
SPORT. Ovie Ejeheri skifter fra FC Midtjylland til FC Fredericia på en lejeaftale gældende for næste sæson. FC Fredericia får stærk forstærkning på målmandsposten. Den 21-årige Ovie Ejeheri, som er vokset op i Arsenals berømte akademi, er hentet til Fredericia på en sæsonlang lejeaftale fra FC Midtjylland.
Den unge målmand, født i England med nigerianske og ugandiske rødder, har repræsenteret Arsenal på U18- og U21-niveau og har også fået seniorerfaring gennem udlejninger til engelske Chelmsford City og finske SJK Seinäjoki.
Sportslig ansvarlig i FC Fredericia, Stig Pedersen, er begejstret for klubbens nyeste signing:
»Vi er glade for at kunne tilføje Ovie til vores trup. Han er en moderne målmand, der både kan beskytte målet og være med i opspillet. Hans erfaring fra Arsenal og seniortid i Finland gør ham til en moden og komplet spiller, trods sin unge alder. Han kommer med en imponerende pakke, både fysisk, teknisk og erfaringsmæssigt, som vi er sikre på bliver en gevinst i den kommende sæson i 3F Superligaen,« siger Stig Pedersen.
Ovie Ejeheri selv glæder sig også til udfordringen:
»Da jeg først hørte om muligheden for at spille for Fredericia, var det en helt oplagt beslutning for mig. Jeg havde allerede hørt en masse positivt om klubben fra nogle af drengene i FC Midtjylland, og det gjorde det endnu mere spændende at tage skridtet. At byen ligger ved havet, gør det kun bedre! Jeg glæder mig utrolig meget til at komme i gang, give alt hvad jeg har, og være med til at skrive et stærkt kapitel i klubbens første sæson i Superligaen,« siger Ovie Ejeheri.
Ejeheri har allerede haft sin første træning med Fredericia-truppen, da han var til prøvetræning med klubben i slutningen af forårssæsonen.