KULTUR. På Fredericia Musicalteater er ambitionen tydelig: teateroplevelser skal være tilgængelige for alle. Derfor tilbyder teatret blandt andet kørestolspladser og særlige forestillinger for publikum med funktionsnedsættelser. Men det handler ikke kun om adgang til teatersalen – også faciliteter som toiletter skal være for alle.

Indtil nu har teatret kun haft ét handicaptoilet placeret på 1. sal ved AHA Salen, hvortil der kun er adgang via elevator eller trapper. Derfor har det længe været et ønske at etablere et handicaptoilet i stueetagens foyer, og med en donation på 200.000 kroner fra Nordea-fonden kan dette ønske nu opfyldes.

Nordea-fonden støtter det gode liv gennem en renoveringspulje, som giver nyt liv til mødesteder og fællesskaber i hele landet. Ud af 1.276 ansøgninger i puljens første ansøgningsrunde har 187 projekter fået støtte – og Fredericia Musicalteater er ét af dem.

»Vi er meget taknemmelige for støtten fra Nordea-fonden til etablering af et handicaptoilet i foyeren. Teatret skal være tilgængeligt for alle typer mennesker og være et sted, de har lyst til at komme. Med et handicaptoilet i foyeren kan vi gøre det nemmere for en række af vores gæster før forestillingerne og når vi spiller i Lille Sal,« siger teaterdirektør Thomas Bay.

Teateroplevelser for alle

Danske Handicaporganisationer vurderer, at op imod 30 procent af befolkningen har en eller anden form for handicap. Derfor har Fredericia Musicalteater fokus på, at alle skal føle sig velkomne.

»Vi mener det, når vi siger, at teater er for alle. Det er vigtigt for os, at alle publikummer får en ligeværdig oplevelse her hos os,« understreger Thomas Bay.

I forbindelse med teatrets kommende produktion »WHAT IS LOVE«, som spiller fra den 20. september til den 19. oktober, tilbydes blandt andet særlige forestillinger for blinde og døve. Derudover tilbyder teatret både teleslynge og ledsagerordning til størstedelen af sine produktioner.

Handicaptoilettet ved AHA Salen vil fortsat være tilgængeligt, og med det nye handicaptoilet i foyeren tager Fredericia Musicalteater endnu et vigtigt skridt mod at gøre teatret tilgængeligt for alle.