
BUSINESS. Fredericia Kommune har for alvor markeret sig på det nationale landkort i datacenter- og bæredygtighedsdebatten. Kommunen var således nomineret til den prestigefyldte pris »Municipality of the Year« af brancheorganisationen Dansk Datacenter Industri. Nomineringen blev fejret onsdag aften ved en stor ceremoni i Moltkes Palæ i København, hvor repræsentanter fra branchen, politikere og øvrige aktører samledes.
Nomineringen kommer efter flere års intensivt arbejde med at udvikle Fredericia som en attraktiv destination for grønne datacentre, siden teknologigiganten Google etablerede sig i byen i 2018. Det er især Business Fredericia med David Mogensen i spidsen, der har drevet indsatsen fremad, stærkt bakket op af byrådet og formanden for Klima-, Energi- og Miljøudvalget, Tommy Rachlitz Nielsen (C).
»Vi blev nomineret til Municipality of the Year på baggrund af den indsats, vi har gjort inden for datacenterindustrien. Rejsen startede, da Google valgte Fredericia i 2018, og siden er det kun gået fremad. Vi har nu både Danish Data Industry og Netserver & Intervention, og vi arbejder også med at etablere et testdatacenter. Det var netop derfor, vi konservative gik til budgetforhandlingerne i sin tid med ønske om penge til udvikling af datacenter-samarbejdet,« fortæller Tommy Rachlitz Nielsen.
Selvom Fredericia ikke løb med selve prisen – den gik i stedet til Esbjerg – ser Tommy Rachlitz Nielsen nomineringen som en stor anerkendelse af kommunens målrettede indsats.
»Jeg synes faktisk, vi havde fortjent at tage prisen med hjem til Fredericia, men sådan er det nogle gange med awards. Vi har gjort en fantastisk indsats, og nomineringen alene viser, at Fredericia er rykket op i datacenterindustriens superliga – for at bruge et rigtigt Fredericia-udtryk,« siger han.
Arrangementet gav også mulighed for værdifuld networking. Tommy Rachlitz Nielsen fortæller, at han blandt andet sad til bords med flere franske aktører, som viste stor interesse for Fredericias arbejde med datacentre.

»Det var en rigtig god oplevelse med over 200 deltagere til aftenens awardshow, og i morgen deltager over 400 personer på konferencen, hvor Fredericia også er repræsenteret. Det giver os enormt vigtig synlighed,« siger han og tilføjer:
»Fremadrettet skal vi blive endnu bedre til at fortælle historien om Fredericia. Vi skal blive dygtigere til at rammesætte og kommunikere vores succeser tydeligt. Vi er Danmarks datacenterby, og det skal vi sørge for, at resten af landet også ved.«
