Mere hjælp til flere, men mindre til den enkelte. Det er ikke bæredygtigt. Det er ikke værdigt. Det er ikke godt nok, siger Jeg.

Jeg tror ikke på, at flere offentlige ydelser nødvendigvis gør livet bedre. Jeg tror på ansvarlighed. På at vi skal bruge pengene dér, hvor de gør en forskel. Hjemmehjælp, der virker, dét gør en forskel.

Danmark bryster sig af at være et velfærdssamfund, hvor vi tager os af vores ældre med omsorg og værdighed. Men bag de flotte paroler gemmer sig en realitet, som bliver sværere og sværere at ignorere. Vores ældre får stadig færre timer med reel hjælp.

Tal fra Danmarks Statistik viser, at flere ældre end nogensinde er visiteret til hjemmehjælp. I 2024 modtog over 160.000 borgere hjælp i eget hjem en stigning på 1,7 % sammenlignet med året før.

Før vi klapper i hænderne, bør vi kigge nøgternt på det næste tal. Det samlede antal timer med hjemmehjælp er kun steget med 2,2 %. Læs, den enkelte ældre får markant mindre hjælp end for ti år siden.

I 2014 fik en hjemmehjælpsmodtager i gennemsnit 3,7 timers hjælp om ugen. I 2024 er det faldet til  3,0 timer. Et fald på hele 18,9 %, svarende til 42 minutter mindre hjælp om ugen. 

Det er ikke effektivisering. Det er udhuling. Et skub ud i ensomhedens gråzone. 

I Danmark har vi mere “administrativ omsorg” og færre varme hænder. Når flere ældre får tildelt hjemmehjælp, men hver enkelt får mindre, svarer det lidt til at lave flere tallerkener med suppe, men hælde mindre i hver skål.

Træning, den vigtigste forebyggende indsatser er på retræte. Ældre, der modtager kommunal genoptræning eller vedligeholdelsestræning, er faldet med 3,5 % siden 2022. Den indsats, der kunne have gjort, at færre overhovedet fik behov for hjemmehjælp.

Tallene viser også, at der er store forskelle mellem kommunerne. I nogle kommuner modtager op til 17,9 % af de ældre hjemmehjælp, i andre er tallet nede på 7,5 %.

Hvad skyldes det? Lokal prioritering. Visitationskultur. Økonomisk råderum. Det handler ikke om, hvor mange ældre der bor i kommunen, det handler om, politikerne vælger at forvalte ansvar. At gemme sig bag systemtænkning, budgetlofter og henvisninger til “effektiviseringer”. Når vi taler om vores ældres hverdag, må vi insistere på klar tale:

Får de mere eller mindre konkret hjælp? 

Er der tid til andet end lynhurtig praktisk hjælp og flueben?

Prioriterer vi værdighed eller skubber vi bare opgaverne foran os?