
BUSINESS. Efter lidt over to år med kagekunst og kulinariske oplevelser må Kacho Konditori på Gothersgade i Fredericia dreje nøglen om. Ejeren, Kristian, meddeler på Facebook, at konditoriet ikke længere kan løbe rundt, fordi Fredericia ikke helt er klar til det koncept, som Kacho har tilbudt.
»Det er selvfølgelig noget, jeg er utrolig ked af, for jeg føler, at jeg gav alt, hvad jeg havde i mig, for at give byen en ny oplevelse og forståelse af kageuniversets finurlighed,« skriver Kristian i sit opslag.
Kacho har gennem tiden sat Fredericia på landkortet med kreative og unikke kager, og ejeren er stolt over konditoriets bidrag til byen. Han takker samtidig både lokale kunder og de, der er kommet langvejsfra – også fra udlandet. En særlig tak rettes mod kunder, der har ladet konditoriet være en del af deres særlige dage, samt trofaste leverandører, samarbejdspartnere, familie og venner.
»Jeg ønsker at komme herfra på en ordentlig måde, og vil gerne sige farvel til jer alle,« lyder det afsluttende fra Kristian.
Den sidste åbningsdag bliver lørdag den 12. juli 2025, hvor Kacho holder åbent fra klokken 8 til 16.
