
INFRASTRUKTUR. Lillebæltskomitéen, der arbejder for etableringen af en tredje forbindelse over Lillebælt, har nu fundet sin nye leder. Det bliver Middelfart Kommunes borgmester, Johannes Lundsfryd Jensen (S), der fremover skal stå i spidsen for arbejdet med at få den såkaldte Parallelforbindelse sat på den nationale dagsorden.
Johannes Lundsfryd Jensen er til daglig næstformand i Trekantområdet Danmark, som samler kommunerne Vejle, Fredericia, Kolding, Middelfart, Haderslev, Vejen og Billund i et strategisk samarbejde. Samtidig er han formand for samarbejdet mellem de 22 syddanske kommuner og formand for Klima- og Miljøudvalget i Kommunernes Landsforening.
Det var derfor en tilfreds bestyrelsesformand for Trekantområdet Danmark og borgmester i Vejle, Jens Ejner Christensen (V), der tirsdag kunne offentliggøre, at Johannes Lundsfryd Jensen har takket ja til posten.
»Johannes Lundsfryd Jensen har et stærkt netværk både på og uden for Christiansborg. Han har stærke kommunale relationer og masser af ledelseserfaring. Derfor er jeg meget glad for, at han i en meget travl hverdag alligevel har takket ja til også at varetage opgaven som komitéleder for Lillebæltskomitéen,« siger Jens Ejner Christensen i forbindelse med offentliggørelsen.
Johannes Lundsfryd ser frem til opgaven, som han betegner som særdeles vigtig for infrastrukturen mellem Øst- og Vestdanmark.
»Forsyningssikkerheden er noget af det, der er behov for at kigge nærmere på, ikke mindst set i lyset af den geopolitiske virkelighed, vi befinder os i. Samtidig vil der i en ikke alt for fjern fremtid opstå problemer med trafiktrængsel hen over Lillebælt, så det handler både om sikkerhed og om rettidig omhu, og den dagsorden vil jeg gerne være med til at fremme,« siger Lundsfryd.

Erhvervslivet bakker op
Lillebæltskomitéen tæller både offentlige og private medlemmer, herunder kommuner, erhvervsvirksomheder og organisationer i hele Trekantområdet. Komitéens opgave er at skabe opbakning og sikre, at behovet for en Parallelforbindelse over Lillebælt bliver taget alvorligt på Christiansborg.
En af de virksomheder, der er med i Lillebæltskomitéen, er distributionsfirmaet DAO. Herfra peger logistik- og distributionschef Christian Roland Larsen på behovet for at styrke infrastrukturen i området.
»Vi har valgt at støtte op om Lillebæltskomitéen, fordi der er brug for at få sat en ny Lillebæltsforbindelse på den nationale agenda. Trekantområdets erhvervsliv har brug for en stærk infrastruktur hen over Lillebælt. Derfor er der brug for at fremtidssikre forbindelsen, og det tror vi på, at en Lillebæltskomité kan bidrage til,« siger Christian Roland Larsen.
Opfordring til flere samarbejdspartnere
Selvom Lillebæltskomitéen allerede tæller en lang række betydningsfulde aktører, håber Johannes Lundsfryd, at endnu flere vil melde sig under fanerne.
»Jo flere vi er, des stærkere står vi. Derfor håber jeg, at vi kan få endnu flere til at bakke op om Lillebæltskomitéens arbejde – vi står stærkt, men vi skal blive endnu stærkere,« siger den nye komitéleder.
Lillebæltskomitéen planlægger en række aktiviteter for at skabe viden om konsekvenserne af trafiktrængsel ved Lillebælt og fordelene ved at etablere den tredje forbindelse, som placeres parallelt med Den Ny Lillebæltsbro.
Den endelige beslutning om en tredje Lillebæltsforbindelse skal dog træffes af Folketinget.
