Den 30. maj 2024 blev et skelsættende tidspunkt for Charlotte. Fredericia Kommunes familieafdeling besluttede, at hendes 12-årige datter, Freja, skulle anbringes i en plejefamilie. For Charlotte betød det indledningen på et år, hun beskriver som det værste i sit liv.
»Jeg er ikke en dårlig forælder. Jeg er en god mor for Freja. Jeg elsker mit barn, og jeg ville dø for hende, hvis det var det, der skulle til. Men kommunen mener, jeg er en dårlig mor,« siger hun.
Et forløb, der sled mere end det støttede
Charlotte fortæller, at den hjælp, kommunen tilbød, hovedsageligt bestod af aflastningsordninger som en fritidsfamilie, børnegrupper og en konsulent, der skulle være tilknyttet Freja. Hun oplevede dog, at disse ordninger sled mere på datteren, end de hjalp familien. I starten var Freja i fritidsfamilien mandag til fredag, elleve timer hver dag. Når hun kom hjem, var hun så udmattet, at hun knap kunne holde til at se fjernsyn en time. Charlotte protesterede gentagne gange og bad om, at datteren ikke blev presset så hårdt, men oplevede ikke at blive hørt.
Også børnegruppen blev en belastning. Den startede med to ugentlige dage, men blev senere udvidet til weekender – først hver anden, siden hver weekend. Freja var ikke glad for at være der og følte ikke, at det gav hende noget, fordi der var mange mindre børn. Konsulenten forklarede Charlotte, at det var godt for Freja at lære at have mindre søskende. For Charlotte gav den begrundelse ingen mening.
Separationsangst og skolefravær
Kommunens bekymring tog især afsæt i Frejas skolefravær. Charlotte lider af separationsangst og har haft svært ved at sende sin datter afsted. Hun frygtede, at der kunne ske hende noget, og følte sig mest tryg, når Freja var hjemme. Hun erkender, at fraværet har påvirket Frejas faglige niveau, men understreger, at datteren kunne mere, end skolens vurdering viste. Derhjemme kunne hun både læse, stave og klare sig fornuftigt i matematik.
»Kendt af forvaltningen« – et stempel der hænger ved
I sager som Charlottes bliver begrebet »kendt af forvaltningen« ofte nævnt i vurderinger af forældreevne. Privatpraktiserende socialrådgiver Karin B. Nissen peger på, at formuleringen kan virke både stigmatiserende og selvmodsigende.
»Man kan godt have kendt en familie igennem lang tid, fordi der har været underretninger, eller fordi familien selv har bedt om hjælp. Men hvis kommunen har lukket sagerne, så er det jo, fordi man har vurderet, at der ikke var noget at komme efter. Alligevel kan det senere blive brugt som argument for, at familien er kendt i systemet – som om det i sig selv er et bevis på problemer,« siger hun.
Hun peger på, at denne praksis kan give en skæv forståelse af et sagsforløb. »Det, der for nogle forældre begyndte som et ønske om hjælp, kan ende med at blive brugt imod dem. Historikken bliver nævnt som en del af grundlaget for indgribende beslutninger, også selvom de tidligere sager var uden kritikpunkt og blev afsluttet. Det er en logik, der er svær at acceptere, hvis man som forælder troede, man havde fået et rent blad.«
Charlotte genkender den følelse. Hun oplever, at det at være »kendt« har hængt som en skygge over hendes familie og været med til at forme beslutningen om at anbringe Freja, uanset at tidligere sager var lukket.
Når hjælp føles som overvågning
Charlotte oplevede, at den støtte, hun fik, ofte mindede mere om kontrol end om reel hjælp. Konsulenter kom for at være til stede, men hun følte, at de primært observerede hendes samspil med Freja uden at give redskaber eller håndgribelig støtte. »Det er som om, de bare sad og så på os,« siger hun.
Karin B. Nissen mener, at denne oplevelse er langt fra unik. »Det er helt sikkert et paradoks, at noget, der kaldes hjælp, ikke nødvendigvis føles sådan for familien. Hvis den person, der kommer, ikke har den faglige baggrund til at afhjælpe det problem, der er, så bliver det i praksis til en form for overvågning. Man ser på, hvad der sker, i stedet for at gå ind og ændre det,« forklarer hun.
