SPORT. Hvis man bevæger sig ned ad Baldersvej på en lun sommerdag, hvor Fredericia folder sig ud som postkortversionen af sig selv med havets brise som baggrundstæppe og børn på cykler, der passerer i dovne zigzag-mønstre mellem haverne, møder man snart en velkendt lyd. Det er tennisboldens faste dunk mod gruset. En lyd, der i lige så høj grad signalerer sommer, som grillkullets knitren eller isterningers diskrete klirren mod glasset. Godt gemt bag villakvarterets mur af hverdagssnak har denne rytme været en fast del af Jens Holm Lildholdts lydtapet, lige siden han som barn første gang satte sine fødder på banen og måtte kæmpe mod den forræderiske følelse af, at ketsjeren måske var større end ham selv.
I dag spiller Jens stort set hver eneste dag. Når man spørger ham, hvorfor tennis stadig hænger ved, siger han uden videre, at det efterhånden mest bare er blevet en vane – en vane, der passer ham glimrende. Når han taler om sit forhold til sporten, sker det uden store armbevægelser eller romantiske overdrivelser – snarere med den lethed, hvormed andre omtaler en yndlingsserie eller det lokale pizzeria.
»Jeg bruger nok fem-seks dage om ugen herude,« siger Jens med et smil, som afslører, at han er fuldt ud bevidst om, at det måske er lidt mere end gennemsnittet for en ung mand, der lige har afsluttet gymnasiet.
»Jeg har spillet i snart 15 år, så det har nok sat sig ret dybt i mig efterhånden.«
Men hvad betyder det egentlig? For Jens handler tennis mest om små øjeblikke; det korte sekund, hvor bolden rammes helt rent, hvor serven finder sit mål med en næsten arrogant lethed, eller hvor pulsen kortvarigt stiger efter en duel, som kunne være endt på enhver tænkelig måde. Det handler – med Jens’ egne ord – især om »bare at have det godt med sporten.«
Så er der alt det andet, selvfølgelig – alt det, der foregår, når boldene ligger stille, og ketsjerne hviler. Det sociale, det uhøjtidelige, det, der gør det værd at stå tidligt op en søndag formiddag for at køre til en udekamp, hvor andre måske ville have valgt at blive under dynen.
»Det fedeste er altid at være ude at spille kamp. Ikke fordi jeg absolut skal vinde, men fordi der er noget helt specielt ved at tage afsted med holdet. Det minder lidt om det fællesskab, man nok kender fra fodbold eller håndbold. At sidde i bilen sammen, tage afsted som et hold, snakke om alt muligt undervejs. Det giver bare en helt særlig følelse,« forklarer Jens, mens han et øjeblik ligner en, der genoplever en tur til en kamp et sted langt væk fra Baldersvej, med radioen tændt og en eller anden intern joke kørende på bagsædet.
Det er i de situationer, man for alvor forstår, hvorfor Jens stadig hænger ved efter halvandet årti med gule bolde og rødt grus. For ham handler tennis ikke alene om de mange timer på banen, og endnu mindre om resultaterne, men mindst lige så meget om alt det, der udspiller sig omkring spillet, nemlig relationerne, historierne, samtalerne på bænken mellem sæt. Især med dem, der har været længe nok i klubben til stadig at kunne huske dengang, Jens selv var én af de mindste spillere.
»Jeg er en af de yngre herude, som spiller på lidt højere niveau,« siger Jens, der fortæller, at han derfor ofte spiller kampe med nogle, som er en del ældre end ham selv.
»Det fede er at tale med nogle, der har levet et helt andet liv, men hvor vi stadig kan samles om tennis. Samtalerne handler pludselig om noget helt andet, end det jeg taler med mine jævnaldrende om.«
Hvor det sociale miljø, der dyrkes af Fredericia Tennisklub, fremhæves som afgørende for Jens’ vedholdenhed i sporten, handler det for ham også om en anden detalje, der ligger i sportens anderledes natur. Tennis fungerer på en måde som et frirum, der åbner nye døre, når andre sportsgrene ikke passer.
For Jens blev det især tydeligt, da han som yngre teenager valgte at tage væk fra Fredericia et helt år. Han tog ikke på efterskole som mange af vennerne, men rejste i stedet over Atlanten som udvekslingsstudent i USA. Her blev tennis en slags fast holdepunkt i en tilværelse, der ellers kunne have føltes noget fremmed.
