
KRIMI. Gennem de seneste måneder har Syd- og Sønderjyllands Politi modtaget anmeldelser om flere tilfælde af tyveri af forskellige typer metal fra kirkegårde i Esbjerg Kommune. Politiet opfordrer borgere til at tippe om mistænkelig adfærd på kirkegårdene ved at ringe til 114.
En række gravsteder i Esbjerg Kommune har således været udsat for tyverier, hvor blandt andet kæder, figurer og andre metalgenstande er blevet fjernet. De seneste tre anmeldelser drejer sig om tyveri fra Jerne Kirkegård, Gravlunden samt Guldager Kirkegård. Politiet er i fuld gang med efterforskningen.
»Når gerningspersoner stjæler effekter fra gravsteder, kan det ramme de efterladte ekstra hårdt. Vi har alle en forventning om, at vi kan placere de ting, vi ønsker, på et gravsted, uden at skulle bekymre os om tyveri. Desværre er det ikke tilfældet i Esbjerg Kommune i øjeblikket,« siger politikommissær Frederik Nielsen.
Hos Syd- og Sønderjyllands Politi bliver sagerne taget meget alvorligt. Alle spor bliver undersøgt, og sagerne efterforskes både individuelt og som en del af en samlet efterforskning. Politiet erkender, at tyverierne kan være svære at opklare, da de ofte sker på områder, der er frit tilgængelige. Derfor appellerer politiet til borgerne om hjælp:
»Vi håber, at borgerne vil være ekstra opmærksomme. Vi har brug for oplysninger om al mistænkelig adfærd på og omkring kirkegårdene i Esbjerg Kommune. Selv små oplysninger kan være værdifulde i efterforskningen. Det kan være personer, som opfører sig anderledes på kirkegården end normalt, efterladte effekter eller andre ting, som virker mistænkelige. Disse oplysninger vil vi gerne have hurtigst muligt, efter man bliver opmærksom på dem,« siger Frederik Nielsen.
Oplysninger gives til politiets servicecenter på telefonnummer 114.