Fredericia fik besøg af 250 gardister: »Det her fællesskab er helt specielt«

FORENINGSLIV. Der var ekstra liv i Fredericias gader sidste weekend. Mere end 250 unge gardister fra hele landet fyldte byen med historiske uniformer og blankpudsede støvler, som taktfast ramte brostenene. Ved fodgængerfelterne måtte bilisterne tålmodigt holde tilbage, mens lange rækker af rødt og blåt defilerede forbi, ja en festlig og disciplineret hær af ungdom. Lyden af trompeternes klare fanfarer og fløjternes lyse toner fyldte luften, mens solen skinnede ned over optoget og fik forbipasserende til at standse op og opleve en majdag lidt ud over det sædvanlige.

Anledningen var den traditionsrige Garderfestival, arrangeret for 17. gang af 6. Juli Garden. Festivalen har gennem årene udviklet sig til en særlig begivenhed i Fredericia, som både flere fredericianere og de unge gardister ser frem til. Her lever en lang og stolt tradition videre, når gardisterne med rank ryg og høj hat marcherer gennem byens gader og samtidig giver lidt liv til et stykke lokalhistorie.

Derfor er det måske ikke så mærkeligt, at Louise, der leder 6. Juli Garden og står som tovholder for Garderfestivalen, har svært ved at skjule smilet, når talen falder på festivalens betydning. I hendes øjne handler den her weekend om langt mere end kun noder, trompeter og snorlige opstillinger i gadebilledet. Hun taler noget mere om en helt særlig form for fællesskab, der vokser frem, når unge gardister fra hele landet mødes, spiller musik sammen og deler både oplevelser og erfaringer på kryds og tværs af alder og bygrænser.

»Det er magiske dage. Det handler selvfølgelig om musik, men måske allermest om det fællesskab, der opstår. Når vi mødes på tværs af landet, opbygger vi fantastiske bånd. Vi får venner, der varer ved,« fortæller Louise med en smittende begejstring, der sætter sig som en stemning for samtalen.

At skabe relationer på tværs af geografiske skel er en vigtig del af Garderfestivalens sjæl, og årets udgave var ingen undtagelse. Med garderkorps, der havde taget turen helt fra Hinnerup og Rødding, over Nyborg og videre fra Vordingborg til Fredericia, dannede Erritsø den fysiske ramme om mødet mellem godt 250 unge mennesker. De boede sammen, sov på luftmadrasser i klasselokaler, delte aftensmad og tidlige morgener i gymnastiksalen, hvor man fandt løsninger på hverdagens praktiske udfordringer. Det blev til et døgnlangt fællesskab.

Netop fællesskabet er det, som Gry, der spiller piccolofløjte i tambourkorpset, fremhæver som afgørende for, at hun oprindeligt valgte at blive en del af garden. Gry følte, at hun manglede en følelse af samhørighed, en samhørighed hun ikke kunne finde andre steder.

»Jeg manglede et fællesskab, jeg ikke helt kunne få andre steder. Her spiller vi sammen, og det føles som noget, vi gør sammen, og ikke bare hver for sig,« siger hun og fortæller om en hverdag i garden, hvor det ikke kun handler om musikken, men mindst lige så meget om at mærke, at man hører til et sted.

Carl, der har rollen som både trompetist og tambourmajor, nikker bekræftende og giver med få ord udtryk for, at garderlivet hurtigt bliver til noget mere end en aktivitet i fritiden. For ham at se er det nærmere blevet en ekstra familie, der også ofte rækker ud over den tid, man bruger på selve træningen.

»Vi spiser sammen, vi er sammen hele dagen. Man slipper det aldrig rigtig igen. Der er mange, der siger, at det er ens anden familie,« fortæller han.

Og følelsen af at have en ekstra familie er helt væsentlig under Garderfestivalen, derfor handler det ikke om at konkurrere eller vinde over andre, men om at bakke op om hinanden og om det, man sammen kan skabe.

Garderfestival uden konkurrence

Der findes nemlig mange former for konkurrencer i ungdomslivet, men Garderfestivalen er ikke en af dem. I modsætning til Danmarksmesterskaberne, hvor korpsene måler sig med hinanden og bliver vurderet på præcision, musikalitet og samspil, handler festivalen udelukkende om at vise sin kunnen – uden dommere og uden pointgivning. Det handler ifølge de unge deltagere selv om at støtte hinanden frem for at bedømme hinanden.

Carl fortæller blandt andet, at netop fraværet af konkurrence gør festivalen til en begivenhed, hvor der er plads til at sænke skuldrene og hygge sig med kammeraterne.

»Her står vi ikke og bedømmer hinanden. Vi viser bare, hvad vi kan, og så støtter vi hinanden. Der er plads til at hygge sig,« siger han og forklarer, hvordan det skaber et rum, hvor musikken bliver mindre præstation og mere samvær.

