Det kan godt være, at den nye mobilitetsplan “kun” er et udkast. Men indholdet begynder allerede nu at afsløre en retning – og den vækker bekymring.
Jesper Hansen fra Fredericia Shopping har ret, når han siger, at det her ikke handler om små justeringer. Det er forandringer, der kan rykke ved hele midtbyens identitet, trafikmønstre og handel. Og det er ikke ligegyldigt, hvordan og hvornår man inddrager dem, der skal leve med konsekvenserne.
Når der tales om 39 nye ensretninger og hastighedsgrænser på 30 km/t i stort set hele den gamle bykerne, så er det ikke en teknisk justering – det er en enorm ændring af fredericianernes hverdag, vaner, handlemønstre og vores erhvervslivs muligheder. Alligevel sidder man tilbage med en oplevelse af, at planen nærmest bliver præsenteret som en halvfærdig model, hvor borgerne og erhvervslivet først skal høres bagefter. Det er ikke sådan man skaber ejerskab og ansvar for fælles udvikling, og det sætter et stort spørgsmålstegn ved gennemsigtigheden.
Man kan for eksempel undre sig over, hvorfor man vil lukke vejstykket foran Kulturkasernen på Øster Voldgade. Det vil reelt afskære plejens biler fra adgang til gården – men er det mon fordi plejen slet ikke skal have base dér længere? Hvor skal de så holde til, og hvor skal bilerne parkeres? Skal medarbejderne nu bruge tid på at gå langt for at nå bilerne, tid som går fra fru Hansen? Og hvad med elbiler, hvis de skal lades? Gården kunne netop bruges til ladestandere, og være et oplagt skridt mod grøn omstilling. Spørgsmålene er mange, men det centrale er dette: Er vejens muligenedlæggelse i virkeligheden et tegn på, at der allerede er truffet en beslutning om Kulturkasernen – baseret på Realdanias rapport, som offentligheden hverken har set eller hørt om endnu?
Fra budgetforligets side siges der, at beboere indenfor voldene selvfølgelig skal kunne eje og bruge deres bil i midtbyen, men samtidigt at der skal være færre biler i midtbyen. Men hvordan hænger det sammen? Risikere man netop med den indstilling at lave en Koldingmodel, hvor livet i de gamle gader med ét aflives? Hvis en børnefamilie i midtbyen har brug for to biler, skal kommunen så spænde ben for det? Erhvervslivet i midtbyen er afhængigt af tilgængelighed, god logistik og spontane kundestrømme – det harmonerer ikke særlig godt med snørklede veje og trafikale forhindringsbaner.
Når dygtige konsulenter uden lokalkendskab kommer med sådanne bud, så skaber det forståeligt nok en utryghed for erhvervslivet indenfor voldene, og vi risikerer at miste den lokale forankring. Det handler nemlig ikke kun om veje – det handler om hverdag, familieliv, kunder, tilgængelighed og i sidste ende kroner og øre. Trafik ændrer handel og ejendomsværdi. Derfor skal dem, der bor, arbejder og investerer i midtbyen høres tidligere end det i dag er tilfældet. Inddragelse må aldrigvære en formalitet i slutningen af processen, som vi har set ved flere af de seneste sager. Den skal derimod være fundamentet, vi bygger vores skønne by på.
