DOKUMENTATION. Efter en længere proces og flere henvendelser fra Danske Digitale Medier (DDM) er der nu kommet afgørelser fra Ankestyrelsen i sagerne vedrørende Fredericia Kommunes håndtering af aktindsigtsanmodninger. Ankestyrelsens afgørelser er vigtige for forståelsen af, hvordan kommunen skal sikre gennemsigtighed og ligebehandling af virksomheder, der søger aktindsigt.

Den mest centrale afgørelse drejer sig om en anmodning fra DDM, hvor Fredericia Kommune afviste at udlevere fakturaer og delpriser fra virksomhedens samarbejde med Jysk Fynske Medier (JFM). Kommunens afslag blev begrundet med en risiko for økonomisk skade for JFM, men denne begrundelse holder ifølge Ankestyrelsen ikke vand.

Ankestyrelsen slår således fast:

»Ankestyrelsen vurderer, at Fredericia Kommune ikke kunne undtage de pågældende oplysninger med den anførte begrundelse. Det er Ankestyrelsens opfattelse, at Fredericia Kommune ikke har konkretiseret, hvilke væsentlige økonomiske skadevirkninger, der vil kunne indtræde for JFM som følgevirkning af aktindsigt i oplysninger om del-/enhedspriser.«

Dette betyder i praksis, at kommunen nu skal tage sagen op igen og træffe en ny beslutning, hvor de grundigt skal dokumentere en eventuel risiko for økonomisk skade, hvis oplysningerne fortsat skal undtages offentligheden.

Ankestyrelsen uddyber afgørelsen yderligere:

»Vi vurderer, at Fredericia Kommunes henvisning til, at en udlevering af disse oplysninger må antages at ville indebære en nærliggende risiko for, at der påføres JFM økonomisk skade af en vis betydning, ikke udgør en tilstrækkelig konkretisering af, hvilke økonomiske skadevirkninger, der er tale om, eller hvordan et eventuelt økonomisk tab vil eller kan indtræde.«

Ingen ny tilsynssag – forventer kommunen følger afgørelsen

I en opfølgende afgørelse meddeler Ankestyrelsen, at de ikke ser anledning til at rejse en ny tilsynssag imod kommunen. Det sker dog med den klare forventning om, at Fredericia Kommune hurtigt og loyalt efterlever Ankestyrelsens tidligere afgørelse:

»På baggrund af oplysningerne finder Ankestyrelsen ikke anledning til at foretage yderligere. Vi gør derfor ikke mere i sagen.«

Det betyder ikke, at Ankestyrelsen er enig med kommunen – tværtimod forventer Ankestyrelsen, at Fredericia Kommune følger deres tidligere klare instrukser og genbehandler sagen, således at der sikres retfærdighed, gennemsigtighed og lige konkurrencevilkår fremover.

Læs også

Læsere, som ønsker at gå i dybden med Ankestyrelsens afgørelser og deres detaljerede vurderinger, kan finde begge afgørelser i deres fulde længde som bilag herunder.