
UDDANNELSE. 23-årige Frida Byrgiel Foli fra Fredericia har altid været glad for at finde på idéer og skabe kreative løsninger. Og nu har hendes evner ført hende hele vejen til EuroSkills, hvor hun skal repræsentere Danmark i konkurrencen Graphic Design Technology.
Frida, der arbejder som mediegrafiker hos Digital Juice og studerer på Herningsholm Erhvervsskole & Gymnasier, fortæller, at hun altid har haft en naturlig interesse for det kreative felt.
»Da jeg var yngre, lavede jeg videoer og tog billeder. Hvis vi skulle lave en fremlæggelse i skolen, ville jeg gerne arbejde med, hvordan tingene skulle præsenteres,« fortæller hun.
Efter skolen begyndte hun på FGU, hvor hun hurtigt fandt ud af, at mediegrafikeruddannelsen passede helt perfekt til hende.
»Det overraskede mig, hvor megafedt det er – hvor fedt det er at have tid til at sidde og nørde, og hvor fedt det kan være at gå i skole,« siger Frida om starten på uddannelsen.
Som mediegrafiker er hendes opgaver meget varierede. Hun laver både videoer, hjemmesidedesign, plakater og materiale til sociale medier.
»Jeg kan godt lide processerne. At starte på et papir med en skitse eller en brainstorm og så til sidst have et færdigt produkt,« siger hun og fortsætter:
»Når jeg får en opgave, hvor jeg skal finde på noget, er det vigtigt for mig at notere alle idéer ned, også de lidt skøre og mærkelige. I starten handler det om at give plads til det hele.«
Netop Fridas evne til hurtigt at finde på idéer og føre dem ud i livet har givet hende stor ros både på skolen og hos hendes arbejdsgiver.
»Min chef siger, at jeg er meget hurtig til mit arbejde. Min lærer siger, at jeg er god til bare at komme i gang – at få en idé hurtigt og så følge den,« fortæller hun.
Frida blev overvældet, da hun fik beskeden om, at hun skulle med til EuroSkills.
»Jeg var på arbejde, men det var meget svært at sætte sig ind og arbejde videre bagefter. Jeg endte med at spørge min chef, om jeg måtte gå hjem lidt før. Jeg kunne slet ikke koncentrere mig om noget.«
Som en del af forberedelserne deltog Frida for nylig i de finske Skills-mesterskaber som gæstedeltager. Her fik hun en flot andenplads blandt gæstedeltagerne, kun tre point fra vinderen.
»Det var en virkelig stor oplevelse at være med til en konkurrence. Jeg fik rigtig meget ud af det, især omkring hvordan det er at være med, når tidspresset er der, og hvor svært det kan være,« fortæller hun.
Nu ser Frida frem til EuroSkills med store forventninger. Hun glæder sig især til stemningen og sammenholdet med de andre deltagere på det danske landshold.
»Det betyder ret meget for mig. Nu er jeg virkelig taknemmelig for, at jeg skal med, og for de oplevelser, jeg får. Det betyder mere og mere for mig, og jeg glæder mig mere og mere,« siger Frida og uddyber:
»Jeg glæder mig nok mest til sammenholdet på landsholdet, og at det er en oplevelse, vi får sammen. Og så at mærke stemningen, nu vi er i Danmark. Jeg tror, der kommer til at være en vildt fantastisk stemning.«
Selvom hun er spændt på, hvordan hun reagerer, når konkurrencen for alvor går i gang, er hendes mål klart.
»Mit mål er at nyde det og stole på mine evner.«
EuroSkills finder sted i Danmark, og Frida er udvalgt som fagatlet af Grafisk Uddannelsesudvalg ved HK Privat, Dansk Erhverv og Grakom.
