
BUSINESS. Fredag den 30. maj klokken 07.00 bliver der fyret godt op for festlighederne, når Elgiganten slår dørene op til sit nye, store varehus i Kolding Storcenter. Varehuschef Thomas Lykke Nielsen og administrerende direktør Peder Stedal står klar med den store saks til at klippe snoren, mens 80 medarbejdere er parate til at tage imod kunder fra nær og fjern med åbne arme.
Hos Elgiganten forventer man, at det bliver en åbningsfest af de helt store.
»Vi glæder os meget til at vise vores nye varehus frem i Kolding Storcenter, hvor kunder fra Kolding og omegn vil opleve et bredt og fantastisk varesortiment med knivskarpe åbningstilbud. Tilbud, der er så gode, at vi forventer, at kunder overnatter foran varehuset for at sikre sig en plads forrest i køen,« fortæller Peder Stedal.
Gaming, Apple og LEGO på hylderne
Det nye varehus breder sig ud over hele 2.500 kvadratmeter, og det bliver pakket med alt, hvad hjertet begærer inden for elektronik, gaming, køkkener og hårde hvidevarer.
Derudover præsenterer varehuset et stort område med Apple-produkter og specialiseret rådgivning, ligesom der er en dedikeret afdeling med Epoq-køkkener til dem, der ønsker nyt køkken eller bryggers.
Som en ekstra overraskelse for de yngste kunder – og måske også de lidt ældre LEGO-entusiaster – kommer der et stort udvalg af LEGO-produkter, lige fra DUPLO til Formel 1 og den populære Botanical-serie.
Croissanter, kaffe og præmier
På selve åbningsdagen lover varehuschef Thomas Lykke Nielsen god stemning, konkurrencer og ikke mindst lidt lækkert til dem, der står tidligt op.
»På åbningsdagen står vi klar fra morgenstunden med croissanter og kaffe til de morgenfriske, der har lagt sig i kø for at sikre sig de bedste tilbud. Senere på dagen tænder vi op i grillen og serverer pølser. I løbet af dagen vil der desuden være mulighed for at deltage i konkurrencer med fede præmier. Vi glæder os til at byde alle kunder velkommen til en festlig dag med god stemning og masser af gode åbningstilbud,« fortæller Thomas Lykke Nielsen.
Det gamle varehus på Egtved Allé 3 lukker søndag den 25. maj kl. 17.00, hvorefter fokus rettes mod den store åbningsfest i Kolding Storcenter.