Hun påpeger, at tidsrammerne for støtten ofte er så korte, at de ikke kan skabe reelle forandringer. »Man kan i kommunalt sprog godt kalde tre timers støtte om ugen for massiv, men når transport og journalføring er trukket fra, kan det ende med blot halvanden times ansigt-til-ansigt-tid. Det er ikke nok til at arbejde med komplekse problemer, men på papiret ser det ud, som om der er sat mange ressourcer ind.«
Ifølge Nissen kan denne skævvridning mellem papir og virkelighed give et fordrejet billede i sagsakterne. For Charlotte betød det, at hun stod tilbage med en følelse af at være overvåget og vurderet – men ikke hjulpet.
Kommunens synspunkt
For Janne Thiel Doctor, chef for Familie og Sundhedsfremme i Fredericia Kommune, er det vigtigt at slå fast, at anbringelser ikke sker på baggrund af en enkelt bekymring eller kortvarig kontakt. Hun beskriver det som en proces, hvor der forud er iværksat en række indsatser med det mål at hjælpe familien i hjemmet, før der træffes beslutning om at fjerne et barn.
»Når vi går til anbringelse, er det langt fra tilfældet, at det sker hurtigt. Ofte har der været indsatser hjemme, i skolen og i fritidslivet. Vi har store dokumentationskrav, og sagerne er ofte meget oplyste,« siger hun.
Hun understreger, at beslutningen om anbringelse altid bygger på en samlet vurdering af barnets trivsel og udvikling. »Fagligt ved vi godt, at det ikke er et kvikfix at anbringe børn. Det er heller ikke noget, vi gør, fordi vi synes, det er den letteste løsning. Langt de største succeser ser vi, når vi arbejder med familien i hjemmet, hvor forældrene tager imod vejledning og øver sig i at ændre de ting, vi som fagpersoner ser som nødvendige,« siger hun.
Samtidig anerkender hun, at forældrene kan opleve afgørelsen som uretfærdig. »Der vil altid være nogle, der føler, vi tager fejl. Derfor har vi Ankestyrelsen til at vurdere, om vores afgørelser er lovlige og truffet på det rigtige grundlag. Det er en vigtig kontrolmekanisme,« siger Janne Thiel Doctor, der ser det som en del af det sociale arbejde at balancere mellem faglige vurderinger og familiens egen oplevelse.
Hun fremhæver, at der i de fleste sager bruges mange ressourcer på at støtte familien, inden en anbringelse bliver aktuel. »Men når vi vurderer, at barnets behov for tryghed, udvikling og trivsel ikke kan opfyldes i hjemmet – selv med støtte – så er vi forpligtet til at handle. Det er aldrig en let beslutning, og det er altid forbundet med store følelser for alle parter.«
Dybe spor
For Charlotte har anbringelsen sat dybe følelsesmæssige spor – ikke kun hos hende selv, men også hos Freja. »Det har været så stort et overgreb, at det altid vil sidde dybt i mig. De har taget det dyrebareste, jeg har,« siger hun.
Hun beskriver, hvordan datteren reagerede voldsomt på anbringelsen. På vej til plejefamilien forsøgte Freja at springe ud af bilen. Hun har ligget og sparket i væggen, slået sig selv og sagt: »Jeg kan ikke kende mig selv, mor. Kan du ikke sørge for, at de ikke tager mig?«
Et uløst spændingsfelt
Charlotte er overbevist om, at en målrettet indsats mod hendes separationsangst kunne have forhindret anbringelsen. Kommunen fastholder, at beslutningen blev truffet på baggrund af en konkret, oplyst sag. Tilbage står et barn og en mor, der begge har mærket konsekvenserne – og savnet muligheden for at blive hjulpet i deres eget hjem.
Artiklen er en del af en temaserie om Børn og Familier. Følg med og hør hvordan det er gået Charlotte og hendes familie siden julen 2024. Hvad siger politikerne? Hvad siger Familieafdelingen? Hvordan går det med datteren, der skal hjælpes?
