Mandag den 19. maj blev byrådssalen i Fredericia forvandlet. Ikke til et forum for ansvarlig kommunal ledelse, men til en improviseret fanzone, med byrådsmedlemmer, der nærmest kæmpede om at være de største fodboldfans i Danmark. Rørende hvis ikke det samtidig var dybt bekymrende.

I en tid, hvor Fredericia risikerer en mulig budgetbombe fra Ørsted, var det eneste, der for alvor fik taletid, drømmen om et opgraderet stadion til Superligaen. 

Samtidig undertrykkes det faktum at, når tilskuertallet på stadion mere end fordobles, følger et behov for markante investeringer i omkringliggende adgangsveje, p-pladser, kollektiv transport, sikkerhed og servicemæssige faciliteter. Kortsagt den omkring liggende infrastruktur uden for station til midtbyen og kommunegrænserne.

Fredericia er en by med udfordringer. Vi har ikke råd til at spilde hverken tid eller skattekroner på varm luft og valgkampsretorik i byrådsmøderne. Den truende økonomiske boomerang: Hvis Ørsted vinder sin sag og kommunen skal betale, står Fredericia over for enten en gældssætning i millionklassen, i værste fald en økonomisk administration udefra. Ikke ligefrem det bedste udgangspunkt for at bygge stadiondrømme uden grundig økonomisk analyse og prioritering.

Yderlig blev mødet et udstillingsvindue for den evindelige kommunalpolitiske selvros. Især Susanne Eilersen, Peter Tind og Karsten Byrgesen leverede lange, intetsigende indlæg, hvor substansen druknede i selvforherligelse om emnerne. Det ville klæde byrådet at indføre en maksimal taletid  lad os sige 1,5 til 2 minutter og dermed sikre, at debatten bliver skarp, saglig og borgerrettet. Alt andet er skuespil for de få fremmødte og dem, der stadig orker at streame møderne.

Mødelederen, lod det desværre passere uden et eneste opfordrende “hold jer til sagen”.

Vi skal glæde os over FC Fredericias, Fredericia HK’s og de mindre sports klubbers sportslige resultater og anerkende behovet for faciliteter, der matcher ambitionerne. Stadiondrømme skal realiseres, det skal de omkringliggende infrastrukturer også. Det skal ske som del af en samlet og ansvarlig plan, med økonomisk realisme og økonomisk støtte fra partnere, ikke euforisk valgkampssnak i byrådssalen hvor byrødderne får gratis TV taletid for de poster de opstiller til, eller er på. 

Fredericia skal ikke løbe storm mod toppen af sporten med bind for øjnene, men bygge på fakta, fornuft og fremtidssikret økonomi.