Fredericia står ved en skillevej.
Byrådet er præget af tillidskrise, usynlig ledelse og personfnidder, som vælgerne i stigende grad vender sig fra. Socialdemokratiet har mistet sit jerngreb, men det borgerlige alternativ har endnu ikke samlet sig til en troværdig og slagkraftig helhed.
Her træder Liberal Alliance frem som det friske, moderne og liberale bud på en ny begyndelse. Uden historisk gæld til hverken venstre- eller højrefløjen, står vi frit og klart: Ikke en del af det gamle magtspil. Ikke fedtet ind i interne borgerlige slagsmål. Men med ambitionen om at bringe substansen tilbage i politik og borgerne i centrum.
Mens Venstre og Konservative balancerer mellem strategi og taktik, vil Jeg og Liberal Alliance bygge bro og samle med fokus på løsninger, ikke på personopgør. Vi vil være platformen for dem, der vil fremad. For de unge. For de ældre. For dem, der arbejder og driver virksomhed i vores by.
Siden 2022 er Liberal Alliance vokset kraftigt nationalt, og det smitter nu af i Fredericia. Med spidskandidat, Christian Jørgensen, solide kandidater med ildsjæl og engagement og en solid lokalforening. Det giver energi og håb om et Fredericia, der kan meget mere end at sidde fast i gamle mønstre.
Vi tilbyder ikke blot protest, men et konkret politisk projekt med fire klare pejlemærker:
1. Frihed for borgerne
Gennemsigtighed, digitalisering og åbenhed borgerne skal kunne forstå og påvirke kommunen.
2. Fornuft i økonomien
Nej tak til luftkasteller, ja til økonomisk ansvarlighed og fokus på kernevelfærd.
3. Fokus på fremtiden
Vi skal investere i ungdommen, iværksætteri og uddannelse, ikke bare i asfalt og beton.
4. Fælles ansvar
Samarbejde hvor det giver mening også på tværs af fløje. Resultater før ideologi.
I et byråd uden klart flertal kan Liberal Alliance blive tungen på vægtskålen. Ikke som bølle med vetoret, men som den voksne i lokalet, der sætter en ny dagsorden med frihed, fornuft og fælles retning.
Fredericia kan mere og Liberal Alliance vil vise hvordan. Vi er håbefulde.