TRAFIK. Langt de fleste danske bilister mener selv, at de er gode til at holde til højre på motorvejen. Problemet er bare, at det mener de færreste om deres medtrafikanter. Nu relancerer Vejdirektoratet kampagnen »Hold til højre – Ka’ du, så ska’ du« for at få bilisterne til at tage deres egen medicin.
I en ny undersøgelse fra Vejdirektoratet svarer hele 92 procent af bilisterne, at de i høj eller meget høj grad holder til højre, når der er plads i sporet. Det lyder jo meget godt – i hvert fald lige indtil man spørger samme gruppe bilister, hvordan de synes, de andre klarer opgaven. Her falder tallet drastisk, hvor kun 27 procent mener, at deres medtrafikanter i høj eller meget høj grad holder til højre, når det er muligt.
Tallene tegner et klart billede af bilister, der har en god selvopfattelse, men knap så stor tillid til andre trafikanters evner. Og det kan give problemer, lyder det fra transportminister Thomas Danielsen:
»Trafikken glider bedre og mere sikkert, når bilisterne sørger for at holde til højre. Derfor er det oplagt at gentage det gode budskab om at trække til siden og give plads til andre, især når der er så delte meninger om, hvor gode bilister er til at holde til højre. Der er tydeligvis en tendens til, at man ser sig selv som den gode bilist, men det tyder på, at de øvrige bilister ikke altid er enige,« siger ministeren.
Irritation skaber farlige situationer
At de danske bilister har en høj selvtillid bag rattet overrasker ikke Marianne Foldberg Steffensen, afdelingsleder i Vejdirektoratet. Hun understreger, at forskellen mellem selvopfattelse og virkelighed kan give udfordringer på motorvejene.
»Vi har som trafikanter generelt en opfattelse af, at vi opfører os bedre i trafikken end vores medtrafikanter. Det er nok også derfor, tallene ser anderledes ud, når det handler om at vurdere de andre trafikanter. Vi ved også fra tidligere undersøgelser, at medtrafikanter, der ikke trækker ind til højre, er den største kilde til irritation hos bilisterne,« siger Marianne Foldberg Steffensen.
Hun peger desuden på, at irritation i trafikken kan føre til farlige situationer som hårde opbremsninger og ulovlige overhalinger indenom.
“Ka’ du, så ska’ du” – kampagnen vender tilbage
Ifølge undersøgelsen er den hyppigste årsag til, at bilister ikke holder til højre, at trafikken i højre spor kører for langsomt. Hele 36 procent af bilisterne bruger dette som undskyldning for ikke at trække ind. Marianne Foldberg Steffensen advarer dog om, at den vane skaber unødvendig trængsel.
»Når folk ikke trækker til højre, spærrer de i praksis flere spor, fordi man jo ikke må overhale højre om. Det betyder mindre plads på vejene og mere trængsel. Så hvis man husker at holde til højre, bliver der faktisk bedre plads, og trafikken glider bedre,« siger hun.
Derfor genoptager Vejdirektoratet nu kampagnen »Hold til højre – Ka’ du, så ska’ du«, som skal minde trafikanterne om, at det faktisk er lovpligtigt at holde til højre på motorvejen, når det er muligt – og at trafikken glider lettere, når reglen overholdes.
Fakta fra undersøgelsen:
- 92 procent af bilisterne mener selv, at de i høj eller meget høj grad holder til højre, når det er muligt.
- Kun 27 procent mener det samme om deres medtrafikanter.
- 36 procent angiver, at de ikke holder til højre, fordi trafikken i højre bane går for langsomt.
- 20 procent frygter ikke at kunne komme tilbage i venstre spor.
- 18 procent mener ikke, at det generer nogen, hvis de bliver liggende i venstre spor.
Undersøgelsen er gennemført af Epinion blandt 1.035 bilister over 18 år, som inden for de seneste tre måneder har kørt på motorvej.