Louise er enig og forklarer, at garderlivet på sin vis fungerer på samme måde som en holdsport. Det betyder, at hver eneste gardist spiller en rolle, og at fællesskabet er afhængigt af, at alle møder op og bidrager. Selvfølgelig kan det hænde, at nogen er forhindret i at deltage, og her træder tidligere gardister ofte til, fortæller hun.

»Hvis én mangler, mærkes det tydeligt, og vi må have reserver klar. Vi har heldigvis en masse tidligere gardister, som altid er friske på at træde til,« forklarer Louise og fortæller videre, at dette netværk af tidligere gardister også illustrerer, hvor tæt fællesskabet i virkeligheden er. Et fællesskab, der rækker langt ud over de få år, man typisk tilbringer i garden.

Fællesskabet har også en særlig dimension af rummelighed, som 6. Juli Garden i Fredericia med rette er stolt af. Tidligere i år blev garden nomineret til Årets Handicappris, som er en anerkendelse af, at man formår at skabe plads til unge med forskellige diagnoser og særlige behov. Louise understreger betydningen af at rumme hinanden og skabe plads til alle, uanset baggrund eller udfordringer.

»Vi har flere med forskellige diagnoser og også nogle, der er hørehæmmede. Her er man aldrig anderledes eller udstødt. Her kan man være sig selv,« fortæller Louise med tydelig stolthed over, at garden ikke alene handler om musik, men lige så meget om at skabe et miljø, hvor der er plads til forskellighed.

Gardens historiske uniformer spiller også en vigtig rolle for følelsen af samhørigheden. Uniformerne, som er præcise kopier af de dragter, som soldaterne bar under slaget ved Fredericia i 1849, giver ikke kun gardisterne en historisk bevidsthed, men også en oplevelse af at høre til noget større, forklarer Gry. Når man trækker i uniformen, ophører mange af de små forskelle, der kan findes i hverdagen.

»Vi klæder os ens, og når vi tager de høje hatte på, kan ingen rigtig se forskel på os. Så bliver man virkelig en del af noget,« siger Gry og smiler. Hun fortæller, hvordan det kan være en befrielse for mange unge at opleve, hvordan individuelle forskelle glider i baggrunden, og hvordan det bliver muligt blot at være en del af gruppen.

Der findes både røde og blå uniformer. De røde er for de spillende gardister, mens aspiranterne – dem, der endnu ikke spiller – bærer blå uniformer.

Venskaber for livet

Når snakken med de unge gardister falder på, hvad der i virkeligheden får dem til at komme igen år efter år, er svaret bemærkelsesværdigt ens. Musikkens glæde spiller naturligvis en stor rolle, men alligevel er det som regel venskaberne, der nævnes først, og ordet »fællesskab« går på sin vis igen og igen. De relationer, der vokser ud af de utallige timer med øvelser, march og fælles oplevelser, beskrives af gardisterne som noget helt særligt.

Gry fortæller lidt senere igen om, hvordan garden for hende er blevet langt mere end bare endnu en fritidsaktivitet. Hun betegner den som en af de absolut bedste måder at skabe vedvarende venskaber på, også med mennesker, man ellers ikke ville have mødt.

»Det er en af de fedeste fritidsinteresser, du kan have, fordi den kan så meget mere end bare musik. Den skaber tætte venskaber, også med mennesker, man ellers aldrig ville møde,« siger hun og fremhæver især den særlige samhørighed, der opstår, når man står skulder ved skulder, deler oplevelser, sejre og udfordringer.

Ved siden af hende står Carl og nikker samtykkende med et smil, som bekræfter, at Grys oplevelse er en, han genkender fra sig selv. Carl forklarer, at selv når hverdagen overtager, og livet fortsætter uden for garderens rammer, så slipper man aldrig helt garderlivet. Det har en tendens til at sætte sig i kroppen som en slags identitet, der følger med en videre gennem livet.

»Du kan ikke slippe det igen. Det sidder simpelthen fast, når du først har været her,« fortæller han og tilføjer, at han gennem årene har set flere tidligere gardister vende tilbage for enten at hjælpe til, når der er behov, eller blot for at få et glimt af noget, de savner.

Louise, der som leder har fulgt hundredvis af unge mennesker igennem garderlivet, smiler anerkendende. Hun har gennem årene set, hvordan garden for mange bliver en vigtig del af deres opvækst, og hun opfordrer varmt alle, der overvejer at blive en del af fællesskabet, til at tage det første skridt.

»Vi er altid klar til at tage godt imod nye medlemmer. Man skal aldrig være bange for at dukke op. Vi omfavner alt og alle,« siger Louise, der gør det klart, at døren til garden altid står åben – for alle.

Louise lader blikket glide rundt i byen, der altså fortsat genlyder af trompeternes fanfarer. Hun smiler endnu en gang, da hun sætter ord på den følelse, som alle gardisterne har gentaget gennem weekenden:

»Det her fællesskab kan noget helt specielt,« afslutter hun.