KRIMI. Mandag aften blev Sydøstjyllands Politi kaldt ud til to på hinanden følgende færdselsuheld i Kolding, hvor en 57-årig mand endte med at blive sigtet for spirituskørsel og for at flygte fra ulykkesstedet.

Den første anmeldelse kom klokken 23.29 fra en beboer i området ved Munkensdam, tæt på krydset ved Tøndervej. Beboeren havde hørt et højt brag udenfor lejligheden og opdagede, at en lille sort personbil havde ramt lysreguleringen, så masten var bøjet.

»Anmelderen hører et brag fra sin lejlighed, og da han kigger ned på vejen, ser han, at der nede i lyskrydset holder en lille sort personbil, som har påkørt lysreguleringen. Masten står bøjet, dog stadig med strøm i,« fortæller vicepolitiinspektør Arno Rindahl Petersen fra Patruljecenter Syd.

På stedet lå en kofanger fra bilen med en tilhørende nummerplade, som politiet efterfølgende sikrede. Føreren valgte dog at forlade ulykkesstedet uden at kontakte myndighederne eller sikre området.

Kort tid efter – cirka klokken 23.30 – indløb endnu en anmeldelse fra Haderslevvej, ud for nummer 17. Her var samme sorte bil involveret i endnu et færdselsuheld.

»Her laver vedkommende et nyt færdselsuheld, hvor den lille sorte personbil påkører en parkeret bil, som derefter bliver skubbet op i endnu en parkeret bil,« forklarer vicepolitiinspektøren.

Sammenstødet fik her alvorlige konsekvenser, da der opstod brand i både den sorte personbil og den første parkerede bil, som den havde ramt.

»Begge biler står delvist udbrændte tilbage,« lyder det fra Arno Rindahl Petersen.

Inden politi og redning nåede frem, ankom et vidne til stedet. Her lykkedes det vidnet at få vredet døren op og trække føreren ud af den brændende bil, inden situationen udviklede sig yderligere. Føreren blev efterføgende tilset af ambulancepersonale og derefter kørt til Kolding Sygehus, hvor han modtog behandling for mindre skader. 

»Føreren blev bragt til Kolding Sygehus med mindre skader, som umiddelbart ikke betegnes som livstruende,« siger Arno Rindahl Petersen.

Efter undersøgelserne blev den 57-årige fører fra Kolding Kommune sigtet for at have ført bilen i spirituspåvirket tilstand. Derudover blev han også sigtet for ikke at have overholdt sin forpligtelse til at underrette myndighederne efter det første uheld.

Politiet har ikke yderligere oplysninger om mandens aktuelle tilstand.

Alle oplysninger i denne artikel stammer fra Sydøstjyllands Politis pressebriefing tirsdag morgen klokken 09.00.