BUSINESS. Det danske energiselskab OK lancerer nu FleetGrid, et nyt selskab, der skal gøre elektrificering af transportbranchen nemmere, billigere og mere effektiv. I spidsen for selskabets bestyrelse står fredericianeren Claus Linnemann, erhvervsdirektør i OK.

FleetGrid tilbyder transportbranchen en alt-i-en abonnementsbaseret løsning, der inkluderer alt fra rådgivning og etablering af ladeinfrastruktur, levering af hardware, software og drift, til vedligehold, finansiering og døgnservice. Dermed slipper virksomheder for selv at investere store beløb og kan i stedet fokusere på deres kerneforretning.

»Transportbranchen står over for en massiv grøn omstilling, og der kan være stor usikkerhed forbundet med investeringer i ladeinfrastruktur. FleetGrid reducerer kompleksiteten, så vognmænd og logistikvirksomheder får en enkel, pålidelig og skalerbar løsning til opladning,« siger Claus Linnemann.

Selskabet er etableret i samarbejde mellem OK og to erfarne iværksættere med stærke kompetencer inden for teknologi, e-mobilitet og finansiering. CEO i FleetGrid, Ashvind Guness, tidligere Ørsted og NIO, og CCO Rasmus Larsen, tidligere Spirii, E.ON og Clever, ser store muligheder i samarbejdet.

»Vi ser et klart behov i markedet for en servicebaseret tilgang, hvor kunderne ikke selv skal investere i infrastruktur eller bekymre sig om drift. Det tager vi os af,« siger Ashvind Guness.

FleetGrid kommer til markedet i en periode, hvor politikerne netop har fremrykket økonomiske puljemidler til omstillingen til elkøretøjer.

»Folketinget har heldigvis lyttet til transportbranchen og accelererer nu den grønne omstilling. Vores løsning passer perfekt til en stor kundegruppe,« siger Claus Linnemann, som ser frem til at styrke Danmarks grønne omstilling via FleetGrid.

FleetGrid forventer at skalere kommercielt i løbet af 2025.