»Selv da jeg tog et år til USA som udvekslingsstudent, valgte jeg en skole, hvor jeg kunne spille tennis, fordi det gav mig en slags mulighed for at holde fast i det, jeg godt kunne lide. Og det har klubben herhjemme også været virkelig god til at dyrke,« fortæller Jens.
Han er også meget bevidst om, at tennis på mange måder har status som en lidt skæv outsider-sport i Fredericia. I en by, hvor stadionlysene over Monjasa Park eller lyden af håndboldsko, der hviner mod halgulvet i Fredericia Idrætscenter, fylder langt mere end støvede grusbaner på en villavej, ser Jens det faktisk som en styrke at vælge noget, som ligger lidt udenfor de store strømninger.
»Jeg var ikke særlig god til fodbold eller håndbold. Så jeg tror, det har været vigtigt for mig at finde noget andet. Tennis passede godt til mig, fordi det gav plads til noget andet end det, alle de andre dyrkede,« forklarer han.
På den måde kan sporten give plads til andre måder at opleve sammenhold og idrætsglæde på. Når man ikke skal kæmpe om opmærksomheden med byens store sportsgrene, åbner det også op for, at flere typer af unge – både dem med skarpe konkurrencenerver og dem, der bare søger et hyggeligt sted at være – kan finde deres egen rytme og føle sig hjemme på banen.
»Vi har været ude at hente mange nye medlemmer i år, også mange nye unge, og Fredericia Tennisklub har haft aftaler med skoler i byen om at komme ud og prøve sporten. Der har vi fået en masse positiv tilbagemelding, og børnene, der har været herude, synes, det var sjovt og vil gerne komme igen,« siger Jens.
Men det stopper ikke ved bare at rekruttere nye medlemmer. Jens er også selv trådt ind i rollen som træner, hvor han forsøger at give den glæde videre, han selv oplevede som barn.
Som træner bruger Jens sine egne erfaringer aktivt, uden at gøre dem til en fastlåst skabelon. Han har nemlig selv oplevet, hvordan det er at stå med en ketsjer, der føles alt for tung og kompliceret, og han har mærket frustrationen, når bolden stædigt hopper forkert igen og igen. Derfor ligger hans fokus et helt andet sted, når børnene for første gang træder ind på klubbens rødlige grus.
»Det handler meget om, hvordan jeg selv ville slå, og hvad der virker for mig i træningen – hvordan jeg bedst fanger tingene. Vi er tre trænere til sommerskole, red.), og vi har hver vores måde at undervise på. Det betyder ikke, at den ene måde er mere rigtig end den anden, men vi formulerer os forskelligt og har hver vores tilgang til at nå frem til børnene. Vi fokuserer måske ikke altid så meget på, hvordan man lige vinder alle pointene; det handler mere om, at det er sjovt og om selve kommunikationen,« siger Jens og tilføjer, at en stor tilfredsstillelse for ham som træner faktisk er at se børnene komme tilbage med lyst til at spille igen – præcis som han selv gjorde for snart femten år siden.
Det betyder også, at han ikke er optaget af, hvorvidt børnene bliver den næste generation af elitespillere, som kan give Fredericia sin første Wimbledon-vinder. For ham er det nok, at sporten bliver noget, de har lyst til at vende tilbage til – igen og igen.
Selvom Jens lige har afsluttet gymnasiet og snart sætter kurs mod en guideskole i Spanien, bliver tennis næppe bare et kapitel, der lukkes, gemmes væk og samler støv. Tværtimod er det en del af hans plan at tage sporten med ud i verden, dog med en lidt løsere ramme end tidligere.
»Jeg holder sabbatår nu, og til vinter skal jeg være skiguide. Når sommeren kommer igen, er planen at arbejde som tennistræner på resorts og andre steder. Jeg tror stadig, at tennis vil hænge fast i mig, men jeg vil nok tage et par skridt tilbage,« fortæller han med et smil, der udstråler en slags rolig forventning om alt dét, der ligger og venter udenfor Fredericias trygge rammer.
Jens kigger op mod solen, der langsomt begynder at nærme sig horisonten, mens banerne tømmes omkring ham. Tennis handler måske nok om bolde, net og teknik, men i virkeligheden handler det mindst lige så meget om alt det andet – det, man ikke kan sætte tal på. Det er dét, Jens har forstået, og måske også derfor han stadig kommer igen dag efter dag.
For når bolden hopper rigtigt på gruset i Fredericia, ja, så giver resten næsten sig selv.
