SPORT. I dag har de fleste af byens børn måske lagt sommerferien bag sig. Penalhuset ligger nyt og stramt i tasken, skoleskemaet er foldet ud som et frisk kapitel. Men hvis man lukker øjnene og spoler tiden en uge tilbage, kan man stadig høre ekkoet af noget andet.

Inde i foyeren til Fredericia Idrætscenter lå der en varme, der ikke kom fra solen, men fra FHK’s Sct. Knuds Håndboldskole. Her var 113 børn i bevægelse. Små kram i pauserne, latter der lød som om sommeren stadig havde fat, og sko der hamrede mod gulvet i jagten på næste aflevering. Den sidste uge af ferien blev brugt på boldspil, nye venskaber og øjeblikke, der ville sætte sig fast i hukommelsen – blandet med duften af frokostlasagne og den lidt for søde grønne saft, der altid smager bedre efter to halvlege.

Ungdomskoordinator Mie Kjærgaard står midt i det hele. Hun smiler træt, men også med den tilfredshed man kun får, når man har set noget lykkes helt ind i hjertet.

»Vi har 113 børn i år. Både fra Fredericia og oplandet og så også fra Fyn. Det er U11 og U13 årgangene, og vi har haft 15 fantastiske trænere, både unge og lidt ældre, som har delt træningerne op, så der både har været fælles kamptræning, holdtræning og individuel træning,« fortæller hun.

Mie bliver stående et øjeblik, som om hun overvejer, hvor hun skal begynde, når hun skal samle trådene fra ugen. Hun taler om alt det, der har været på programmet, men stopper op ved et tiltag, hun tydeligvis er særligt glad for. I år havde håndboldskolen fået nye farver. Det, der før mest var bundet til hallens trygge fire vægge, var blevet krydret med et strejf af sommer.

»Vi har ikke lavet sådan et løb før. De andre år har vi været fuldt i hallen, men i år prøvede vi et selfie-løb, hvor børnene kom udenfor og lavede noget helt andet end håndbold,« siger Mie med et smil.

Børnene blev blandet på kryds og tværs – drenge og piger, U11 og U13 – og sendt afsted med et papir i hånden. På listen stod 19 ting, der skulle findes og foreviges med et mobilkamera. Madsbyparkens ged, løven ved stadion og andre små kendemærker i området, som alle var en del af opgaven.

Der var grin, når nogen måtte lægge sig ned på fortovet for at få det perfekte selfie-perspektiv. Et lille fælles sus, når hele gruppen opdagede motivet på samme tid. Og da de vendte tilbage, trætte og rødmossede, blev billederne talt op. For hvert korrekt billede fulgte en ingrediens.

Til sidst endte alle i hal 6, hvor 113 børn sad på det tildækkede halgulv og byggede lagkager. Nogle blev høje og luftige, andre lidt skæve, og enkelte helt uden kagecreme, fordi netop dét billede, der gav retten til den, ikke var i hus.

»Det var bare virkelig fedt at se dem sidde der og bygge lagkager, som de bagefter spiste med stor fornøjelse. Det var en god ting, og de har også brug for lidt andet end bare håndbold en gang imellem,« bemærker ungdomskoordinatoren.

Og variationen var der også allerede fra dagens første minutter. Inden boldene overhovedet ramte gulvet, var der musik i hallen, og for første gang nogensinde stod der morgendans på programmet.

»Vi dansede hver morgen, lige efter vi havde sagt godmorgen. Det er ikke noget, vi har gjort før, men det gav en rigtig god start på dagen,« fortæller Mie.

Efter selfie-løb, lagkager og morgendans vendte hverdagen i hallen tilbage til boldene. Men selv her var der tænkt nyt. Trænergruppen var sammensat med en bevidsthed om, at styrker vokser, når de får lov at blive brugt rigtigt. Forsvarsspecialisterne underviste i forsvar. Dem med flair for kontra tog kontraløbene. Angreb blev taget af angrebsspillere, og afslutningsteknik kom fra dem, der selv er skarpe foran målet.

»Vi har blandet unge spillere, trænere og nogen, der er begge dele. De kender ikke nødvendigvis hinanden på forhånd, men man kan virkelig mærke, at de får et helt andet forhold til hinanden,« siger Mie, der tydeligt lægger vægt på, hvordan samarbejdet har bundet gruppen sammen.

Den fornemmelse forplanter sig. Når børnene senere møder deres håndboldskoletrænere til kampe eller stævner, bliver klapsalverne højere, og hepperåbene får mere kraft. Trænerne hilser på børnene til stævner, og navne bliver husket. Det er små bånd, der knyttes i løbet af fire sommerdage, men de kan holde i årevis.

Og det fællesskab er i virkeligheden lige så vigtigt som afleveringsøvelserne, for det er her, relationerne går på tværs af årgange, køn og hold.

»Det gør, at de møder nogle andre børn og får et fællesskab på kryds og tværs. De lærer noget nyt, men de får også nye venner. Det betyder meget,« siger Mie.

Hun beskriver stemningen i hallen med et smil, der næsten rækker hele vejen tilbage til sidste uge.

»Der er bare liv over det hele, og glade børn over det hele. Det er en positiv stemning, man ikke kan undgå at blive smittet af.«

Og selvom trætheden er til at tage og føle på, både hos børn og voksne, er det en god træthed. En træthed med et smil under.

»Alle glæder sig allerede til næste år, og håndboldskolen vender 100 procent tilbage. Vi har allerede lidt i støbeskeen,« lover Mie.

Hun sender også en tak til de sponsorer, der er med til at få ugen til at hænge sammen. Ikke med store armbevægelser, men med en oprigtig varme i stemmen. For uden dem ville det være sværere at skabe de rammer, der gør, at et barn måske for første gang mærker glæden ved at ramme et mål, lave en god aflevering eller bare danse morgendans med en ny ven.

Når hallens lys slukkes sidst på eftermiddagen, og boldene er samlet ind, er der ikke meget lyd tilbage. Men ekkoet af latter og fløjt hænger alligevel i luften.