BUSINESS. Entreprenørvirksomheden CJ A/S med base i Fredericia har netop præsenteret sit årsregnskab for 2024/2025. På trods af flere års usikkerhed i markedet har virksomheden fastholdt sin position og leverer et flot resultat med en omsætning på 444 millioner kroner og et overskud på 13,4 millioner kroner efter skat.

Ifølge administrerende direktør Jonathan Smetana skyldes de gode resultater en målrettet strategi, der bygger på langsigtede relationer og tætte partnerskaber.

»Vi har holdt omsætningen på samme niveau som de foregående år, men vi har samtidig investeret og rustet os til fremtidig vækst. Vi har en solid ordreportefølje, som tydeligt viser, at vores værdi- og partnerbaserede strategi bærer frugt,« siger Jonathan Smetana.

CJ A/S går ind i det nye regnskabsår med den største ordrebeholdning i virksomhedens historie, hvilket giver store forventninger til væksten. For at kunne løfte de mange nye opgaver har virksomheden gennem året styrket organisationen betragteligt med ansættelsen af flere nye medarbejdere. Blandt andet er der kommet erfarne profiler ind i virksomhedens ledergruppe, der står klar til at løfte ambitionsniveauet yderligere.

»Vi har styrket kræfterne i ledelsen med nye ansigter, som kommer med tunge kompetencer og solid erfaring. Det gør os stærkere, når aktivitetsniveauet stiger,« forklarer Jonathan Smetana, som glæder sig til det kommende år med spændende projekter og nye udfordringer.

Grønnere profil og bæredygtig drift

Bæredygtighed har fået en endnu mere central rolle hos CJ A/S i det forgangne år. Virksomheden har taget konkrete skridt mod en grønnere drift ved blandt andet at indkøbe de første elbiler og etablere ladestandere ved hovedkontoret i Fredericia. Derudover er Camilla Buch Laursen blevet ansat som ny kvalitets- og bæredygtighedsleder, hvor hun fremadrettet skal arbejde tæt sammen med kvalitets- og miljøchef René Amini.

Tidlig inddragelse giver sunde byggerier

En vigtig årsag til virksomhedens succes er ifølge direktøren også en klar strategi om tidlig involvering i byggeprojekterne. Den tilgang værdsættes af kunderne og giver ifølge virksomheden bedre resultater i sidste ende.

»Vi oplever en stigende efterspørgsel på vores specialiserede kompetencer, og kunderne værdsætter, at vi bringer vores faglighed tidligt i spil. Det sikrer økonomisk bæredygtighed, ansvarligt samarbejde og et sundt arbejdsmiljø på byggepladserne,« siger Jonathan Smetana og fortsætter:

»Langtidsholdbare løsninger opstår gennem tillid, gennemsigtighed og høj faglighed. Det er et fokus, vi også vil have i det kommende regnskabsår – både internt i CJ A/S og i de projekter, vi er en del af,« slutter han.