
KRIMI. Torsdag aften klokken 20.34 modtog Sydøstjyllands Politi en anmeldelse om en ung mand, der skabte uro på Fredericia Banegård i Jernbanegade.
Det, der i første omgang lød som en mulig ordensforstyrrelse, viste sig dog at være mindre alvorligt end først antaget, fortæller vicepolitiinspektør Arno Rindahl Petersen fra Patruljecenter Syd:
»Da vi kommer frem, træffer vi en person, som virker påvirket, men ikke så han laver noget, der egner sig til ordensbekendtgørelsen.«
Selvom situationen ikke umiddelbart krævede anholdelse, valgte politiet alligevel at undersøge sagen nærmere. Patruljen valgte derfor at foretage en rutinemæssig visitation af den unge mand.
Ved visitation af manden fandt betjentene, hvad der viste sig at være 2,35 gram hash. Det fik konsekvenser for den unge fredericianer, som blev sigtet på stedet:
»Vi visiterer personen her og finder ham i besiddelse af 2,35 gram hash. Det bliver han sigtet for,« fortæller Arno Rindahl Petersen.
Den sigtede mand, der er 19 år og fra Fredericia Kommune, fik efterfølgende lov at fortsætte sin rejse med toget. Situationen endte dermed stille og roligt, uden at der opstod yderligere problemer.
Alle oplysninger i denne artikel stammer fra Sydøstjyllands Politis pressebriefing fredag morgen klokken 09.00.