SPORT. Nicklas Røjkjær imponerer i Allsvenskan, hvor han lige nu er en af ligaens mest profilerede spillere. Den tidligere FC Fredericia-spiller vurderes i dag til at være omkring 17 millioner kroner værd. Det fortæller bold.dk med henvisning til den svenske podcast Lundh på Fotbollskanalen. Et salg vil samtidig udløse ekstra kroner til FC Fredericia.
Den 26-årige midtbanespiller har været stærkt medvirkende til Mjällbys succes i den svenske liga i dette forår, hvor han har lavet fem mål og to assists i ni kampe. Det har placeret klubben i toppen af ligaen med 23 point efter ti spillerunder.
Ifølge bold.dk afgav den svenske storklub Hammarby i vinter et bud på Røjkjær på 12 millioner svenske kroner, svarende til cirka 8 millioner danske kroner, men buddet blev afvist af Mjällby.
Nu vurderer Mjällbys sportschef, Hasse Larsson, at den tidligere Fredericia-profil er mindst dobbelt så meget værd
Et eventuelt salg af Nicklas Røjkjær vil sandsynligvis også betyde økonomiske fordele for FC Fredericia, der normalt sikrer sig en videresalgsklausul, når klubben sælger sine spillere videre.