte, han havde brug for, og så vi som forældre kunne få redskaberne til at hjælpe ham. Vi søgte hjælp, fordi vi var bange for, hvor langt vi kunne gå uden, at det blev et overgreb. Men vi oplevede ikke, at kommunen lyttede til os.«
Bisidder Mette Place, der har fulgt familien tæt, deler oplevelsen. Hun peger på manglende mentalisering i kommunens arbejde.
»Der sidder magthavere på den ene side af bordet, og forældrene på den anden. Men der bliver ikke lyttet. Der bliver ikke spurgt ind til, hvorfor forældrene handler, som de gør, eller hvorfor drengen reagerer, som han gør. I stedet antager og vurderer man – uden først at forstå baggrunden,« siger hun.
Mette Gade oplevede, at kommunen gav hende og hendes mand skylden for sønnens udfordringer.
»De har lavet et kæmpe overgreb på min søn og på os som forældre. Vi kender vores barn bedst og ved, hvad han har brug for. Vi ville bare have, at han skulle have hjælp i skolen, men i stedet fik vi trusler om at fjerne ham.«
Ifølge Mette Gade blev der ikke foretaget nogen udredning, før sønnen blev anbragt. I stedet blev der iværksat en omfattende overvågning i hjemmet.
»De ansatte folk til at komme hjem til os om morgenen, følge ham i skole og igen om eftermiddagen. I alt ni forskellige personer var inde over. Det påvirkede ham rigtig meget – også inden han blev fjernet,« fortæller hun.
Chef for Familie og Sundhedsfremme i Fredericia Kommune, Janne Thiel Doctor, anerkender, at skoleværing vejer tungt i vurderingerne.
»Når børn har ufrivilligt fravær, bliver det sværere at komme tilbage. Børn har bedst af at være i fællesskaber og spejle sig i jævnaldrende. Isolation i hjemmet er meget indgribende,« siger hun.
Hun understreger, at familieafdelingen kun går ind i sager, hvor der også er problematikker i hjemmet – ikke kun på skolen.
»Hvis der ikke er forhold i familien, sender vi sagen tilbage til skolen eller dagtilbud. Når vi er involveret, er der som regel et ben ind i familien. Det er vigtigt at huske, at forældrene er drevet af kærlighed, også selvom de bliver vrede på os. Vores mål er altid, at børn kan komme hjem igen, men vi handler ud fra barnets tarv.«
Efter at have kæmpet forgæves for at få kommunen til at udrede sønnen, valgte Mette Gade og hendes mand selv at betale for en privat udredning.
»Det viste, at han er normalbegavet, men har infantil autisme i moderat til svær grad. Det er det, vi har vidst hele tiden – at der var noget, men ikke hvad. Nu kan vi arbejde ud fra det. Men kommunen har ikke hjulpet os med at finde de rigtige redskaber,« siger hun.
Mette Place mener, at kommunens svar på udredningen er symptomatisk for en fastlåst proces.
»Forældrene bad om at få sagen revurderet, men fik blot at vide, at en diagnose ikke løser problemet. Det viser, at beslutningen allerede er taget. Der er ikke noget reelt samarbejde,« siger hun.
For Mette Gade står oplevelsen som et livstraume.
»Det er den værste dag i hele mit liv. De har ødelagt min søn, og de har ødelagt os. Vi stoler ikke på systemet mere. Det er tomt derhjemme, og savnet er ubeskriveligt.«
Hun kigger væk et øjeblik, før hun tilføjer:
»Hvis de bare havde udredt ham fra starten, så havde vi ikke stået i den situation, vi gør i dag.«
