FREDERICIA. Normalt er Løvestrøget et sted, hvor børnene løber grinende fra aktivitet til aktivitet, og hvor voksne nyder en kop kaffe i solen, mens de kigger på gadelivet. Men forleden vågnede strøgets folk op til en trist opdagelse. Et af gadens populære samlingspunkter – det store, tunge bordfodboldspil – var pludselig væk.

»Vi fandt jo bare ud af, at det ikke stod der mere. Jeg tror, det var natten til mandag eller natten til tirsdag. Dagen før stod det der, og pludselig var det væk« fortæller Christian Jungmark, der driver Løvestrøget sammen med en række butikker og caféer.

At få et bordfodboldspil til at forsvinde er ikke gjort med et snuptag. Spillet er tungt, uhåndterligt og står fast i gaden. Alligevel er der ingen, der har set noget, og heller ingen spor, der peger i retning af, hvem der står bag.

»Det må være nogen, der har gjort en indsats for at smutte af sted med det. Vi tænker, at det måske kunne stå i en baggård et sted. Det er svært at vide. Vi har aldrig oplevet, at tingene forsvinder før. Det er faktisk nyt for os« siger han.

Bordfodboldtyveriet er ikke det eneste, der har skabt panderynker i Løvestrøget på det seneste. Christian fortæller, at der i de seneste uger har været episoder med hærværk på både det store legeskib og andre af gadens spil. Noget, de ellers har været forskånet for i de to år, aktiviteterne har stået fremme.

»Det er lidt mærkeligt, for vi har haft alt det her stående uden problemer. Pludselig er der nogen, der synes, det er sjovt at teste af, hvad tingene kan holde til. Det er selvfølgelig bare ærgerligt, når vi bruger så meget energi på at skabe et sted, hvor både børn og voksne kan hygge sig« siger han.

Heldigvis er opbakningen fra borgerne stor. Da Løvestrøget lagde efterlysningen ud på Facebook, strømmede det ind med likes, delinger og kommentarer fra folk, der både er vrede over episoden og glade for de muligheder, gaden tilbyder.

»Der er jo super god opbakning. Folk kører nærmest efter at komme herind og bruge det, vi har. Børnene elsker det, og vi får mange søde kommentarer om stemningen og sammenholdet. Det er jo det, der giver energien til at blive ved og finde på mere« siger Christian, der allerede arbejder på nye tiltag til gaden.

Muligheden for at opsætte overvågning er blevet nævnt, men det er ikke noget, Løvestrøget umiddelbart vil kaste penge efter.

»Vi vil langt hellere bruge vores økonomi på aktiviteter i gaden end på kameraer og abonnementer. Vi håber, at lidt fokus på sagen kan få dem, der står bag, til at tænke sig om. Det kunne jo godt være, de synes, det var dumt gjort« siger han.

Indtil videre har tyveriet ikke fået Løvestrøget til at ændre på, hvordan aktiviteterne står fremme. Det hele bliver sat ud, når foråret kommer, og tages først ind igen, når vinteren nærmer sig.

»Vi kan ikke bare flytte rundt på det, vi har. Og det har jo aldrig været et problem før. Vi håber, at det her bare er en enlig brøler, som stopper lige så pludseligt, som den begyndte« siger Christian.

Skulle gerningspersonen eller personerne læse med, er hans besked klar og enkel.

»Kom og aflever det. Så er vi ude over det« siger han med et skævt smil.